Bag om cølibatet: Tusind års søgen efter Gud uden sex

Tanker om cølibat går helt tilbage til Matthæusevangeliet, kapitel 19 og Paulus’ første brev til Korintherne, kapitel 7. Der skulle dog gå lang tid, før den katolske kirke gjorde cølibatet obligatorisk for gejstlige og tilmed annullerede ægteskaber. Munkene var blandt de første til at vælge vejen med cølibat. Foto: Hans Christian Jacobsen

Det obligatoriske cølibat i den katolske kirke har en langt og kringlet historie. I klostrene kom kravet om kyskhed meget tidligt

Cølibatet har været en del af kristendommen fra de tidligste tider. Og kravet om seksuel afholdenhed er obligatorisk for de gejstlige i den katolske kirke den dag i dag. Det har dog altid været omstridt - og er ikke altid lige respekteret inden for selve kirken.

Cølibat for de gejstlige

I kristendommens første århundreder levede de gejstlige som alle andre. Asketer forskellige steder valgte at følge Jesu eksempel og leve i cølibat som en del af det offer, de var villige til at gøre for deres tro, men der var ikke noget påbud fra kirkens side. Ikke før i begyndelsen af det fjerde århundrede, hvor et regionalt kirkemøde i Elvira i Spanien besluttede at pålægge alle gifte og ugifte biskopper, præster og diakoner seksuel afholdenhed.

Beslutningen var moralsk begrundet. Et udbredt synspunkt i datiden var, at "al kønslig omgang er uren", som kirkefaderen Hieronymus - selv ganske viril i sine unge dage - formulerede det et par generationer senere. Og en gejstlig kunne ikke nærme sig alteret og de indviede kar med beskidte hænder.

Cølibat i Bibelen

Især to skriftsteder i det Nye Testamente bruges til at retfærdiggøre cølibatet i den katolske kirke:

Mattæusevangeliet, kapitel 19, vers 12:

"Der er dem, der er uegnede til ægteskab fra moders liv, og der er dem, der er uegnede, fordi mennesker har gjort dem uegnede til det, og der er dem, der har gjort sig selv uegnede for Himmerigets skyld. Lad dem, der kan, rumme det!"

Paulus' Første Brev til Korinterne, kapitel 7, vers 7-8

"... Til de ugifte og enkerne siger jeg, at det er bedst for dem, om de vedbliver at være som jeg."

Kirkefædrene om seksualdriften

Kvinderne blev af kirkefædre som Hieronymus og Augustin betragtet som umoralske og som Evas syndige døtre. Faren var, at de ville forføre mændene, få dem til at synde og forstyrre dem i deres forsøg på at få så nært et forhold til Gud som muligt.

"Overordnet så man sjælen som delt i to dele, der var i kamp. Som god kristen skulle man vinde over sine beskidte seksuelle drifter og behov og hellige sig de rene, gudfrygtige tanker. Det var den balance hos mændene, som kvinderne mentes at forskubbe med deres forføreriske adfærd," forklarer den canadiske historiker Elizabeth Abbott fra universitetet i Toronto, forfatter til bogen "A History of Celibacy".

Cølibat som et ideal

Over de følgende århundreder blev beslutningen fra Elvira bekræftet på en række andre, mere universelle kirkemøder. Idealet om cølibat blev langsomt mere og mere udbredt. I praksis blev det dog sjældent overholdt. De fleste præster fortsatte med at dyrke sex med deres koner. Først i det femte århundrede begyndte kirkens love at forbyde, at de giftede sig, men heller ikke det blev håndhævet.

Det samme gjaldt for biskopperne. Allerede i det fjerde århundrede havde kirken forbudt, at bispeviede giftede sig, sådan som det er den dag i dag i den ortodokse kirke. Den spanske teolog Enrique Miret Magdalena har dog beskrevet, hvordan der i det femte århundrede var 300 gifte biskopper til koncilet i Rimini. Så sent som i 867 blev der valgt en pave, Hadrian II, der havde en kone og en datter.

"Det var en langsommelig proces. Cølibatet blev integreret i kirken meget gradvist. Som institution var den jo et stort bureaukratisk apparat, og helt fra starten har der været grupper inden for kirken, der var imod," siger ElizabethAbbott.

Klostrene og cølibatet

Klostrene var et af de steder, hvor cølibatet først bed sig fast. Her spillede Skt. Benedikts regelsæt, der byggede på den asketiske tradition fra Østen og kirkefædrene, en vigtig rolle. Både for munke og nonner gjaldt det, at de ved indtrædelsen i klosteret aflagde et løfte om, at de ville lægge deres liv om. Heri lå også et løfte om kyskhed. Senere blev det til et eksplicit løfte i sig selv. For både munke og nonner blev det at gå i kloster set som, at de "giftede sig" med kirken, og at de derfor ikke kunne have en anden kone, mand eller elsker.

