10 kristne forbilleder for afholdenhed og selvvalgt fattigdom

Hvor stammer det kristne fattigdomsideal fra? Her er ti centrale personer i den asketiske tradition, og flere af dem har grundlagt munke- og nonneordener

"Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, alt hvad du ejer" Det var Jesu opfordring til en rig ung mand, der spurgte efter, hvad han skulle gøre for at få evigt liv. Jesu eget liv i afkald og fattigdom og hans opfordring til at slippe alt det, der hindrer et liv for andre, har gennem tiderne været en afgørende inspiration.

Her skal vi se på eksempler på dem, der på grund af deres livsstil er blevet forbilleder. Flere af dem figurerer som helgener i den katolske kirke. Men der er også et par protestanter iblandt. Martin af Tours
I den tidlige kristendom opstod der et asketisk ideal. Enkelte brød op fra deres borgerlige tilværelse for at hellige sig et liv i ensomhed og ejendomsløshed.

Martin af Tours (315 397) var søn af en soldat, født i Ungarn, men voksede op i Pavia i Italien. Han kom til Frankrig som officer. En legende fortæller, hvordan han her mødte en nøgen tigger, hvem han gav halvdelen af sin kappe. I tiggeren mente Martin at have set Kristus selv og lod sig nu døbe. Martin nægtede nu at fortsætte som soldat. Jeg er Kristi soldat; jeg har ikke lov til at slås, og for at understrege sin holdning tilbød han at stille ubevæbnet op mellem to fjendtlige linjer.

Han søgte nu eneboerlivet og grundlagde et klostersamfund, i øvrigt det første i Frankrig. Han blev mod sin vilje udnævnt til biskop i Tours, og fortsatte sit eneboerliv. Han blev kendt og beundret som undergører og sin frygtløse modstand mod magthavernes uretfærdighed. Martin af Tours hører til den katolske kirkes mest kendte helgener og han har sin helgendag d. 11. november, Mortens dag.

Basilios den Store
Basilios regnes for at være grundlæggeren af klostervæsenet i den ortodokse kirke. Han blev født i 330 i Kappadokien i det nuværende Tyrkiet. Han voksede op i en rig og indflydelsesrig kristen familie, hvor flere af hans søskende blev af stor betydning for den kristne teologis udvikling. Selv fik han en grundig uddannelse i Athen og Konstantinopel.

Basilios blev udnævnt til biskop i sin hjemby Cæsarea i Kappadokien. Uforfærdet forsvarede han kirkens tro mod den arianske kejser Valens. Men først og fremmest blev Basilios kendt for sin kamp for de fattiges ret og mod den undertrykkelse, der blev udøvet fra myndighedernes side. Han var skånselsløs i sin kritik af de rige. Han grundlagde en helt ny bebyggelse ved Cæsarea med boliger til de fattige, kirke, hospital, herberger for rejsende og med en stab af læger og sygeplejersker. Alt sammen synes det at være bekostet af hans egne midler.

Basilios' begravelse i år 379 blev overværet af en talrig skare af grædende mennesker, som han gennem sin indsats havde reddet fra sygdom og fattigdom.

Benedikt af Nursia
Ligesom Basilios regnes for grundlæggeren af Østkirkens munkevæsen, sådan anses Benedikt fra Nursia (480-547) for grundlæggeren af munkevæsenet i Vesten. Vi kender stort intet til Benedikts opvækst, kun at han kom til Rom som ganske ung for at studere. Men han vendte ryggen til byens liv, som han fandt umoralsk og søgte ud i ensomheden ved Subiaco.

Her samlede han munke omkring sig af hvem han krævede absolut afkald. I 529 oprettede han et egentligt kloster på Monte Cassino og udformede her sin klosterregel, der var inspireret af Basilios'. Han kaldte sin regel for en oplæring i Guds tjeneste, "hvori vi håber ikke at befale noget, der er hårdt eller strengt. Benedikt klostergrundlæggelse blev af afgørende betydning for munkevæsenet udvikling i Europa de kommende århundreder.

Frans af Assisi
Frans blev født i Assisi 1182. Som søn af en velhavende klædehandler levede Frans i sin ungdom et overfladisk og ødselt liv med sine rige venner.

Sygdom og deltagelse i borgerkrig bragte ham ind i en religiøs krise. En dag mente han at høre Kristusbilledet i San Damiano-kirken tale til sig:

Frans, du skal rejse mit hus, det er ved at falde sammen.

De ord tog Frans helt bogstaveligt, begyndte at sælge du af sin fars kostbare varer for at kunne restaurere den medtagne San Damiano-kirke. Faderen reagerede ved at gøre Frans arve- og pengeløs. Frans forlod nu sit rige hjem for at ægte Fru Fattigdom. Frans samlede i de næste par år 11 disciple omkring sig, der sammen med ham gik omkring på Italiens landeveje for at prædike evangeliet. De sagde nej til at eje noget såvel som menneskelig lærdom og embeder.

