Sådan kom Reformationen og Luthers tanker til Danmark

I Danmark blev Reformationen gennemført i 1536, da Frederik I sikrede sig det danske kongedømme. På billedet ses Det Stockholmske Blodbad - med henrettelsen af de to bisper i nederste højre hjørne. Det skulle én gang for alle have cementeret den danske konges (Christian II) magt i norden. I stedet gav det stødet til flere oprør, der til sidst tvang Christian II fra tronen og landet, og gjorde plads for Frederik I. Han forstod om nogen at bruge de nye lutherske tanker imod den etablerede kirke, og herved sørgede han for, at Reformationen vandt fodfæste i Danmark. Foto: Wikimedia commons

Reformationen startede i Wittenberg og spredtes hastigt i Europa på grund af politiske og økonomiske forskydninger. Med tiden kom Reformationen i kraft af særlige historiske omstændigheder også til Danmark

Reformationen har sit udspring i Martin Luthers munkecelle i klosteret i Wittenberg, men den flyttede snart efter mod nord. Også her var problemerne i kirken store i disse år og reformer nødvendige. I Danmark blev de reformatoriske tanker hjulpet på vej af interne politiske stridigheder mellem kongerne og rigsrådet, som bestod af adelen og kirken.

Købstædernes borgere tog hurtigt den nye tro til sig, og da kongen var afhængig af disses støtte, måtte han også tolerere, at den nye tro bredte sig i hans områder.

Konsekvensen var et stormløb mod den katolske kirke mange steder i landet, hvor præster, munke og nonner blev udsat for grov chikane og forfølgelse, mens kirker og klostre blev skændet og plyndret. Den etablerede kirke magtede ikke at svare igen, og hermed var vejen banet for den danske reformation.

En ny tid i Europa

Ved indgangen til 1500-tallet var Europa inde i en rivende politisk og økonomisk udvikling. I det gamle feudalsamfund havde adelen og kirkens enorme godser sikret deres magt og medfølgende repræsentation i rigsråd og fyrstekollegier, de råd, som valgte konger og kejsere. Betingelsen herfor var, at de underskrev håndfæstninger, en slags kontrakter som blev udgangspunktet for deres regeringsførelse og begrænsede deres magt.

Feudalsamfundets var præget af en naturalieøkonomi, hvor man betalte med selvproducerede varer eller byttede dem med hinanden. Efterhånden som købmandstanden i byerne voksede, gik man over til pengeøkonomi, og dermed var jord ikke længere den eneste magtfaktor. Klingende mønt kunne nu også skaffe indflydelse, hvis man havde nok af den. Nogle fyrster så dette tidligt og allierede sig derfor med købstæderne: Fyrsten skaffede dem privilegier og gunstige handelsforhold, hvis de støttede ham politisk. Dermed fik kongerne ny og større magt.

Også på det kulturelle og teologiske område blæste der nye vinde i disse år. Den nye selvbevidste borgerstand blev bedre til at læse og ville derfor ikke længere acceptere, at kirken havde eneret på udlægning af Bibelen. I samme ånd blev den gamle skolastiske teologis spekulative systemer under slagordet ad fontes! det vil sige til kilderne! afløst af den såkaldte humanisme. Denne satte studier af Bibelen og kirkefædrenes skrifter på originalsproget over den traditionelle filosofiske udlægning, som hidtil var blevet dyrket på de gamle universiteter. Teologerne begyndte samtidig at støtte folkelige krav om reformer inden for kirken, som var forfaldet moralsk; de gejstlige opførte sig mere som verdslige fyrster end som Guds mænd.

Luther i Wittenberg

I tidens ånd begyndte mange fyrster nu at oprette universiteter i de købstæder, der efterhånden blev Europas magtcentre. Et af de mest berømte blev grundlagt i 1502 i de sachsiske kurfyrsters residensby Wittenberg i det østlige Tyskland af Frederik III den Vise. Han ønskede at sætte sin by på landkortet og gøre sit universitet til Europas førende. Derfor blev det fra begyndelsen et af de vigtige humanistiske centre.

