Da kirke og stat var ved at skilles

Samtlige af landets biskopper lagde sag an mod sognepræst Niels Peter Arboe-Rasmussen (1866-1944) for brud på præsteløftet. Sagen blev anledning til både et politisk og et kirkepolitisk opgør og en debat om adskillelse af kirke og stat.

i 1928 blev der nedsat et kirkeligt udvalg, som skulle arbejde med et lovforslag til en frigørelse af folkekirken fra staten. Det blev dog ved tanken

Det hedder i Grundloven, at den danske stat understøtter den evangelisk-lutherske folkekirke. Denne ordning har fungeret i 150 år, men i disse år debatteres det, om kirken skal adskilles fra staten, lige som det er sket i Sverige. 

LÆS OGSÅ: Overblik: Kirke og stat - et forhold i opbrud?

Debatten er ikke ny. For cirka 100 år siden var det tæt på, at forholdet mellem kirke og stat blev opløst.

I sagen om præsten Niels Peter Arboe-Rasmussen fra 1910-20 blev de kirkepolitiske fronter trukket så skarpt op, at en skilsmisse mellem stat og kirke var nær ved at blive til virkelighed. Men hvad handlede sagen om, og hvad blev dens konsekvenser?

Den liberale teologi
Allerede i 1906 havde man fra kirkelig side i forbindelse med loven om oprettelse af menighedsråd udarbejdet et oplæg til en kirkeforfatning, der adskilte kirken fra staten. Men sagen havde politisk og kirkeligt for lidt interesse.

Baggrunden for den første og hidtil mest alvorlige spænding i forholdet mellem stat og kirke siden Grundloven i 1849 fik en helt anden anledning, nemlig den liberale teologi.

LÆS OGSÅ: Hvad er liberalteologi?

Den liberale teologi blev ført frem i Tyskland i begyndelsen af 1900-tallet og blev introduceret herhjemme af sognepræst F.C. Krarup (1851-1931). I 1905 udgav Krarup en religionsfilosofi. Heri gjorde han gældende, at videnskaben kun kan udtale sig om det faktisk eksisterende, men ikke om troens område.

Religionen - og dermed mente Krarup kristendommen kan altså kun sige noget om det, som mennesker tolker. Den kan kun fælde værdidomme. Derfor er tro og videnskab ikke i konflikt med hinanden. Men de tilhører hver sit område og har hver sin opgave. Mennesket kan i sin bevidsthed finde Gud. Og Gud har netop vist sig gennem Kristus som det ideal, mennesket kan leve efter.

De liberale teologer stillede sig kritiske over for kirkens lære om Gud som treenig, om jomfrufødslen og læren om, at Jesus var både Gud og menneske. Det var for liberalteologien udtryk for spekulationer, som der ikke kunne siges noget sikkert om. Det centrale var den etik, som udgik fra Jesu liv og gerninger som et ideal for mennesker.

Præsten, som ikke troede på jomfrufødsel og opstandelse
Som sognepræst i Skibsted sogn i Viborg Stift vakte Niels Peter Arboe-Rasmussen (1866-1944) stor opmærksomhed som tilhænger af den liberale teologi. I foredrag og i skrifter gik han ind for en historisk-kristik metode i læsningen af Bibelen. Han stillede sig kritik over for læren om jomfrufødslen og læren om Jesu opstandelse.

Om læren om Jesu opstandelse mente Arboe-Rasmussen, at den ikke skulle forstås som Jesu legemlige opstandelse. Og på samme måde gjaldt det om menneskets opstandelse, at den var det samme som sjælens udødelighed, sådan som grækerne forstod det.

Biskop Poulsen i Viborg gav Arboe-Rasmussen en næse, men ville ellers ikke gribe ind, da sognepræsten i øvrigt passede sit embede og fulgte kirkens ritualer.

