5 kampe mellem grundtvigianere og Indre Mission

Indre Missions store leder i 1800-tallet, Vilhelm Beck, forsøgte at undgå stridigheder med grundtvigianerne. Ikke desto mindre endte de to bevægelser på mange måder som hinandens modsætninger. Her statue af Grundtvig.

Selvom grundtvigianere og missionsfolk har en fælles oprindelse, har der gennem tiden været mange spændinger mellem de to folkekirkelige retninger

Ofte bliver grundtvigianere og missionsfolk betragtet som hinandens absolutte modstandere inden for folkekirken. Det er imidlertid resultatet af en længere historisk udvikling, for begge bevægelser stammer nemlig fra de samme vækkelser i 1800-tallet, der stod i modsætning til datidens rationalistiske præster i folkekirken.

Efterhånden blev det dog tydeligt, at der var forskel på de to bevægelser. Kampene mellem de to kirkelige retninger har handlet om både teologi, moral og national identitet.

I samarbejde med lektor i kirkehistorie Kurt E. Larsen, som blandt andet har skrevet bogen "Fra Christensen til Krarup - dansk kirkeliv i det 20. århundrede", har kristendom.dk fundet frem til fem konflikter mellem grundtvigianere og missionsfolk, der afspejler de historiske og nutidige forskelle mellem dem.

1. Kan man omvende sig efter døden?
Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark blev stiftet på Midtsjælland i 1861. På den tid var folkekirken præget af stridigheder mellem Grundtvigs tilhængere, grundtvigianerne, og hans modstandere, der ofte kaldte sig lutheranere. Indre Missions første store leder, sognepræsten Vilhelm Beck (1829-1901), forsøgte at holde foreningen fri af samtidens stridigheder. Formålet med Indre Mission var nemlig at skabe liv i folkekirken, ikke at vælge side i en splittelse.

Det var særligt ét bestemt spørgsmål, der splittede parterne ad, nemlig om afdøde mennesker havde en mulighed for at omvende sig efter døden, eller om man var endegyldigt fortabt, hvis man var død uden tro. Grundtvig havde skrevet salmen I kvæld blev der banket på Helvedes port, som gav udtryk for den første opfattelse. Grundtvigs modstandere fandt denne tanke helt forkastelig, og i 1869 blev Vilhelm Beck nødt til at tilkendegive, at han var enig med disse modstandere. Dette blev et af de første tegn på, at Indre Mission og grundtvigianerne kom til at stå i modsætning til hinanden.
|
2. Kan man ansætte en tysker?
Efter nederlaget i krigen i 1864, hvor Slesvig-Holsten var kommet under tysk kontrol, var der en kraftig anti-tysk stemning i Danmark. Det gjaldt både Grundtvig og Beck og deres tilhængere. Alligevel mente man i Indre Mission, at forkyndelsen af evangeliet måtte overtrumfe dette. Derfor kunne man godt ansætte en tyskfødt indremissionær, der endda ikke talte flydende dansk. Det var meget kontroversielt på dette tidspunkt og faldt mange for brystet, ikke mindst grundtvigianerne.

For Indre Mission kom kristendommen altså i første række foran nationaliteten. For grundtvigianerne var danskhed og dansk kristendom derimod knyttet så tæt sammen, at de ikke kunne adskilles. I øvrigt udspillede der sig en lignende kontrovers hundrede år senere. I 1966 ansatte Møllevangskirken i Århus en tanzanianer som hjælpepræst. Men kunne en afrikaner virkelig være præst i Danmark? Den såkaldt sorte præst blev diskuteret over hele landet.

3. I USA blev grundtvigianere og missionsfolk til to forskellige kirker
Forholdet mellem danskhed og kristendom fik også stor betydning for de danskere, der udvandrede. USA var det land, som modtog flest danske immigranter, og mange af dem tilhørte vækkelserne og var altså enten grundtvigianere eller missionsfolk. Fra Danmark blev der udsendt præster til USA for at forkynde for de danske der. Præsterne blev udsendt af et udvalg i Danmark, hvor alle de kirkelige retninger var repræsenteret, og i 1874 blev Den danske Kirke i USA oprettet.

Det viste sig imidlertid, at Den danske Kirke i USA ikke var så god til at holde sammen på de kirkelige retninger som den hjemlige folkekirke. Kirken i USA blev snart domineret af grundtvigianere, der især lagde vægt på, at kirkerne skulle bevare deres danske identitet. Mange missionsfolk i USA ville ikke finde sig i grundtvigianernes dominans, og i 1884 stiftede de deres egen danske kirke i USA. Det skete, selvom Indre Missions ledelse i Danmark ønskede, at de skulle bevare den danske model og samarbejde med grundtvigianerne.
|
4. Mellemtingene
Den type af konflikter, som allermest har været med til at præge offentlighedens billede af henholdsvis grundtvigianere og Indre Mission, handler om det, man har kaldt for mellemtingene, for eksempel dans, alkohol, kortspil og andre forlystelser.

På dette område var det tidligere tydeligt at kende forskel på de to retninger: Man kunne danse i et grundtvigsk forsamlingshus, men det kunne man ikke i et missionshus. En missionsmand spillede ikke kort, men det kunne en grundtvigianer godt.

Denne type af moralske spørgsmål blev egentlig fra begge sider betragtet som mindre væsentlige. I dag er forskellene heller ikke nær så tydelige længere. På dette område er det især Indre Mission, der har flyttet sig, omend nogle af kendetegnene stadig findes. For eksempel er et missionshus stadig alkoholfrit område, selvom mange missionsfolk gerne drikker alkohol privat og ved festlige lejligheder.

5. Homoseksuelle ægteskaber?
Der er dog stadig områder, hvor der er stor forskel på grundtvigianere og missionsfolk. Det gælder for eksempel et aktuelt emne som vielse af homoseksuelle. Grundtvigianerne lægger vægt på, at kirken skal være folkelig. Mange grundtvigianere mener derfor, at kirken skal ændre sin praksis, når størstedelen af det danske folk opfatter et homoseksuelt partnerskab på linje med ægteskabet. Ellers kan sammenhængen mellem folk og kirke risikere at bryde sammen, mener man.

I Indre Mission vil man derimod holde fast på Bibelens forskrifter. I Bibelen fremhæves ægteskabet som en velsignet ordning, hvilket homoseksuelle forhold ikke gør tværtimod omtales sex mellem personer af samme køn som synd. Derfor har kirken heller ikke noget grundlag for at velsigne homoseksuelle forhold, endsige kalde et homoseksuelt forhold for et ægteskab, mener man.