Kirkeskibet - symbolet på rejsen fra jorden til himlen

Skikken med at hænge skibe i kirkerummet startede i det katolske Europa, men slog igennem i Danmark efter reformationen især i de seneste to århundreder

I mange af vore kirker hænger der kirkeskibe. Det drejer sig om en flåde på omkring 1200, der er ophængt overalt i kirkerne i Danmark. Skibene udgør et rigt udvalg af modeller lige fra fregatten Jylland til en moderne fiskekutter. Men hvorfor hænger de der? Og hvad er symbolikken? Vi går tilbage både til nordiske religion og den kirkelige symbolverden.

Skibssætningen
I bronzealderen (1800 -500 f. Kr.) blev de afdødes urner nedsat i skibsformede stensætninger. Den afdøde var nu ombord på det skib, der skulle sikre en vellykket rejse til det hinsides. Rundt omkring i det danske landskab finder vi disse skibssætninger, der er af monumental karakter med store stenblokke sat i en skibsformet kreds. Skibet var da også det mest magtfulde og ophøjede symbol, man havde på forbindelsen mellem denne verden og gudernes verden.

Denne symbolik har spillet en afgørende rolle helt frem til vikingetiden, hvor stormandsbegravelser fandt sted i rigtige skibe. Således har man i Ladby på Fyn udgravet det fineste danske eksempel for denne form for hedensk jordfæstelse. Her er en stormand fra midten af 900-tallet blevet begravet i sit skib medbringende heste, rideudstyr og våben.

Der er fundet flere af sådanne skibsbegravelser i Norden. I de største skibsbegravelser blev et gravkammer af træ opført midtskibs, og på dækket lå et rigt udstyr til alle dagliglivets behov. Graven blev dækket af en høj, i visse tilfælde efter afbrænding af skibet og dets indhold.

Stormen på Genesaret Sø
I Matthæusevangeliet kapitel 8 fortælles: Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille.

Denne underfortælling har været afgørende for, hvordan den kristne menighed så sig selv, nemlig som det mandskab, der var på vej fra denne verden til Gudsriget. Som menighed var man stadig i denne verden og dermed udsat for farer og fristelser. Men med Kristus som styrmand var man allerede frelst og sikker på at nå i havn i det hinsides.

Den kirkelige kunst har da også gang på gang fremstillet fortællingen om stormen på Genesaret Sø. Således fremstillede den tidlige renæssancekunstner Giotto (1267 - 1337) Jesu vandring på Genesaret sø og apostlene på et skib i havsnød. Denne mosaik er så genskabt og anbragt i den nuværende Peterskirkes forhal over for hoveddøren til selve kirkerummet.

Kirkerummet som et skib
Selve kirkerummets opdeling henleder også opmærksomheden på skibs-metaforikken. Rummet er delt op i et skib, hvor menigheden opholder sig, og så koret, hvor alteret står og hvor kun præsterne førhen havde adgang.

På græsk hedder et tempel naos og skib navs. På latin hedder et skib navis. Måske skyldes betegnelsen skib for selve kirkerummet dermed en sproglig forveksling, der er gået ind i kristendommen. Da man i 300-tallet efter kejser Konstantin den Stores forordning om, at kristendommen skulle være tilladt religion i Romerriget, gik i gang med et omfattende kirkebyggeri, brugte man som model den romerske basilikabygning.

Basilikaen var en rektangulær hal, der endte i en apsis, og adgangen til bygningen skete gennem en forhal. Selve hallen var delt op et eller flere parallelle rum adskilt af søjlerækker, der bar tagkonstruktionen. Basilikaen blev brugt til verdslige formål, ofte som audiens- eller retssal. Da denne bygningsform blev overtaget af kristendommen, blev den brede hal ud for apsis kaldt hovedskibet og de parallelle rum adskilt af søjlerækker kaldte man så for sideskibe.

Kirkeskibene og deres udbredelse
Den symbolik, der ligger i selve kirkerummets betegnelse som skib er gennem tiderne blevet tydeligere understeget ved opsætning af skibsmodeller. Skikken synes at have været kendt i det meste af Europa fra slutningen af middelalderen. Den ældst bevarede skibsmodel stammer fra en spansk kirke helt tilbage fra midten af 1400-tallet.

Men især i områder tæt på havet finder man skibe ophængt i kirkerummet. I Bretagne i Nordfrankrig og langs Den Engelske Kanal har der hængt (og hænger der stadig) skibsmodeller ned fra kirkelofterne. Det er en skik, der er startet i det katolske Europa, men som er slået igennem i Danmark efter reformationen og især i de seneste to århundreder.

De ældste kirkeskibe i Norden er at finde i Stockholms Storkyrkan, som menes at være fra o. 1590. Og i Mariakirken i Bergen har vi det ældste norske kirkeskib fra o. 1610. Det ældste danske kirkeskib er ophængt i Ho Kirke og er fra mellem 1600 og 1610. Så følger orlogsskibet Randers fra 1632 i Sankt Mortens Kirke i Randers.

Kirkeskibet er et eller andet kendt skib, der som oftest har en tilknytning til sted, hvor modellen blev hængt op. Men nogle skibsmodeller synes dog at være mere populære end andre. Den mest populære skibsmodel er fregatten Jylland, som hænger i over 30 kirker landet over. Så er der også skibsnavne, som er mere populære end andre. I mindst 75 kirker hedder det ophængte kirkeskib, Håbet. Dernæst kommer navnet Danmark.

Kirkeskibet som gave
Ofte er kirkeskibet givet i taknemmelighed af en sømand, der har overlevet et forlis og som så selv har bygget en model af det forliste skib. Det gælder således kutteren Jenny Skomager, som er skænket til Helligåndskirken i Hvide Sande. Jenny Skomager er bygget og givet af en sømand, som forliste med dette skib i Østersøen i 1961.

Men der er dog ikke tale om det, man kalder votiv-gaver, det vil sige en gave, man giver, fordi man har aflagt et løfte om at give skibet til kirken og dermed til Gud, hvis man overlever en sygdom eller et forlis.

Når man i enkelte byer med stærke sømandstraditioner som i Marstal og Ærøskøbing finder indtil flere skibe ophængt i kirkerne, ja, så kan det være et forsøg på ad denne vej at beskytte skibe og deres mandskab mod de farer, som lurer på de store have. Endelig skal det bemærkes, at kirkeskibe som regel ikke har redningsbåde ombord.