Imidlertid ville folk fra Indre Mission, Kirkeligt Centrum og højrefløjen af grundtvigianerne have Arboe-Rasmussen afskediget. Samtidig krævede man et præsteløfte, der hvilede på trosbekendelsens ord. Der dannede sig nu en venstrefløj, der sammen med kirkeminister Jacob Appel, der var blevet kirkeminster i 1910, understregede folkekirkens rummelighed. Den skulle være Den tålsomme folkekirke.

Biskoppen i Viborg gav imidlertid efter for højrefløjsfolkenes pres og indstillede Arboe Rasmussen til afsked, hvilket blev hindret af kirkeministeren. Den foreløbige konsekvens af sagen blev stiftelsen af Kirkeligt Landsforbud i 1911. Denne forening ville kæmpe for tilliden til Biblen og holde fast ved trosbekendelsens indhold.

Biskopperne nægter tilsyn med Arboe-Rasmussen
I 1913 dannede de radikale regering. I regeringserklæringen stod blandt andet, at man ville kæmpe for den tålsomme folkekirke. Imidlertid havde Arboe-Rasmussen søgt embede i Vålse Sogn på Falster. Samtlige af landets biskopper lagde nu sag an mod Arboe-Rasmussen for brud på præsteløftet. Sagen endte i Højesteret, som frikendte Arboe-Rasmussen.

Biskoppen og Lolland-Falster Stift, Wegener, nægtede nu at føre tilsyn med den omstridte. Den nye kirkeminister Thorvald Povlsen løste nu problemet på den helt usædvanlige måde, at han lod kirkeministeriet været tilsynsførende for Arboe-Rasmussen uden om stiftets biskop.
 
Sagen optog fuldstændig den kirkelige debat. Den blev nu anledning til både et politisk og et kirkepolitisk opgør. Fra politisk side støttede Socialdemokratiet og Det radikale Venstre op om Arboe-Rasmussen, mens Venstre og de konservative stod bag højrefløjsfolkene, der fortsat krævede den liberalteologiske præsts afsked.

Kirkeligt drejede sagen sig grundlæggende om følgende:

Hvad har biskoppernes myndighed til?
Hvem er den sande kirke?
Hvor langt går præsternes frihed?
Hvor meget kan man fra politisk hold gribe ind i kirkens indre anliggender?
Skal kirke og stat adskilles?

Dette problem blev nu konsekvensen af Arboe-Rasmussen-sagen. Kirkeligt Landsforbund nedsatte et udvalg, som udarbejdede et forslag til, hvordan kirke og stat kunne skilles på en lempelig og fredelig måde. Udvalget kunne i 1916 fremlægge et lovforslag til, hvordan en sådan adskillelse kunne finde sted. Der skulle udarbejdes en kirkeforfatning med bispevalg og selvstyre i indre anliggender og med statsstøtte til alle lutherske menigheder, hvad enten de var folkekirkelige eller frikirkelige.

Fra politisk side bakkede både Socialdemokratiet og De Konservative op om forslaget men vel at mærke ud fra to vidt forskellige motiver. Bag Socialdemokratiets holdning lå der klare antikirkelige argumenter, mens de konservative støttede tanken om en kirke, der styrede egne anliggender og dermed var fri af politisk indgriben.

Imidlertid blev det ved tankerne, og først i 1928 blev der nedsat et kirkeligt udvalg, som skulle arbejde med et lovforslag til en frigørelse af folkekirken fra staten. Det radikale Venstre, som politisk sad i en nøgleposition i tiden efter Første Verdenskrig, ville imidlertid ikke være med til en adskillelse af kirke og stat. Socialdemokratiet, der nu var landets største parti, blev i løbet af 1930'erne langt mere positiv over for folkekirken som en vigtig institution i den moderne velfærdsstat.

Hvad blev der så af Arboe-Rasmussen? Det gik skævt for ham i Vålse Sogn. Og i 1920 tog han sin afsked og fandt ansættelse ved Det kongelige Bibliotek.

Niels Peter Arboe Rasmussen, sognepræst i Skibsted. Foto: Ukendt Denmark