Det var i det nærliggende kloster i samme by, at en af universitetets lærere, den unge munk Martin Luther, i dyb angst og stærke anfægtelser omkring 1518 nåede frem til det, der siden blev kendt som reformatoriske gennembrud. Luther havde hele sit liv været rædselsslagen for Guds vrede og straf og kæmpet hårdt for at finde sig en nådig Gud. Ved studier over Romerbrevet gik det op for ham, at den retfærdighed, der omtales heri, ikke er en, det enkelte menneske skal gøre sig fortjent til, men en retfærdighed, som Gud skænker det syndige menneske.

Trods modstand fra det kirkelige establishment spredtes hans teologi og indflydelse hurtigt til hele Sachsen og andre dele af Tyskland. Dygtigt diplomatisk arbejde og kurfyrstens fortsatte beskyttelse sikrede ham muligheden for at leve og arbejde i Wittenberg til sin død, imens kolleger, elever og meningsfæller hjalp til at få spredt hans forfatterskab til hele Europa. Og samtidig blev Wittenberg selv også til et meget søgt universitet for studerende fra hele Tyskland.

Kirkeforandringen i Haderslev

Også borgersønner fra de danske hertugdømmer Slesvig og Holsten havde været i Wittenberg og suget til sig af de nye tanker i en grad, så paven måtte anmode den danske konge Frederik I om at gribe ind. Han trak imidlertid sagen ud og nægtede at gribe ind over for de påståede kætterier, indtil der havde været afholdt et almindeligt koncilium. Dette blev ikke til noget, og de lutherske kunne dermed fortsætte deres arbejde under kongens indirekte beskyttelse.

Dertil kom, at hans yngste søn hertug Christian, den senere Christian III, i 1525 var blevet kongens lensmand i Haderslev. Christian var selv overbevist lutheraner og begyndt straks ved sin tiltrædelse at udrydde den katolske kirke og erstatte den med en luthersk kirke.

Han udnævnte selv præster, der skulle prædike evangeliet, han ryddede kirkerne for relikvier, inddrog kirkegods, fordrev munkene, afskaffede den latinske messe og indførte i stedet en luthersk gudstjeneste med danske salmer, og nadver under begge skikkelser både brød og vin. Kronen på værket blev, at de gejstlige skulle sværge en embedsed til ham frem for paven. På tre år lykkedes det ham at gøre sit område rent luthersk.

Christian Tyran

I København havde rigsrådet i 1523 afsat Christian II og erstattet ham med hans onkel, Frederik I. Christian havde om nogen været den nye tids mand: han var grebet af den nye humanisme og havde gjort alt, hvad han kunne, for at støtte borgerne og købmændene på adelens og kirkens bekostning. Derfor sørgede han også for at få sine egne støtter indsat på de højeste poster i kirken uden pavens godkendelse.

Han havde desuden været besat af idéen om at genoprette og styrke den gamle Kalmarunion, der forenede de nordiske riger Danmark, Norge og Sverige med Finland under samme monark. Svenskerne havde sprængt den ved at vælge deres egen konge i 1448. Det lykkedes Danmark at holde magten foreløbigt, men rigsforstanderen Sten Sture samlede borgerne og almuen imod rigsrådet og ærkebiskoppen Gustav Trolle, som begge støttede unionen.

Trolle afsattes i 1520, og det blev det påskud, Christian II behøvede for at angribe Sture direkte. Efter en kort kamp døde Sture, og Christian II kunne lade sig hylde som svensk konge. Festlighederne, der var forklædt som en forsoningsfest, blev afsluttet med det berygtede Stockholmske Blodbad, hvor de tidligere modstandere af Gustav Trolle blev anklaget for kætteri og derefter henrettet på Stortorget i Stockholm. Omkring 80 personer menes at være blevet dræbt og derefter brændt. Alt sammen under påskud af, at Christian II ville beskytte kirken.

Den danske adel gør oprør

Blandt de dræbte var to biskopper og hele 14 adelige, og det gav rystelser ud over hele Europa, at en enkelt fyrste i den grad kunne tage sig selv til rette overfor kirke og adel. Ikke mindst i Danmark begyndte rigsrådet at være betænkelige ved den egenrådige konges projekt.

