Kristendommen og kongehuset har altid været nært forbundne

De kongelige ankommer til Vor Frue Kirke.

De danske kongelige har altid haft et nært forhold til kirken. Her deltager kronprins Frederik og kronprinsesse Mary i en gudstjeneste i Vor Frue Kirke i København. - Foto: Esben Nielsen

Kongehus og kirke har gennem mere end tusind år fulgtes ad på historiens snørklede stier. Få overblik fra Harald Blåtand til i dag

Amalienborgmuseet viser i dette efterår udstillingen Gud bevare Danmark, der med både ord, malerier og effekter viser, hvordan kristendommens historie i Danmark hænger nøje sammen med monarkiets historie.

Jellingesten og vikingetid
Det hele startede i 965 e. Kr., hvor Harald Blåtand i Jelling lod opsætte den sten over sig selv, hvor der står, at han gjorde danerne kristne. Hvorvidt han reelt gjorde det, strides de lærde imidlertid stadig om.

LÆS OGSÅ:Jellingestenen - Danmarks dåbsattest

Meget tyder nemlig på, at kristningen af Danmark har været en lang affære, der startede flere hundrede år før Harald Blåtand, og som fortsatte også i årtierne efter hans død.

LÆS OGSÅ:Sådan blev kristendommen indført i Danmark

Men det er og bliver kongerækkens anden konge, som har fået æren. Jellingestenen med den sejrende Kristus opfattes som Danmarks og monarkiets og kristendommens fælles dåbsattest i en grad, så den tilmed er afbildet på vores pas.

Under Harald Blåtands søn Svend Tveskæg og især sønnesønnen Knud den Store ændredes dansk udenrigspolitik dramatisk. Danske vikinger drog til England og skabte et dansk rige, der var større end nogensinde, både før og efter i Danmarkshistorien.

Men det var ikke noget, som kongen kunne gøre uden bare indimellem at tage paven i ed. Paven skulle nemlig være indforstået og anerkende kongens handlinger.

Danmark var som bekendt på det tidspunkt som alle kristne lande i Vesteuropa romersk-katolsk og siden den første pave, Peter, har paven været den romersk-katolske kirkes leder på den måde, at han opfattes om Guds stedfortræder på jord.

SE OGSÅ:Tema om den katolske kirke

Paven anerkendte, og vikingerne erobrede løs. Og på et tidspunkt opstod ideen om, at Danmark og England skulle knyttes tættere sammen også kirkeligt, så ærkebiskoppen af Canterbury indviede et par præster til biskopper.

Men så satte ærkebiskoppen af Bremen foden i jorden. Danmark, ja hele Norden hørte helt fra Ansgars tid til Bremens ærkebispesæde, mente man i det nordtyske. Og sådan blev det. Paven gik ikke imod Bremen, og kongen var ligeglad. Måske fordi de danske kongers tid i England blev kort.

Senere fik Danmark dog sin egen ærkebiskop. Allerede Sven Estridsen prøvede, men først under Erik Ejegod lykkedes det i 1103. Bremens magt var brudt, og nu kunne danske biskopper indvies af en dansk ærkebiskop, som i position var rigets anden mægtigste mand. Kun overgået af selveste kongen.

Erik Ejegod rejste derpå i taknemmelighed til Rom, hvor han fik sit andet ønske opfyldt. Nemlig at få sin bror Knud den Hellige, som var blevet dræbt i Skt. Albani Kirke i Odense, først saligkåret og siden hen helligkåret.

En sådan helgenkåring var nemlig ikke kun en religiøs sag. Den kastede også glans tilbage på slægten og dermed på kongehuset, som nu kunne tælle en ægte helgen blandt de kronede hoveder, der var gået forud. Den slags gav prestige både i forhold til konkurrenter til kronen og i udlandet.

I Rom arbejdede kirken i de år imidlertid ihærdigt på noget, som den kaldte kirkens frihed. Det gik ud på at forhindre konger og andre verdslige magthavere i at få indflydelse på, hvem der skulle vælges til de kirkelige embeder. Omvendt skulle konger og fyrster sørge for, at de selv og deres undersåtter rettede sig efter pavens anvisninger og kirkens morallære.

