Bloddåb - oldkirkens adgangsbillet til Paradis

I kirkens første århundreder blev kristne ofte dræbt på bestialsk og blodig vis i de romerske arenaer af vilde dyr eller gladiatorer. Det er disse kristne, man i kirkens historie kender som martyrer. Her beder de kristne deres sidste bøn, inden de bliver kastet for løverne. Foto: Fra Wikimedia

Begrebet bloddåb stammer fra oldkirken og er en tolkning af det kristne martyrium som en handling af frelsende karakter. Læs om fænomenet her

Begrebet bloddåb foreligger i flere af oldkirkens martyrberetninger og hos store oldkirkelige tænkere som Origenes og Tertullian, skønt begrebet ikke forekommer direkte i bibelens ordforråd.

Begrebet er en tolkning af det kristne martyrium, der anser det udgydte martyrblod som rensende på samme måde som vandet i vanddåben, det vil sige rensende fra synd.

I kirkens første århundreder blev kristne ofte dræbt på bestialsk og blodig vis i de romerske arenaer af vilde dyr eller gladiatorer. Det er disse kristne, man i kirkens historie kender som martyrer.

De kristne, der ikke døde, men bevidnede eller hørte om deres kristne brødre eller søstres død, var ikke sene til at bruge og tolke deres blodige død som noget helt særligt; som en død, der vidnede om deres Herres storhed. Martyr betyder således også vidne.

Hvordan kunne en fornedrende død blive tolket som et tegn på Herrens storhed?

Det kunne den grundet den meget levende tro på de dødes opstandelse, man havde i kirkens første århundreder: Man havde en klippefast tro på, at den jordiske verden blev efterfulgt af en himmelsk verden, af Paradis. Man havde omvendt også en enorm angst for netop ikke at opleve Paradis.

Dåben blev betragtet som en fødsel
Dåben blev meget konkret betragtet som syndernes forladelse. Alt blev tilgivet én ved dåben, man var helt bogstaveligt født på ny, nogle gange symboliseret ved hvide dåbsrober.

Denne klippefaste tro på dåbens genfødende karakter satte imidlertid den kristne over for et nyt og frygteligt spørgsmål: Hvad skete der, hvis man efter dåben kom til at synde på ny? Dette spørgsmål var uhyre debatteret, og forskellige teologer havde forskellige svar på spørgsmålet. 

Alene spørgsmålets karakter har gjort det klart for eftertiden, at dåben ikke var et tomt ritual, men et spørgsmål om liv og død for datidens kristne. Af samme grund kender man til flere i oldkirken, der udskød deres dåbsdag til deres dødsleje: På den måde undgik man angsten for ikke at komme i Paradis, man kunne jo ikke nå at synde mere!

Dåben symboliserede overgangen fra død til liv
At man tidligt havde en meget stærk tro på Paradis, og en dåbsforståelse, der var uløseligt knyttet til denne Paradis-tro, er baggrunden for tolkningen af martyriet som en dåb af blod.

I dåben gik man fra døden til livet, nemlig fra livet uden Kristus til et liv i Kristus. Dette blev tolket som det egentlige liv, som gerne skulle munde ud i et liv i Paradis, hvor man helt konkret ville møde Kristus og ens kristne brødre og søstre.

Når man døde martyrdøden, gjorde man det på baggrund af en bekendelse af Kristi navn. Man blev spurgt af de pågældende romerske myndigheder, om man var kristen, hvorpå man som Peter i Det Nye Testamente - kunne fornægte eller bekende. 

Fornægtelsen skånede ens liv, hvorimod bekendelse af ens Herres navn via ordene Christianus sum (Jeg er kristen) med sikkerhed førte én ud til den visse død i arenaen.

Men de kristne så det stik modsat.

Hvis de fornægtede Kristus, ville de ikke få livet som tak som romerne troede - men tværtimod den visse død, fordi fornægtelse af deres Herre blev betragtet som en klar udelukkelse fra Paradis.

Hvis de derimod bekendte Kristi navn, ville de måske nok dø i arenaen, men de ville vinde det evige liv, de ville være sikret en plads i Paradis.

Som man troede på, at man ved dåben gik fra døden til livet, troede man parallelt på, at man ved martyrdøden gik fra døden til livet, selvom det udefra så ud som om man gik fra livet til døden.

Dét blod, martyren udgydte i arenaen, var blod, der sikrede martyren en plads i Paradis, fordi det var blod, martyren udgydte for at have bekendt Kristi navn. På den måde havde martyrens blod samme funktion som dåbsvandet; man blev overrislet med blodet døbt med blod - og var dernæst født på ny.

Bloddåben handlede først som sidst om frelse
I en fascinerende martyrberetning fra år 203 om den kristne kvinde Perpetua og hendes medkristnes død i arenaen, skildres det hvordan Perpetuas veninde, Felicita, der i beretningen føder et barn, går fra blodbad til blodbad, hvormed hendes fødsel af barnet sidestilles direkte med hendes efterfølgende martyrdød. 

Hendes martyrdød anskues som en fødsel, men ikke en fødsel på samme måde som en barnefødsel, men som en genfødsel, og netop sådan så man også på dåben. Både vand- og bloddåb blev anskuet som en slags overgangsritualer: I begge typer dåb gik man fra døden til livet med Herren i Paradis, i begge typer dåb gik man fra døden til livet, fra fortabelsen til frelsen.

Men bloddåben havde en klar fordel i forhold til vanddåben:

Man kunne ikke synde mere, efter man var blevet døbt med blod, derfor var bloddåben en direkte adgangsbillet til Paradis. Frygten for at man efter dåben skulle forfalde til synd, var af naturlige årsager udelukket ved den dåb, der markerede ens fysiske endeligt.

Den meningsløse martyrdød blev meningsfuld
Udover den teologiske baggrund med troen på opstandelsen fra de døde, har naturligvis de historiske kristenforfølgelser sat sit præg på den teologiske forståelse af martyrdøden. 

Når de kristne til tider var forfulgt alene for deres kristennavn, var man nødsaget til at give det meningsløse mening. Som Det Nye Testamente ofte vender op og ned på svag og stærk, rig og fattig, formåede de forfulgte kristne at gøre romernes henrettelse af de kristne til noget godt.

Romerne blev med de kristnes tolkning af martyrdøden, som en frelsende dåb af blod, i virkeligheden gjort til sagesløse aktører i den Guds plan, der ønskede at fremme de kristnes sag: nemlig Kristus.

Således gik også historiens gang. Jo flere kristne, der blev henrettet, des flere martyrberetninger blev der skrevet, og des stærkere blev den martyrkult, der efterhånden voksede sig stærk og endte i den senere katolske helgen- og relikviedyrkelse.

Men det hele begyndte først som sidst med, at en gruppe mennesker, der kaldte sig kristne, troede på, at Jesus var Kristus, Guds søn og menneskehedens Herre, og troede på, at troen på Ham var den umiskendelige forudsætning for en plads i Paradis.

Uden troen på de dødes opstandelse i Paradis var martyrernes historier og henrettelser aldrig blevet så vigtige i den kristne selvforståelse, som de historisk har vist sig at være.