Svenskerne gjorde kort efter oprør under Gustav Vasa, og Christian II slog ikke umiddelbart igen. Først i 1522 forsøgte kongen at mobilisere en hær, men de enorme skatteudskrivninger, der var nødvendige hertil, fik den jyske del af rigsrådet til at gøre oprør imod ham. De angav både skatteudskrivningerne og hans politik i al almindelighed som grunden hertil.

Christian II blev grebet af ubeslutsomhed og måtte i 1523 flygte til Nederlandene, imens hans onkel, Frederik I, som havde deltaget i oprøret, blev kronet til konge. Ligeledes lod Gustav Vasa sig krone til konge i 1523, hvorved Kalmarunionen nu var død, og han antog lutherdommen som religion i 1527.

I Danmark forsøgte rigsrådet at gøre op med alle spor efter Christian IIs politik og skrue tiden tilbage til før 1513. Det førte til den ene stramning efter den anden i borgernes rettigheder, en meget streng håndfæstning til kongen, og kirken forsøgte at forbyde den spirende lutherdom. I stedet for at arbejde videre med reformer gjorde man styret endnu hårdere. Fordelingen af magten imellem adel og kirke førte dog også til nye spændinger.

Luthersk propaganda

I sit skjul i Nederlandene forblev Christian II en latent trussel imod Danmark. På nær borgerstanden, som savnede deres gamle beskytter, frygtede alle, at han hvert øjeblik skulle vende tilbage og kræve sin trone tilbage. Og da det samtidigt blev kendt, at han var taget til Wittenberg og af Luthers egen hånd havde modtaget nadveren under begge skikkelser, både brødet og vinen, og havde fået Luthers symbolske, men meget indflydelsesrige støtte, anså man ham for en endnu større trussel end før.

I Wittenberg lod Christian II udfærdige en dansk oversættelse af Det Nye Testamente med en fortale, der direkte angreb katolicismen og et forsvar for sig selv, og han fik den smuglet ind i Danmark i propagandaøjemed. Oversættelsen blev naturligvis forbudt, men fandt alligevel stor udbredelse iblandt borgerskabet.

Samtidig vendte danske teologer, der havde været på studieophold i udlandet, også tilbage til landet, og de tog de nye tanker med sig. Ikke mindst den bortløbne johannitermunk Hans Tausen fik stor betydning, da han i 1525 begyndte at forkynde i Viborg. Munkene rasede, men da han blev forsvaret af borgerne og opnåede et beskyttelsesbrev fra Frederik Is egen hånd, var han urørlig, og han kunne derfor indlede et åbent oprør imod den katolske kirke.

Den snu Frederik I fik sin reformation

Kongen var lige så trykket af truslen om Christian II's hjemkomst, men formåede samtidig at udnytte situationen til sin egen fordel. Imod rigsrådets ønsker lod han sin søn gennemføre sin reformation i Haderslev, han lod sin datter gifte sig med en betydningsfuld luthersk fyrste, og selvom han officielt holdt fast ved den katolske kirke, bar også hans eget religiøse liv præg af de nye tanker. På to møder med rigsrådet i Odense i 1526 og 1527 slog han sin egen position fast, og viste, at han var stærk nok til at bryde landets love og krænke kirkeretten, hvis det passede ham.

Han forlangte, at biskopperne for fremtiden skulle godkendes af den danske ærkebiskop i Lund, der ikke selv var godkendt af paven. På denne måde brød han den apostolske succession - den ubrudte linje mellem biskopperne, som er et af den katolske kirkes særkender og bandt den danske kirke snævert til kongemagten.

Han forlangte kirkeklokker udleveret, så han kunne støbe kanoner af dem, han pålagde de gejstlige ekstraskatter, og han inddrog de enorme beløb, som kirken normalt betalte til Rom. Ved samme lejlighed udstedte han endnu et beskyttelsesbrev til den bortløbne munk Jørgen Sadolin, som herefter oprettede en luthersk præsteskole i Viborg.

