Klassiker

Mikkelsdag: Den 29. september er høstens helligdag

På mikkelsdag fejrede man, at høsten var forbi og afgrøderne behørigt sikret, så mennesker og dyr kunne overleve de kolde og mørke måneder, der ventede forude. Det var nemlig ikke nogen selvfølge, at høsten gik fint. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Den 29. september er det mikkelsdag - en dag, mange måske ikke bemærker, men som engang var en af årets mest skelsættende. Det var skiftedag på gårdene og tid til at fejre høsten, både hjemme og i kirken

Den 29. september er i vor tid en dag som alle andre i det lange efterår. Men det er også mikkelsdag, eller "michaelis" - en tidligere helligdag til ære for ærkeenglen Mikael.

Mikkelsdag har traditionelt været den dag, hvor man fejrede, at høsten var overstået. Det gjorde man ved at pynte kirkerne med korn og frugter og holde høstgudstjeneste. Indtil Struensees helligdagsfreform i 1770, hvor en masse små helligdage blev afskaffet, var mikkelsdag en helligdag.

Få historien om mikkelsdag på et minut her:

Ærkeenglen Sankt Mikael har lagt navn til mikkelsdag

Sankt Mikkel er en fordanskning af Sankt Mikael, ærkeenglen. Ifølge traditionen er det ham, der afgør, om ens sjæl er let nok til himlen - eller om turen i stedet skal gå den anden vej ned til helvede.

Det går heldigvis i reglen godt. Sankt Mikael er nemlig kendt for selv at lægge en finger på vægtskålen, således at folk hjælpes til at komme i himlen.

I Johannes' Åbenbaring 12, 7-9 hører man om, at der engang udbrød krig i himlen. Djævelen havde taget form af en drage og mobiliseret alle sine engle i den store kamp. Men ærkeenglen Mikael stangede dragen ud af himlen og ned på jorden, og Mikael sikrede dermed freden i himlen.

Sankt Mikael og legenderne om ham var populære i middelalderen, så han er afbildet i mange kirker, blandt andet i Tuse Kirke ved Holbæk og Sanderum Kirke ved Odense.

Mikkelsdag i høstens tegn

Mikkelsdag er mere end bibelhistorie. Nogle forskere mener, at mikkelsdag blev indført for at udkonkurrere en tidligere førkristen høst- og sejrsfest. Samtidig var det "skiftedag," altså den dag, hvor årets høst officielt var slut, og hvor gårdenes ansatte havde lov til at skifte arbejdsplads og derfor flytte videre til en anden gård.

Ved høstfesterne på gårdene fejrede man, at høsten var forbi og at afgrøderne var kommet sikkert i lade, så mennesker og dyr kunne overleve de kolde og mørke måneder, der ventede forude. Det var nemlig ikke nogen selvfølge, at høsten gik fint.

Så når det skete, skulle det fejres. Både i kirken og derhjemme, hvor overflod, frugtbarhed og taknemmelighed var de gennemgående temaer.

Også i nutiden afholdes der høstgudstjenester i landets kirker, hvor korn, blomster og græskar pryder kirkerummet, og hvor man takker for årets høst, som regel ved at synge Grundtvigs efterårssalme Nu falmer skoven trindt om land.

Fuglen og den fattige skal også være mæt ved høsttide
Den mere folkelige fejring er næsten forsvundet i vor tid. Men vi synger stadig om den i visen fra 1868 Marken er mejet og høet er høstet, hvor det blandt andet lyder:

"Og nu går det hjemad med det allersidste læs - rev vi marken let - det er gammel ret - fuglen og den fattige skal også være mæt".

Fuglen og den fattige nævnes altid ved høsttid. Når man selv skraber til sig, skal der også være noget til de knapt så bemidlede, var filosofien, der i praksis betød, at man var mindre nøjeregnende med at få alle korn med hjem, når man efter ugers slid kørte af sted med det sidste læs under stor bevågenhed fra alle på gården.

En holdning, der også betød, at man gemte nogle af negene, som man så kunne betænke både den fattige og fuglene med tre måneder senere ved juletid.

Efter høsten kunne man lege med roelygter og fise-karle
Således med den sociale samvittighed i orden gik man i kirke og sang tak til Gud, inden man tog hjem til høstgilde. Et gilde af det store format, hvor det gik løs med dans, mad og drikke i ubegrænsede mængder, og hvor børnene også var med.

Børn, som i forvejen havde sørget for belysningen: Udskårede roelygter, meget i stil med de græskarhoveder, som er populære ved halloween i dag. Men i modsætning til idag, hvor græskarhovederne pryder trapper og altaner, blev roelygterne dengang båret på lange stænger.

De første til at indtage dansegulvet til høstfesten var i reglen "fise-manden" og "fise-konen," som var den karl og den pige, der var blevet sidst færdige ude på marken. Fise skulle nemlig forstås som, at de havde "feset den af," altså været dovne.

Det var derfor heller ikke, i modsætning til fastelavnstidens kattekonge og -dronning, en titel, som nogen var stolte af. Man fik heller ikke nogen gaver eller blev hyldet, men blev snarere drillet for sin langsomhed.

For karlens vedkommende kunne man endda få den tvivlsomme ære at få næste års fugleskræmsel i køkkenhaven opkaldt efter sig.

Men danse det kunne både store og små, karle og piger, gårdmænd og gårdkoner, og det gjorde de - og gør stadig enkelte steder. For nok løb høst-traditionerne de fleste steder ud efterhånden som teknologien overtog karlenes og pigernes arbejde. Men enkelte findes endnu, for eksempel også den med at sætte neg ud til fuglene til jul.

Høstarbejde i Store Heddinge, august 2019. Engang var der tradition for, at de første til at indtage dansegulvet til høstfesten var "fise-manden" og "fise-konen," som var den karl og den pige, der var blevet sidst færdige med arbejdet ude på marken, og dermed måtte have "feset den af". Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I mange kirker fejrer man høstgudstjeneste omkring mikkelsdag. Her pynter man kirken med korn, frugt og blomster for at vise, hvor rigt årets sidste flor er. Foto: Susanne Oxholm Bay Jacobsen