Skaren omkring Frans voksede hurtigt, og han grundlagde nu et broderskab eller en egentlig orden med fattigdomsidealet som det grundlæggende. Dets medlemmer skulle udelukkede beskæftige sig med forkyndelse og omsorg og blot leve af det, som folk gav. I 1226 bød Frans Søster død velkommen og kort efter blev han ophøjet til helgen.

I kraft af sin personlighed havde Frans sat en bevægelse i gang, der blev verdensomspændende. Og i de sidste 100 år har beundringen for Frans spredt sig i alle kirkesamfund, og mange søger til Assisi for at bede og meditere ved hans grav.

LÆS OGSÅ:5 katolske ordener

Klara af Assisi
Klara blev født i 1194 i en adelig familie. Som ung afslog hun to fordelagtige ægteskabstilbud. Hun var blevet stærkt optaget af Frans' forkyndelse og levevis. I al hemmelighed forlod hun sit hjem, og ved Frans' hjælp blev hun optaget et nonnekloster. Imidlertid prøvede familien at overtale hende til at vende tilbage, men forgæves.

Senere sluttede søsteren Agnes sig til hende og til sidst moderen, der var blevet enke. Ved San Damiano-kirken i Assisi grundlagde Klara sammen med Frans en orden, hvor hendes nære familie blev kernen. Det blev til "De fattige damers" orden senere kaldet klarisserne. De fik nu pavens anerkendelse og særlig tilladelse til at leve udelukkende af, hvad andre gav, det vil sige i total ejendomsløshed.

Klara holdt strengt fast ved fattigdomsidealet gennem de 40 år, hvori hun ledede den nye orden af klarisser. Trods dårligt helbred gik hun om natten rundt til sine medsøstre og stoppede sengetøjet ned omkring dem fortælles det.

Birgitta af Vadstena
Birgitta blev født i 1303 i en svensk stormandsslægt, kendt for sin rigdom, høje kultur og optagethed af det kirkelige. Faderen var rådgiver for kongen og moderen selv i slægt med kongehuset. Som 14-årg blev Birgitta gift med den 18-årige Ulf Gudmarsson, der også hørte til en af Sveriges mest betydningsfulde slægter. Det unge par var religiøst engagerede, levede i afholdenhed indtil Birgitta var moden til at føde børn. I deres lykkelige samliv fik de 8 børn.

Birgitta styrede det store og rige hjem, studerede bibelkundskab og latin. Parret foretog en række pilgrimsrejser sammen,og her fik rejsen til apostelen Jakobs grav i Santiago de Compostela afgørende betydning. Ulf døde kort efter denne rejse, som havde gjort et afgørende indtryk på parret, der havde set et Europa, hvis enhed var truet, samt en pavemagt, der helt og holdent var undergivet den verdslige, politiske magt.

Efter Ulfs død tog Birgitta ringen af sin finger og fordelte alt familiens gods mellem børnene og de fattige. Herefter hengav hun sig til et liv i bøn og ensomhed. Hun fik åbenbaringer, hvori hun hørte Guds kald til hende om at være en profetisk stemme i tiden. Hun kritiserede nu den svenske konge, krævede af paven, at han vendte tilbage fra sit ophold i Avignon til Rom.

Endelig fik Birgitta grundlagt en nonneorden og brugte sine sidste år i Rom. Birgitta blev ophøjet til helgen først og fremmest på grund af sine høje etiske idealer.

Hans Egede
Med Hans Egede, som blev kaldt Grønlands apostel, er vi fremme ved pietismen. Det var en fromhedsretning, som opstod i slutningen af 1600-tallet i Tyskland og som bredte sig til de nordiske lande. Pietismen ville understrege, at kristentroen skulle være synlig, det vil sige give sig udtryk i handlinger.

Hans Egede blev født i Norge i 1686. Efter endt præsteuddannelse blev han præst på Lofoten. Her følte han et stærkt kald til at rejse til Grønland for at missionere. Han mente nemlig, at der i Grønland stadig fandtes efterkommere efter de nordiske vikinger. Trods modstand fra sin hustru, Gertrud Rask, rejste parret af sted. Imidlertid var det grønlændere, inuitter og ikke nordboerne, som Hans Egede kom til at virke iblandt. Han anlagde under store vanskeligheder og personlige afsavn kolonien Godthåb. Men forsøg på at få danskere til at bosætte sig mislykkedes.

