Sådan adskiller man kirke og stat

Boligskatter, afgifter og brugerbetaling må ikke stige ud over de almindelige lønstigninger, lovede ...

En fuldstændig adskillelse mellem stat og kirke kan kun ske ved en grundlovsændring, hvorved folkekirkens særstatus i forhold til andre religioner ophæves. Foto: Jørgen Schytte Denmark / Scanpix

Det er ikke nødvendigt med en folkeafstemning, hvis man kun vil skille kirke og stat blødt ad, lyder det fra eksperter. Læs her, hvordan det vil gå til, hvis det nye folketing beslutter at adskille kirke og stat

En ny Grundlov bør sikre folkekirkens selvstyre og sikre religionsligheden ved at give de øvrige trossamfund vilkår, der tåler sammenligning med folkekirkens.

Sådan skrev Socialdemokraterne allerede for en del år siden om folkekirkens fremtid, og tidligere i år kunne kultur- og kirkeminister Per Stig Møller så afsløre, at De Konservative gerne vil være med til at skrive en kirkeforfatning, hvis kirken selv ønsker det.

LÆS OGSÅ: Folkekirken kan tvinge mig til en kirkeforfatning

Dermed ser det ud til, at folkekirken, 162 år efter at den blev lovet det, inden for overskuelig fremtid får sin egen forfatning. Det medgiver lektor i teologi ved Københavns Universitet, Hans Raun Iversen.

I praksis må man forestille sig en meget langsom adskillelsesproces i Danmark. Men alt er jo muligt, hvis det er det, man vil, og sådan ser det jo ud, hvis vi får en ny regering og måske også på sigt med en borgerlig regering. Både de konservative og kristendemokraterne vil give kirken større selvstændighed. Og den dag, Birthe Rønn Hornbech mister grebet om kirke- og religionspolitikken i Venstre, vil der også være mange, der ønsker liberaliseringer herfra.

Men hvordan vil det så i praksis foregå, hvis der bliver politisk flertal for en adskillelse af kirke og stat? Ifølge retsteolog Kristine Garde er der to muligheder:

Som udgangspunkt må det afklares, hvad der menes med adskillelse. Drejer det sig om indføring af en kirkeforfatning, hvorved folkekirken får et selvstyre, eller skal den også være lovgivende ved en samtidig fuldstændig adskillelse fra staten?

Folkeafstemning eller ej?
Hvis kirken skal være lovgivende og dermed fuldstændigt adskilt, er det ifølge Kristine Garde nødvendigt med en folkeafstemning, og så løses kirken helt fra alle forpligtelser over for staten.

En fuldstændig adskillelse mellem stat og kirke kan kun ske ved en grundlovsændring, hvorved folkekirkens særstatus i forhold til andre religioner ophæves. Folkekirken bliver selv lovgivende, både i indre og ydre anliggender. Områder som begravelseslovgivning, ægteskabslovgivning og navnelovgivning overflyttes til den offentlige forvaltning. I det perspektiv får kirkens berøring med folket udelukkende sakral karakter, og staten kan ikke pålægge folkekirken at medvirke til løsningen af samfundsmæssige opgaver.

Den bløde løsning er den anden vej, Garde nævner, og den kræver ingen folkeafstemning. Der får kirken et selvstyre, men er stadig knyttet til staten. Det betyder, at kirken selv skal varetage spørgsmål om, hvad der er ret kirkelære, hvordan gudstjenester kan og må foregå og så videre, mens det stadig er staten, der varetager ansættelse og afskedigelse af præster.

Denne løsning kalder Garde for blød, fordi den ikke kræver en folkeafstemning, idet det allerede står i Grundloven, at kirkens forhold skal ordnes ved lov. Alligevel mener hun, at der bør foregå en demokratisk proces uden for Christiansborgs mure.

Den bløde løsning vil ske ved indførelsen af en kirkeforfatningslov, som kun Folketinget kan vedtage. Folketinget bør dog give folkekirkens medlemmer mulighed for at medvirke, så kirkeforfatningsloven ikke presses ned over hovedet på folkekirken. I praksis kan det ordnes på den måde, at Folketinget udskriver et landsdækkende valg blandt alle folkekirkens medlemmer til en kirkeforsamling, som har til opgave at udarbejde et udkast til en kirkeforfatning.

LÆS OGSÅ: Det mener partierne om adskillelse af kirke og stat

Kirkerådets indflydelse
En af de største udfordringer for en selvstændiggjort folkekirke er sammensætningen af et såkaldt kirkeråd. Det vil blive den øverste myndighed og vil med stor sandsynlighed blive tvunget til at forholde sig til etiske og politiske spørgsmål, og det vil sætte den danske kirkes tradition for rummelighed på prøve ifølge Kristine Garde.

Det er nærmest umuligt at indføre en kirkeforfatning uden et kirkeråd. Konsekvenserne af en kirkeforfatning afhænger derfor meget af, hvilken kompetence et sådant råd skal have. Det ligger i kortene, at kirkerådet skal betragtes som kirkens autoritative røst i en løbende samfundsdebat om væsentlige problemer, for eksempel af etisk og moralsk art, og at det skal kunne udtale sig på eget initiativ. Det rejser et problem, nemlig hvis menigheder og præster ytrer sig offentligt i direkte modstrid med et enigt kirkeråds udtalelse.