Munken, der blev modstandsmand

The Barentin Viaduct; France; 1847; Opening of the Rouen and Havre

Her ses Barentin viadukten i Frankrig, som byen så ud i 1847. Pater Jacques hed oprindelig Lucien Bunel, og han blev født af fattige forældre i landsbyen Barentin i Frankrig. Allerede som barn oplevede han Guds nærvær i alt levende, og denne åndelige erfaring blev den røde tråd i hans liv.

Lucien Bunel gik først ind i Karmeliterordenen, siden i modstandsbevægelsen som Pater Jacques. Den fromme mand endte i en KZ-lejr, og han hørte i hemmelighed på sine medindsattes skriftemål og holdt messe med et stykke træ som alter

I anledning af Auschwitzdagen er det relevant at mindes pater Jacques og de tre jødiske drenge, som han skjulte for naziregimet. Det blev imidlertid opdaget, og straffen var KZ-lejr både for pater Jacques og de tre jødiske drenge.

Pater Jacques oplevede Guds nærvær i alt levende
Pater Jacques hed oprindelig Lucien Bunel, og han blev født af fattige forældre i landsbyen Barentin i Frankrig. Allerede som barn oplevede han Guds nærvær i alt levende, og denne åndelige erfaring blev den røde tråd i hans liv. Den var baggrunden for, at han viste kærlighed til sine medmennesker og alt levende, og den var også årsagen til, at han ville være præst, hvilket skete i 1925.

Efter nogle år besluttede han sig for at indtræde i Karmeliterordenen, og ved den lejlighed fik han klosternavnet broder/pater Jacques. Når han valgte netop Karmeliterordenen peger det tilbage til den erfaring af Guds nærvær, som han havde i barndommen. For i Karmeliterordenen er det centralt at søge Guds nærvær i bøn og meditation. Men det er også centralt for denne orden, at bønnens frugter skal komme andre mennesker til gode, og for pater Jacques vedkommende skete dette blandt andet i KZ lejrene, hvor han var i stand til at vise sine medfanger omsorg og kærlighed.

I 1934 blev pater Jacques grundlægger og leder af en uddannelsesinstitution i Avon lidt nord for Paris. Formelt var uddannelsesinstitutionen både en kostskole og et kloster, hvor unge mænd kunne indtræde i Karmeliterordenen som novicer. Pater Jacques ønskede at skabe en atmosfære, der var mild og venlig både for elever og novicer:
 
”Alt skal le og synge fra kælder til kvist,” skriver han om skolens ånd og indretning. ”Denne glæde skal være et svar på den kærlighed, som Kristus elsker os med.”

En karmeliterbroder i krig
Da Anden Verdenskrig brød ud, gik pater Jacques ind i modstandsbevægelsen: ”Det er vigtigt at reagere mod alt det, som truer vores sande værdi som mennesker,” skriver han i et opråb mod marskal Pétain, der samarbejde med Naziregimet.

Den 16. juli 1942 blev tusindvis af jøder deporteret, og mange klostre og katolske skoler begyndte at skjule jødiske børn, hvis forældre var blevet deporteret. Mange katolske institutioner samarbejde med modstandsbevægelsen om dette arbejde.

I 1942 fik pater Jacques en opringning fra klosterordenen Les Frères de Sion i Paris. I løbet af krigen skjulte denne klosterorden mange jødiske børn, som de fik anbragt forskellige steder i Frankrig.

I 1942 ringede de til pater Jacques, fordi de havde tre jødiske drenge, som de ikke kunne få anbragt. Det drejede sig om drenge på henholdsvis 12, 13 og 14 år. Drengene havde oplevet at forældre og søskende var blevet arresteret og deporteret, hvorefter de midt om natten var flygtet til Les Frères de Sion, der imidlertid ikke kunne finde egnede skjulesteder til dem. Pater Jacques tog imod drengene, og han skaffede falske navne og identitetskort til dem.

”Jeg kender kun én lov”
Den 15. januar 1944 opdagede Naziregimet, at pater Jacques dels var modstandsmand og dels skjulte de tre jødiske drenge. De handlede samme dag, idet de arresterede pater Jacques og de tre drenge. Alle skolens elever blev opstillet i skolegården, hvor de skulle stå ret, mens pater Jacques og de tre jødiske drenge blev ført bort.
”Vi ses igen, børn,” sagde pater Jacques.
 