Christian d. 6. kaldte Hans Egede hjem, men han forblev på egen risiko med familien, der fortsatte missionsarbejdet. En stor del af befolkningen i Godthåb døde nu af en koppeepidemi. Også hustruen, Gertrud døde af epidemien, hvorefter Hans Egede forlod Grønland og oprettede en uddannelse i København for grønlandske missionærer. Hans Egede blev kendt for sin menneskelighed og omsorg, samt sin personlige opofrelse for at give kristendommen videre til grønlænderne.

Albert Schweitzer
Allerede fra sine tidlige år viste Albert Schweitzer (1875 - 1965) talent som organist og blev som ganske ung regnet for en af Europas bedste. Han studerede filosofi og teologi og gjorde sig stærkt gældende inden for den teologiske videnskab med et værk om den historiske Jesus. En flot akademisk karriere ventede ham. Men samtidig var han stærkt optaget af at kunne yde en humanitær indsats.

I 1904 læste han ved et tilfælde en artikel i Parisermissionens blad, hvori man efterlyste læger til en indsats i Fransk Congo, det nuværende Gabon. På trods af modstand fra hans nærmeste venner, afbrød Schweitzer sin universitetskarriere som 30-årig og begyndte at læse medicin med speciale i tropemedicin.

Imidlertid ville missionsselskabet i Paris ikke vide af Albert Schweitzer pga. hans teologiske opfattelser. Han startede nu selv en indsamling til oprettelse af et hospital i Lambarene i Fransk Congo. Og i 1913 forlod Albert Schweitzer med sin hustru, Helene, der var uddannet sygeplejerske deres sociale trygge liv for at realisere planerne om et hospital for de indfødte i Vestafrika.

Første Verdenskrig satte imidlertidig en stopper for hans planer. Hans blev fængslet af franskmændene. Schweitzer var jo tysker. Og først i 1924 kunne han arbejde videre med sit hospital. Hospitalet i Lambarene blev med årene vidt berømt, og journalister rejste til stedet for at skrive om Albert Schweitzers enestående kamp mod tropesygdommene. I 1952 modtog han Nobels Fredspris for sin indsats, der også omfattede en protest mod atomvåben. Albert Schweitzer døde som 90-årig i Lambarne. Han sagde, at hans indsats var drevet af en indre nødvendighed.

Abbé Pierre
Fødenavnet var Henri Antoine Groués (1912 -2007), og han var fransk katolsk præst og grundlægger af Emmaus-organisationen, der arbejder for at hjælpe fattige, hjemløse og flygtninge. Henri Antoine Groués stammer fra Lyon. Han gik i kloster for at blive munk, men fik en lungesygdom, der umuliggjorde det anstrengende klosterliv. I stedet tog han en uddannelse som præst.

Under Anden Verdenskrig var han aktiv i den franske modstandsbevægelse, hvor han havde dæknavnet Abbé Pierre. Det kom til at hænge ved ham siden. Han blev medlem af den franske nationalforsamling efter krigen. Samtidig organiserede han klunsersamfundet Emmaus med mottoet Først at hjælpe dem, der lider mest.

Abbé Pierres indsats gjaldt først og fremmest fattige og hjemløse, men også hjælp til ulandsområder. Hans bevægelse fik afdelinger rundt i en række europæiske lande. Han uegennyttige indsats gav ham stor popularitet især i Frankrig, hvor han gang på gang blev valgt til at være den mest populære franskmand. Hans organisation skiftede i 1986 navn til Aktion Børnehjælp. Mother Teresas Medarbejdere.

Mother Teresa
Mother Teresa blev født i Skopje, Makedonien i 1910 i en albansk familie. Hendes oprindelige navn var Agnes Bojaxhiu. Som 18-årig blev hun optages i et kloster i Dublin, Irland. Og inden for det følgende år blev hun sendt til Indien, hvor hun tog navnet Teresa, som lærer og senere leder ved en katolsk klosterskole i Calcutta. Hun blev stærkt påvirket af den fattigdom, hun mødte i Calcutta. ikke mindst berørte det hende dybt, at børn levede og døde på gaden i den indiske storby.

I 1946 følte hun et stærkt kald: Opgiv alt og gå ud på gaderne, følg Kristus ind i slummen for at tjene ham blandt de fattigste af de fattige." Hun fik nu kirkens tilladelse til at arbejde uden for den skole, hvor hun var blevet leder. Hun opgav sin lederstilling og tog en uddannelse som sygeplejerske for at kunne arbejde for syge og døende.

Efterhånden fik hun organiseret sit hjælpearbejde i form af en organisation, der hurtigt fik afdelinger rundt omkring i verden med tusindvis af nonner og munke og frivillige lægfolk. I 1979 modtog hun Nobels Fredspris og i 2002 blev hun saligkåret af pave Johannes Paul II.

LÆS OGSÅ:Moder Teresas råd om ydmyghed