Maria - evig jomfru
Netop det, at hun var jomfru, var tilsyneladende af yderste vigtighed for kirkefædrene og de tidligste traditioner omkring Maria
Læren om Marias evige jomfruelighed er måske et af de vigtigste aspekter ved Mariafiguren. Netop det, at hun var jomfru, var tilsyneladende af yderste vigtighed for kirkefædrene og de tidligste traditioner omkring Maria.
Tanken har sin oprindelse i Det Nye Testamente med udsagnet om jomfruen, der skal undfange og føde et barn (Lukasevangeliet 1). I De apokryfe skrifter, fra det 2. århundrede, blev den jomfruelige undfangelse nu til, at Maria også fødte som jomfru, og at hun forblev jomfru også efter at hun havde født Jesus. Marias jomfruelighed kom i det hele taget til at spille en udvidet rolle, - ja blev til en moralsk kategori, der betegnede Marias hellighed og renhed, hvorimod Marias jomfruelighed i Det Nye Testamente først og fremmest skulle understrege dette, at Jesus var Gud søn.
I det 2. og 3. århundrede var der dog en del modstand mod de tanker om Marias jomfruelighed, der findes i De apokryfe skrifter. Kirkefædrene betonede igen og igen, at Jesus blev født ved en rigtig fødsel, at hans moder havde veer, og at hendes moderliv virkelig åbnede sig. Det var vigtigt for den unge kirke at betone en sådan realistisk fødsel. På dette tidspunkt befandt kirken sig i en situation, hvor der var en mængde religiøse grupper der alle kaldte sig kristne. Nogle kunne ikke forene sig med påstanden om at Kristus, Guds søn skulle være født på normal vis, og de hævdede således at Kristus ikke var et virkeligt menneske, men blot havde iført sig et menneskeligt legeme. Han var derfor ikke blevet født som et menneskebarn ved en naturlig fødsel. Overfor dette hævdede den unge kirke den reelle fødsel.
I takt med at kirken fik konsolideret sig i løbet af det 3. og 4. århundrede og efterhånden som tanker om cølibat og seksuel afholdenhed trængte ind i den kristne kirke, fik Marias evige jomfruelighed dog igen vind i sejlende. For kirkefædrene var Marias evige jomfruelighed vigtig, for forståelsen af Kristi guddommelighed. Var Maria ikke jomfru og dermed syndfri, kunne Kristus heller ikke være født uden synd, og således kunne han ikke tænkes som både menneske og Gud.
Kirkefædrene var særdeles fantasifulde i deres argumenter for Marias jomfruelighed. Nogle påberåbte sig Jakobs Forvevangelium på trods af dets uofficielle status, andre påberåbte sig den logik, at det ikke ville være fromt at tænke andet om Kristi moder eller at det var utænkeligt at Herren Jesus ville have valgt en kvinde til sin moder der ville forurene det himmelske kammer med en mands sæd.
Andre kirkefædre argumenterede for jomfrufødselen gennem en række gammeltestamentlige skriftsteder. Man så f.eks. den brændende tornebusk som en type på Marias jomfruelige fødsel: Ligesom ilden ikke fortærede den brændende busk blev Marias jomfruelighed heller ikke skadet, da hun fødte Kristus. På samme måde udlagdes historien om manna i ørkenen der pludselig lå på den uberørte jord som en forudgribelse af mysteriet om jomfruen: ligesom jorden upåvirket frembragte mannaen (som jo igen er en type på Kristus, livets brød) således frembragte også den uberørte jomfru et barn.
Augustin argumenterede at, han der som voksen kunne gå igennem lukkede porte (graven) vel også kunne komme ud af moderskødet uden at såre det som ganske lille.
Jomfruundfangelsen og -fødslen skulle altså sikre Kristi syndfrihed og dermed hans guddommelighed og således kom Marias jomfruelighed til at yde en beskyttelsesfunktion for den kirkelige lære om Kristi guddommelighed, og af fortalerne for den asketiske livsform fremhævedes både hun og Kristus som forbilleder for det cølibatære liv. Læren om Marias evige jomfruelighed blev fastslået på et laterankoncil i 649.