”Vi ses igen, fader,” svarede børnene.

De tre drenge blev ført til lejren Drancy og bagefter til Auschwitz, hvor de døde. Pater Jacques blev ført til lejren Royallieu ved Compiègne, hvor han blev afhørt:
”De holder altså ikke Vichys love?” spurgte forhørslederen.

”Jeg kender dem ikke, ” svarede pater Jacques. ”Jeg kender kun én lov, og det er Evangeliets lov om næstekærlighed. Skyd mig, hvis De ønsker det. Jeg er ikke bange for at dø. Snarere tværtimod. ”

Pater Jacques viste næstekærlighed mod de andre i lejren. I hemmelighed hørte han på skriftemål, ligesom han læste messe, hvor alteret var et stykke træ, og hostien nogle stykker brød, som fangerne havde gemt fra deres ration. Han var ofte fordybet i bøn, og en af medfangerne skriver:
 
”Jeg kan endnu for mit indre blik se pater Jacques fordybet i bøn i denne fattige barak. Uden knæfald og uden støtte. Hele hans sjæl var koncentreret og fordybet i bønnen. Bare at se dette var en støtte og hjælp. Og et håb. ”
 
Nedstigning til helvede
Pater Jacques blev deporteret til flere lejre blandt Neue-Breme, Gusen og Mauthausen. Disse lejre var et sandt helvede, og han blev fysisk tiltagende svagere, men han bevarede en åndelig styrke og opmuntrede de andre fanger.

Overlevende vidner har berettet, at pater Jacques var elsket af medfangerne, at han var nærværende og prøvede at hjælpe dem, der ikke kunne mere og at rejse dem, der var faldet. Når tvangsarbejdet i lejrene var gjort, fik han tilladelse til om aftenen at hjælpe de syge fanger i lazarettet. At gøre dette var ikke noget, pater Jacques automatisk gjorde. Han sagde selv, at det var et arbejde, et bønnens arbejde, skridt for skridt at lade kærligheden sejre i sine tanker og handlinger.

Den 5. maj 1945 blev lejren befriet af USA, og et par dage efter kom pater Jacques til et hospital i Linz, da han var alvorligt syg og afkræftet. Han vejede omkring 33 kg, huden var gul, han havde høj feber og kastede blod op.
 
Pater Jacques dør
Den 2. juni var pater Jacques døende. Han fik sin ordensdragt på og modtog vandringsbrødet, hvilket er navnet på den hostie, som den døende modtager. Denne hostie kaldes vandringsbrødet, fordi den regnes for at være en hjælp på vandringen til det evige liv.

Pater Jacques døde senere på dagen, og hans legeme blev ført til klosterkirken i Avon, hvor der den 26. juni blev afholdes dødsmesse for ham. Ved denne lejlighed kom en enorm mængde mennesker for at deltage i messen og tage afsked med ham. Der kom gamle elever, venner, familie, ordensmedlemmer og Paris’ overrabbiner mv.

Pater Jacques er begravet i Avon på karmeliterbrødrenes kirkegård. Klostret eksisterer stadig, og i dag er der knyttet et retrætecenter til dette sted. Den katolske kirke arbejder i øjeblikket på en eventuel saligkåring af pater Jacques.

Pater Jacques er æret ved holocaustmuseet Yad Vashem i Israel, ligesom han posthumt modtog en hædersmedalje af Israel i 1985.
Louis Malle har i filmen Au revoir, les enfants [da.: Vi ses igen] fra 1987 fortalt om pater Jacques og de tre jødiske drenge. Louis Malle var elev på skolen, og i filmen oplever man hans respekt og varme følelser for pater Jacques og hans venskab med en af de jødiske drenge.

Forfatteren Jean Cayrol har skrevet flere digte til minde om pater Jacques, som han mødte i KZ lejren Gusen. Blandt andet digtene Chant Funèbre [da.: begravelsessang] og Père Jacques, mon pur feu flambant [da.: Pater Jacques, min rene brændende flamme], der begge udkom i 1946.

Kilder: Alexis Neviaski: Le Père Jacques. Carme, éducateur, résistant. Tallandier. Paris. 2015.
www.ktotv.com Esprit des letters juin 2015