Da samfundet fik øjnene op for slagsiderne ved sexhandel
I slutningen af 1800-tallet fik offentligheden øjnene op for de sociale problemer i forbindelse med den omfattende prostitution. Indre Mission og andre kirkelige grupperinger var aktive med hjælp til prostituerede og moralprædiken til deres kunder
Kirken og Indre Mission især tog aktivt del i den voldsomme debat om sædeligheden og den offentlige moral, som rasede i slutningen af det 19. århundrede.
Prostitutionen var især et omstridt emne. København var i perioden en by med en voldsom vækst i befolkningstallet. Alkoholmisbrug og mange andre sociale problemer var udbredt, især i storbyens hastigt voksende underklasse. Det gjaldt også prostitution, men bordelbesøg var bestemt heller ikke ukendt i de mellemste og højere samfundslag.
I 1870erne anerkendtes prostitution ved lov som et erhverv i Danmark. Men bordellerne og de prostituerede - både formelt og i daglig tale kaldet offentlige kvinder eller fruentimmere - var under nøje kontrol fra politiets side. De skulle eksempelvis møde to gange om ugen til kontrol hos politiets læge og måtte ikke forlade byen i mere end et døgn.
Lovlig prostitution - to syn på sagen
Men man var i den offentlige debat også optaget af, hvad der kunne gøres ved problemerne. Alle ønskede, i store træk, at hjælpe kvinderne ud af deres ulykkelige situation og at bekæmpe udbredelsen af kønssygdomme.
Men der var ikke enighed om midlerne. En del mente ikke, at tilladelse under kontrol var vejen frem, selvom det gav mulighed for en form for tilsyn med kvindernes situation. Man ønskede i stedet et generelt forbud, ikke mindst af moralske grunde.
Fra fruentimmere til oktoberdamer
I 1879 stiftedes Forening imod Lovbeskyttelse for Usædelighed som et samlingspunkt for denne modstand. Foreningens medlemmer havde typisk forskellige kirkelige tilknytninger - en del også til Indre Mission, som oplevede stor vækst i hovedstaden i de år.
Med tiden skulle det blive dette forbuds-synspunkt, der vandt. Selve bordellerne blev forbudt i 1901, og i oktober 1906 trådte nye love i kraft, der forbød offentlig prostitution. De prostituerede kom derefter til at gå under navnet oktoberdamer.
Magdalenehjem kvindernes hjælp
Men i tilknytning til Indre Mission opstod samtidigt initiativer, der skulle hjælpe på det sociale område. Allerede i 1860erne havde Københavns Indre Mission samlet penge ind, betalt adskillige prostitueredes gæld og købt bedre tøj til dem.
Et varigt initiativ var Magdalenehjemmet, der blev indviet i 1877. Det blev oprettet efter udenlandsk forbillede som et hjem og opdragelsesanstalt for yngre, såkaldt faldne kvinder. Her kunne de bo under fredelige forhold, mens de eventuelt dygtiggjorde sig i forskellige praktiske arbejder, der gav dem bedre chancer for at få et ordentligt erhverv bagefter.
Moralske og kristelige aspekter spillede også en stor rolle. Man lagde vægt på samspillet mellem det kristne trosliv og praktiske gerninger, altså hjælpen til kvinderne. Navnet havde man fra Det Nye Testamentes Maria Magdalene, om hvem man til tider har ment, at hun var prostitueret, før hun blev en del af den tidlige kristne menighed.
Midnatsmission mændenes samvittighed
Fra omkring 1880 var missionærer begyndt at virke i den såkaldte Midnatsmission. Det var en slags opsøgende virksomhed, hvor missionærerne henvendte sig til mændene, de potentielle kunder i bordellerne. Man indskærpede, at det var syndigt at gå til prostituerede, og søgte at appellere til deres samvittighed. Blandt andet ved at bede dem tænke på deres mødre eller søstre.
Man havde også små lejligheder eller huse, hvor man kunne føre længere samtaler med mændene, der var på gale veje. Opsøgende virksomhed kan tages ganske bogstaveligt, for missionærerne stillede sig gerne ud på gaderne, hvor bordellerne lå, og henvendte sig til mændene, der gik ind.
Det berettes også, at nogle stillede sig i dørene for at spærre indgangen, eller hive mændene væk i ærmerne. I 1886 blev Midnatsmissionen organiseret som en officiel del af Københavns Indre Mission. Men dette initiativ mødte selvsagt en del modstand i miljøet. Missionærernes fremgangsmåde kunne være provokerende, og slagsmål var ikke ualmindelige: Alfonser, eller sågar kvinderne selv overfaldt af og til Midnatsmissionens folk.
Men det var ikke på grund af modstanden på gaden, at Midnatsmissionens liv kun blev kort. Den var nemlig også nært knyttet til selve debatten om den offentlige prostitution. Da denne form for usædelighed ikke var ulovlig, måtte man i stedet appellere stærkere til samvittigheden, syntes tanken at have været. Midnatsmissionen nedlagde sit arbejde i 1906, da offentlig prostitution igen blev ulovlig.