Således fik Harald d. 3 omkring år 1080 en pavelig skideballe om, at han skulle vise paven lydighed og sørge for, at danskerne ikke gav præsterne skylden for alle mulige dårligdomme som især storme og dårligt vejr.

Harald og de andre konger på den tid rettede ind, og den katolske kirke blev overøst med gaver og godser, så kongen kunne stå sig godt med disse magtfulde gejstlige, som man mente var i direkte kontakt med Gud via hans stedfortræder paven.

Forholdet mellem kirke og krone var dog ikke det bedste trods de mange gaver til kirken, og det faktum at kongerne i reglen rettede sig efter anvisningerne fra Rom. Det var som oftest spørgsmålet om, hvem der skulle have de magtfulde gejstlige embeder, som skilte konge og kirke.

Kongelige pilgrimsrejser og middelalder
Men så kom Valdermar-tiden, og et frugtbart samarbejde mellem krone og kirke i Danmark startede. Mest kendt er nok Valdemar den Stores og biskop Absalons parløb, der i slutningen af 1100-tallet førte til en decideret storhedstid for hele Danmark.

Ikke alene blomstrede økonomien, men der var også plads til de af paven så værdsatte korstoge. Som for eksempel korstoget til Arkona i 1169, hvor Valdemar og Absalon sammen sørgede for at sætte en stopper for vendernes dyrkelse af Svantevit.

Tiderne skiftede imidlertid igen. Pavestolen nede i Rom blev mere og mere rig og mere og mere fokuseret på den verdslige magt med deraf følgende magtkampe. Enden på det hele blev, at paven flyttede til Avignon i Sydfrankrig, hvor forskellige paver residerede i mere end 100 år.

Det ændrede imidlertid ikke så meget i Danmark, hvor danske regenter som Margrete Valdermarsdatter og Christian d. 1. lavede aftaler direkte med paven henover hovedet på de danske gejstlige, hvis det faldt i deres kram, og det gjorde det ofte. Margrete var imidlertid også stærkt knyttet til Birgittinerordenen i Vadstena i Sverige.

For nok var kongemagt og religion to sider af samme sag i middelalderen, men ikke på den måde, at kongemagten brugte religionen som tom argumentation. Middelaldermenneskets verdens- og livsopfattelse var dybt religiøs også monarkens.

Christian d. 1. drog således på pilgrimstur til Rom. Med sig havde han både hermelinsskind og klipfisk, som skulle bruges i fasten. Og med sig hjem fik han en splint af Kristi kors og en tilladelse til at starte et universitet - samt at han fik afgørende indflydelse på, hvem der skulle være biskop i Danmark.

For et nutidsmenneske kan en sådan byttehandel med fisk og tilladelser måske godt virke kræmmeragtig og slet ikke en regent værdig, men sådan så middelalderens mennesker ikke på det.

Regenterne var derimod fromme og gudsfrygtige, når de således gav godser, gårde og penge til kirken og af kirken modtog velsignelse, og at der blev læst messer for dem.

Det var alt sammen et spørgsmål om frelse. Om at give noget til Gud og få noget igen. Mennesket og her gjaldt samme lov for kongen som for tiggeren - ville ifølge datidens forståelse nemlig let blive fortabt i dets syndighed, hvis ikke man benyttede sig af den eneste mulige hjælp for frelse.

Nemlig den guddommelige tilgivelse og nåde, som kun de gejstlige kunne formidle gennem sakramenter, helgener, forbønner og messer.

En bibel på dansk og reformationen
Danmark var som det meste af Europa præget af uro i første halvdel af 1500-tallet. I Tyskland havde Luther startet reformationen, som også trak spor til Danmark.

Mest voldsomt var det i årene 1534-36, hvor den såkaldte Grevens Fejde rasede. På den ene side stod borgere og bønder og på den anden adelsfolkene. Den gamle konge Christian d. 2. var katolsk, men hans nevø og den nye konge Christian d. 3. var overbevidst lutheraner.

Som bekendt vandt Christian d. 3., og i 1536 var reformationen en realitet.

LÆS OGSÅ:10 vigtigste ting om reformationen

Danmark var blevet et protestantisk land med en evangelisk-luthersk kirke, hvis overhoved var kongen, som benyttede sig af chancen for at konfiskere kirkens gods, som på det tidspunkt var ikke mindre end cirka en tredjedel af al jord og gods i det danske rige.