For kvinder var cølibatet mere forbundet med renhed og jomfruelighed. Før opfindelsen af pålidelige præventionsmidler var kvinder nok mere stålfaste og sikre på at holde løftet om cølibat end mændene, vurderer Elizabeth Abbott. Det betød dog ikke, at nonnerne generelt var kyske.

Overholdes cølibatet - nu og tidligere?

Undersøgelser i USA i 1990'erne viste, at kun 2 procent af de katolske præster i landet overholdt cølibatet. Hele 31,5 procent havde en fast seksuel partner. En tredjedel af de seksuelt aktive var homoseksuelle. 92 procent af de nordamerikanske præster var tilhængere af, at præsteviede selv skulle kunne vælge, om de ville leve i cølibat. En lignende undersøgelse i Spanien viste i 2007, at 52,7 procent af de spanske præster var af samme holdning.

"At sende piger i klostre var en måde at slippe af med dem på, hvis man for eksempel ikke havde penge til en medgift. Mange klostre var fulde af kvinder, der ikke ville være der, og som var blevet tvunget til at afgive kyskhedsløftet. Det var derfor tit det bedste sted at gå hen, hvis man ville score. Først da de selv kunne vælge at gå i kloster, blev nonnerne dydige," siger Elizabeth Abbott.

Annulleringen af gejstlige ægteskaber

Næste gang, der for alvor skete noget, var i 1139, da det Andet Laterankoncil helt forbød præster at gifte sig, og alle eksisterende ægteskaber, hvor der var gejstlige involveret, blev annulleret.

Andre faktorer spillede ind nu. På dette tidspunkt var det blevet mere normalt at vælge biskopperne blandt munke, der allerede havde aflagt kyskhedsløftet. Kirken havde samtidig udviklet sig til en verdslig magt og var blevet ejer af store jordområder og ejendomme. Der var derfor en reel risiko for, at præster med koner og børn kunne finde på at tilgodese dem ved at rage til sig af kirkens eje. Det kunne på samme tid blive et problem, når præsterne døde, og deres ægte børn gjorde krav på arven efter dem. Kirken valgte derfor at gøre sig selv til de gejstliges familie.

Der var dog stadig stor modstand mod reglerne, og det gik så som så med at overholde dem. Ifølge den katolske franske historiker Henri Petiot (Daniel-Rops) drog 700 "offentlige kvinder" til koncilet i Konstanz 1414-18 for at servicere de gejstlige i pauserne mellem de lange møder. Og løsagtigheden rakte helt til toppen af hierarkiet, hvis der er bare et gran af sandhed i historierne om paver som Innocens VII og Alexander VI/Rodrigo Borgia.

Reformatorerne og ophævelsen af cølibatet

Denne dobbeltmoral spillede en vigtig rolle i Reformationen. Reformatorerne indvendte, at det tvungne cølibat stred imod Bibelens lære, at det fornedrede ægteskabet, og at det var skyld i meget misbrug rundt omkring. Cølibatet er derfor ophævet i alle de lutherske og reformerte kirker. Den anglikanske kirke fortsatte med cølibat en periode efter bruddet med den katolske kirke. I dag findes det dog kun i nogle af kirkens ordener.

Bruddet fik den katolske kirke til at reformere sig selv ved Tridentinerkoncilet i midten af det 16. århundrede. Der blev igangsat en række undersøgelser for at håndhæve reglerne.

"De fandt ud af, at de fleste faktisk havde koner og elskere, der boede hos dem som "hushjælp". Nu slog de hårdt ned på det," siger Elizabeth Abbott.

Tegn på ophævelse af cølibatet inden for den katolske kirke?

Der skulle stadig gå flere århundreder, før cølibatet blev generelt udbredt. Men denne linje har kirken fulgt frem til vore dage. Da cølibatet ikke er et dogme som sådan, kan det til enhver tid ændres af den siddende pave.

Ved det Andet Vatikankoncil i 1960'erne var der tegn på, at pave Johannes XXIII ville ændre det, men han døde, inden det kom så vidt. Hans efterfølger, Paul VI, bekræftede siden traditionen i en encyklika i 1967.

Selvom halvdelen af biskopperne ved en synode i 1971 var for en ændring, skiftede pave Pauls VI ikke mening. Det samme gælder hans efterfølgere. Senest stadfæstede Benedikt XVI det obligatoriske cølibat så sent som marts 2007.