Det hjalp ikke, at rigsrådet og biskopperne klagede deres nød. Resultatet blev til sidst, at kongen godkendte, at den danske kirke de facto var splittet i en katolsk og en luthersk fraktion. Kirken havde stadig den fulde magt over de folk, der frivilligt blev hos dem, mens de lutherske stod under kongens beskyttelse. På denne måde havde han sikret sig en stor del af befolkningens støtte.

Lutherske optøjer

De lutherske kunne nu dyrke deres religion i fred, og de katolske biskoppers forsøg på imødegå, at den spredtes, var næsten forgæves. Det skyldtes til dels, at der ikke var mange virkeligt dygtige teologer blandt de adelige biskopper. Den eneste, der kom med saglige og dygtige svar på de lutherske angreb, var karmelittermunken Poul Helgesen. Han havde på universitetet i København undervist mange af de teologer, der nu skiftede side, og han endte med at sidde alene tilbage med sine reformkatolske synspunkter.

Han skulle altså ene mand kæmpe imod den mere og mere reaktionære gejstlighed og de nye lutherske tanker. Kampen var for hård selv for ham, og han forsvandt pludselig ud af historien. Det eneste vidnesbyrd, han efterlod sig, var den såkaldte Skibbykrønike, man først fandt længe efter reformationens indførelse i Danmark. Krøniken er en uundværlig kilde til begivenhederne, men vidner også om, at forfatteren er en presset og bitter mand.

De lutherske tanker spredte sig som en løbeild i alle større danske byer, især Viborg, Malmø og Odense var hårdt ramte, og ved hjælp af nyoprettede bogtrykkerier fik man hurtigt spredt budskabet videre og vakt andre for kampen imod kirken. Det førte til voldsomme sammenstød mellem lutheranere og katolikker. I Viborg lod kongen i 1529 lutheranerne overtage to klosterkirker og lod dem nedbryde 12 katolske sognekirker. Det var dem dog ikke nok, og året efter tog de selv med vold også byens domkirke ud af hænderne på katolikkerne.

I Malmø blev begivenhederne ledet af Claus Mortensen Tøndebinder og Hans Olufsen Spandemager, som med støtte af rådmænd og borgmestre prædikede evangelisk og trykte store mængder luthersk propaganda. Kongen lod dem i 1528 overtage et kloster til hospital og et andet til rådhus, og lod dem inddrage alt kirkegodset til finansiering af deres reformation.

Også i de brede lag fór de lutherske hårdt frem. Tiggermunke blev anklaget for dovenskab og blev udsat for forfølgelse af pøbelen. Den angreb også mange klostre, som fik deres ejendom plyndret og ødelagt, mens munkene blev udsat for chikane og grov vold og slutteligt fordrevet. Alt dette førte til, at den katolske kirke efterhånden gik i opløsning.

Kongens politik banede vejen for Reformationen

Christian II var imidlertid igen gået over til katolicismen, og da han var den tyske kejsers svoger, kunne han trods sin ustadighed forvente hjælp fra den side til at erobre sin trone tilbage. Dette lagde et vist pres på Frederik I, der måtte genoptage forhandlingerne med de katolske medlemmer af rigsrådet. Disse krævede, at han helt stoppede det lutherske oprør, men han tøvede dog stadig.

I 1531 gik Christian II i land i Norge med en hær og lod sig hylde som konge. Det lykkedes imidlertid Frederik I at lokke ham til forhandlinger i København, og her blev han pågrebet og efterfølgende sat i et luksuriøst, men sikkert fangenskab på Sønderborg Slot.

Faren var drevet over, og Frederik I kunne til sin død i 1533 fortsætte sin politiske balancegang imellem katolikker og lutheranere. Det er usikkert, hvor meget han selv hældede imod den nye tro, og hvor meget han bare var en dygtig politiker: Hans vægring ved at tage officielt parti for nogen af parterne styrkede imidlertid hans egen position, imens hans eftergivenhed over for de nye tanker banede vejen for, at Reformationen ikke mange år senere kunne give den katolske kirke i Danmark dødsstødet.