Christian d. 3. var i det hele taget en ivrig lutheraner, som også selv egenhændigt på Gammel Torv i København dømte de katolske biskopper ud af embedet til evig tid.

Han lægger også navn til den første bibel på dansk, som i øvrigt kan ses på udstillingen på Amalienborg, og som stammer fra 1550. Fra nu af blev der prædiket på dansk og sunget på dansk i de danske kirker og sådan har det været lige siden.

En ny tid var dermed startet for kongehuset og kirken. Forbindelsen var stadig lige tæt, men var nu ændret. Pavens magt var brudt. Den danske kirke var ikke længere underlagt Rom, men var sin egen med monarken som overhoved. Og sådan er det stadigvæk.

For renæssancens konger betød det, at mange af dem ivrigt kastede sig ind i det kirkelige arbejde, selvom Luther ellers mente, at politik og religion skulle være adskilt.

Christian d. 3. fulgte derimod Philip Melanchton, som mente, at kongen havde pligt og ret til at blande sig i undersåtternes verdslige forhold og sjælefrelse. Og da Christian d. 3. var en ivrig teolog og livslang penneven med Luther og de andre reformatorer, sagde ingen ham imod.

Interessen for det kirkelige fortsatte hos de næste generationer. Således var både Frederik d. 2. og Christian d. 4. ivrige protestanter, som sørgede for, at statens greb om kirken blev stadig fastere.

Fra den kongelige anordning i 1569, der forbød katolikker, calvinister, jøder og muslimer at opholde sig i Danmark til de påbud, der i 1600-tallet sørgede for, at alle borgere kom i kirken til timelange gudstjenester. Og vé den der faldt i søvn. Han fik en i hovedet med en kæp.

Der blev også bygget flere store kirker, især i Kongens egen by København. For eksempel er Holmens Kirke, Trinitatiskirken og Vor Frelsers Kirke alle kirker, der er bygget i de første par århundreder efter reformationen, hvor det var vigtigt at få befolkningen til at forstå den nye lære og holde op med at bede til jomfru Maria, helgenerne og alt det andet katolske fiksfakseri, som det blev kaldt.

Ja, i Vor Frelsers Kirke er kongehuset endda tilstede i form af de elefanter, som bærer orglet, og som også lægger navn til rigets mest fornemme orden: Elefantordenen. Kirkens grundlægger er nemlig den konge, som indstiftede Elefantordenen: Christian d. 5.

Enevælde og pietisme
Kongens magt over kirken kulminerede med enevældens indførelse i 1660. Rigsråd og adel mistede nu al magt, og kongen var nu kun ansvarlig over for Gud.

Som biskop Wandel forklarede det: "Majestæten er Guds umiddelbare skabning og statholder i Guds eget rige. Og repræsenterer derfor Gud selv."

Et sted, det gav sig udslag, var, at enevældens konger ikke blev kronet, men salvet i Frederiksborg Slotskirke, altså velsignet af selveste Gud i deres gerning. Kongen var med andre ord guddommelig og kunne ikke fejle.

Derfor kunne kongen også tillade sig ting, som andre ikke kunne. Som når Frederik d. 4. giftede sig til venstre hånd, hvad han gjorde hele to gange. Sidst med Anna Sophie Reventlow, som han senere også blev gift med til højre hånd. Netop Frederik d. 4. blev i løbet af livet grebet meget af den nye kristne retning: pietismen.

En retning, som mente, at folk skulle være mere fromme og mere med i kirkens liv. Men at samfundet samtidig også havde et ansvar for, at alle kunne blive gode og fromme.

Frederik d. 4. sørgede derfor for at oprette mange institutioner, der kunne afhjælpe samfundets nød og elendighed, så folk kunne blive omvendt til et bedre liv. Han sendte også missionærer ud. Mest kendt er nok Hans Egede, der blev sendt til Grønland.

Det mest pietistiske kongepar var imidlertid hans søn Christian d. 6. og dennes dronning Sophie Magdalene, hvorom det er blevet sagt, at man ved deres hof ikke lavede andet end at bede og kede sig.

Chr. d. 6. var meget troede, og som overhoved for kirken kunne han sætte rammerne, og det gjorde han. Folk blev under trusler om at komme i gabestokken tvunget i kirke. Konfirmationen blev indført. Der kom kristen undervisningspligt. Teatre og selskabelighed blev forbudt på helligdage og så fremdeles.