For Francisco Domingo y Uriarte, lektor ved det teologiske fakultet ved universitetet i spanske Navarra, er der ikke noget, der tyder på, at kirken vil ændre holdning til det foreløbig.

"Det er ikke et absolut dogme eller en fobi i kirken, men det er en tradition af en sådan dimension, at den ikke vil ændre sig de næste mange år," siger Domingo y Uriarte, der selv er præsteviet og har aflagt løfte om cølibat.

Heller ikke selvom der er mange, der hævder, at kirkens politik er med til at forværre situationen med, at præsterne, munkene og nonnerne i især Europa og Nordamerika bare bliver ældre og ældre, og der er mangel på nye kandidater.

"Det er en selvdestruktiv politik, kirken fører. De unge i dag vil leve et mere normalt liv," siger Elizabeth Abbott.

Domingo y Uriarte mener dog ikke, der er den store sammenhæng.

"Nedgangen i de seneste årtier skyldes snarere andre sociologiske årsager og efterdønningerne efter det Andet Vatikankoncil. Men de, der vil være præster, er også villige til at gøre det offer, der skal til. Man vælger ikke at blive præst for at slippe for at stå på en fabrik, men for at tjene Gud, kirken og ens medmennesker. Derfor ser jeg cølibatet som en gave fra Gud," siger han.

Elizabeth Abbott kommenterer:

"Der er få, der vælger det, og de, der gør, kan ikke leve op til løftet. Det er dobbeltmoralsk og udtryk for, at kirken ikke vil se problemet i øjnene."

Hun henleder opmærksomheden på undersøgelsen fra USA i 1990'erne, der viste, at langt størstedelen af præsterne alligevel ikke overholdt cølibatet. Et flertal ønskede, at det blev frivilligt.

Fra forskellige sider anslås det, at mellem 90.000 og 150.000 præster i nyere tid er blevet sanktioneret af kirken, fordi de har giftet sig. Det svarer til mellem 20 og 33 procent af det samlede antal præster, 450.000 ifølge Vatikanets tal.

Sagen bliver yderligere kompliceret af, at præster fra den østlige katolske kirke godt må være gift, ligesom de ortodokse præster. Indvandring og mangel på præster i Vesteuropa har betydet, at kirken har måttet acceptere, at de nu arbejder som præster på steder, hvor de vestlige præster er blevet bortvist, fordi de var i samme situation.

Pave Frans og nye forestillinger om cølibatet

En nyere diskussion er i de senere år begyndt inden for den katolske kirke. Spørgsmålet er, om det alligevel er muligt at forestille sig, at cølibatet vil blive afskaffet i den katolske kirke, efter at Jorge Mario Bergoglio er blevet pave (pave Frans) -eller i hvert fald, om den katolske kirke er kommet tættere på en afskaffelse af cølibatet?

Paven har tidligere udtalt, at cølibatet ikke er et dogme i kirken, hvorfor "døren jo altid står åben". Han tilføjede yderligere, at cølibatet er en livsregel, han selv sætter højt og mener er et gode for kirken.

Artiklen er første gang skrevet 23. august 2007. Senest opdateret 1. december 2017.

Kirkefaderen Augustin (354-430) fik stor teologisk indflydelse på kristendommen både inden for den katolske kirke og udenfor. Augustin tilskrev det seksuelle begær syndefaldet, hvorfor han stærkt anbefalede livet i cølibat. Maleri af Vittore Carpaccio fra 1502. Arkivfoto.
Nummer 266 i paverækken, Pave Frans, overtog pavemagten fra Benedikt den 16. i 2013. Han opfattes af mange som en moderne pave, som er mere åben for reformer end hans forgængere. Foto: Alessandra Tarantino/AP/ritzau
Cølibatet forbindes ofte med munke og nonner fra både fortid og nutid. Munkeordenene findes i mange udgaver. Blandt nogle af de mest kendte er Augustinerordenen, Cistercienserordenen, Franciskanerordenen, Benediktinerordenen og Dominikanerordenen. Arkivfoto. Foto: Hans Christian Jacobsen
Bibelens Paulus levede i cølibat. Sådan kan han sige, at han helst ser, at ugifte og enker lever som han selv. En af forklaringerne til Paulus foretrukne afholdenhed er hans målrettede mission om at forkynde budskabet om Kristus og Himmeriget, som, han mente, var nær. Foto: Arkivfoto
Reformatoren Martin Luther, som gjorde op med den katolske kirke, gjorde ligeledes op med cølibatet. Han demonstrerede sin afstandstagen til cølibatet, da han giftede sig med den tidligere nonne Katharina von Bora i 1525 - otte år efter, han slog de 95 teser op på døren til Slotskirken i Wittenberg, som blev startskuddet til Reformationen. Arkivfoto.