Tiden skulle ikke pjankes væk, men bruges til inderlig bøn og længsel efter at blive forenet med Gud.

Men ude i Europa var en anden strømning i gang. Det var oplysningstiden, som også kom til Danmark og greb sønnen Frederik d. 5., som levede et noget mere frit liv end hans pietistiske forældre.

Mennesket kunne klare sig selv uden Gud, lød den mest radikale parole, som den nye konge dog ikke var enig i. Men at man kunne klare sig med mindre kristendom, mente han dog nok. Også i de kirkelige kredse i Danmark stillede man midt i 1700-tallet spørgsmålstegn ved, hvor bogstaveligt Bibelen egentlig skulle læses.

Videnskab og fornuft holdt sit indtog. Og under den næste konge, Kong Christian d. 7. - og dermed i realiteten hans livlæge Struensee - fik man afskaffet djævleuddrivelsen ved barnedåben, en af de sidste katolske rester, og indført en hel ny salmebog og katekismus.

Men bekendelsesgrundlaget fra 1683 beholdt man. Og det er stadig folkekirkens bekendelsesgrundlag: Bibelen, tre trosbekendelser fra oldtiden, Luthers lille Katekismus og Den Augsburgske Bekendelse.

Under Christian d. 7.'s søn Frederik d. 6. blev jøderne ligestillet med andre borgere. Derfor kaldes Frederik d. 6. også af og til jødernes konge. En ny tid var kommet.

Og i 1826 kunne kristendommen fejre 1000 års jubilæum i Danmark, hvor man indviede den nye Christiansborg Slotskirke, som er en af de kirker, der hører til kongefamilien, og som i sine forskellige udgaver mange gange igennem mere end 800 år har dannet ramme om de kirkelige handlinger i kongefamilien.

Grundtvig og nutiden
Men allerede under 1000 års-fejringen var en ny strømning på vej ledet af præsten, salmeskriveren og højskolestifteren N.F.S. Grundtvig, som mere end noget andet enkeltindivid har formet den danske folkekirke og nutidens kristendom.

Demokratiet var også på vej, og det gav efterhånden ikke mening mere at forlange, at alle på nær de få som det efterhånden var tilladt at have en anden tro skulle tilhøre den evangelisk-lutherske kirke.

Friheden og demokratiet kom derfor med Grundloven i 1849, og herefter har det været således at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten, som der står i Grundloven. Danmark har altså en statskirke, men andre kirkesamfund er velkomne. Danskerne har også religionsfrihed.

Eneste undtagelse er regenten, der dermed også er den eneste dansker, som ikke har religionsfrihed, idet regenten skal være medlem af folkekirken.

Skulle regenten imidlertid ønske at være medlem af en anden kirke, må regenten gerne konvertere. Men så kan han eller hun bare ikke være regent mere.

Problemstillingen har imidlertid aldrig været relevant. De danske regenter siden Grundloven har været dybt forankret i den danske folkekirke og dens trosgrundlag. Mange også med personlig interesse som for eksempel Christian d. 10., hvad man kan læse i hans dagbøger, der for nylig er blevet tilgængelige.

Samt selvfølgelig den nuværende Dronning Margrethe d. 2., der ikke kun er en ivrig kirkegænger, men også meget optaget af teologiske spørgsmål og af at bruge sine kunstneriske evner i kirkens tjeneste.

Den nuværende dronnings mor (dronning Ingrid) og farmor (dronning Alexandrine) var også dybt involveret i kristeligt socialt arbejde lige som flere af dronningerne i 1800-tallet. Så kongehus og kirke har arbejdet sammen på flere måder.

Ingen ved, hvordan samarbejdet mellem kirke og kongehus bliver fremover, når de nye generationer, den kommende Kong Frederik d. 10. og hans kommende dronning Mary og efter dem Kong Christian d. 11., kommer på banen.

Men det vil nok overraske, hvis forholdet mellem kirke og kongehus ikke følger traditionen og bliver et samspil som rækker ud over de højtprofilerede tv-transmissioner fra de kongelige bryllupper, barnedåb og begravelser.

For kongehus og kirke har altid fulgtes ad i Danmark.