Derfor fejrer vi valdemarsdag
Dannebrog er verdens ældste nationalflag. Men hvad er historisk sandhed, og hvad er fri fantasi i fortællingen om, hvordan danskerne fik det rød-hvide flag, som fejres på valdemarsdag den 15. juni?
Dannebrog kan nærmest oversættes til danernes fane. Det er utvivlsomt verdens ældste nationalflag, som stadig er i brug. De øvrige nordiske lande plus Ålandsøerne og Færøerne overtog korsdesignet i deres nationalflag. Men hvad er historisk sandhed, og hvad er fri fantasi i fortællingen om, hvordan vi fik Dannebrog i slaget ved Lyndanis den 15. juni 1219?
I 1219 angreb en dansk flåde på omkring 1500 skibe Estland. Angrebet blev ledet af kongen Valdemar Sejr (1202-41). Med sig havde han en række danske gejstlige, først og fremmest ærkebiskop Anders Sunesen.
Angrebet på Estland havde karakter af et korstog. Den tyske ridderorden Johannitterne deltog også samt vendiske korsfarere. Det var ikke første gang, det estiske område var blevet forsøgt kristnet.
Valdemar Sejr, som i forvejen havde ambitioner om at beherske hele Østersøområdet, havde tilsyneladende pavens tilladelse til at gennemføre et korstog mod det estiske område med henblik på at kristne de derboende folkeslag.
Sagnet lyder, at de danske tropper blev overfaldt i deres lejr af esterne, og danskerne var stærkt udfordret af de mange soldater. Ærkebiskoppen Anders Sunesen rakte sine hænder i vejret i bøn til Gud, og kunne på den måde holde esterne i skak - men da udmattelsen satte ind, måtte han sænke hænderne. I samme øjeblik dalede det karakteristiske rød-hvide flag ned fra himlen, og det sikrede, at Valdemar Sejr vandt kampene.
Hvad skete der?
Historien om den danske fane er formentlig stykket sammen af flere historier.
Den samtidige historieskriver, Henrik af Letland beskriver i sin krønike fra omtrent samme tidspunkt som Dannebrogs-beretningen, hvordan korsfarere slog sig ned ved den estiske borg Lyndanis. Borgen blev så revet ned, og en ny blev bygget. Den blev siden kaldt Tallinn af esterne, det vil sige danskerborgen.
Henrik af Letland fortæller nu, at der kom estiske høvdinge til kong Valdemar for at indgå fredsaftale. Men det var en krigslist. Esterne ville vinde tid til at samle en hær. Ja, nogle af de estiske forhandlere lod sig oven i købet døbe af de danske biskopper, der var med i hæren. Men tre dage efter overfaldt en estisk hær de danske korsfarere, der i panik flygtede ud til deres skibe. Mange af de flygtende blev dræbt.
Men den vendiske gruppe af korsfarere, som fulgtes med danskerne, havde holdt sig skjult for esterne og satte nu ind med et modangreb. De flygtende danskere reorganiserede sig, hvorved det lykkedes dem at drive esterne på flugt. Korsfarerne takkede Gud for sejren over hedningene, skriver Henrik af Letland. Men han fortæller ikke om noget flag, der som et Guds tegn faldt ned fra himlen.
Legenden om flaget fra oven
Humanisten Christiern Pedersen, som også oversatte Saxos Danmarkskrønike, skrev i 1520'erne om Dannebrog, at Valdemar Sejr modtog den fra himlen. Han knytter dog begivenheden til et felttog til Estland, som foregik allerede i 1208.
En munk, Peder Olsen, som også skrev i 1520'erne, omtaler et slag i 1208 i Livland, hvor Valdemar Sejr trængt af fjender påkaldte sig Guds hjælp:
"Da opnåede de den nåde, at de straks modtog et flag, som faldt ned fra himlen, tegnet med et hvidt kors på en ulden dug, og de hørte en røst i luften, som sagde, at når det blev løftet højt i luften, skulle de visselig vinde fuldstændig sejr over de slagne fjender, hvad der også skete. Men dette flag plejer i almindelighed at kaldes Dannebrog."("Danske korstog" s. 213).
Måske mente munken Peder Olsen, at det omtalte slag i virkeligheden var det berømte i 1219 ved Lyndanis?
Legenden om Dannebrog kobles først direkte sammen med 1219-slaget hos historikeren og statsmanden Arild Huitfeldt. Han skrev i 1590'erne en bog om de oldenborgske konger og supplerede med en skildring af tiden fra Valdemar den Stores død til 1448. Han fortæller heri om Valdemar Sejrs togt til Estland.
Om selve slaget ved Lyndanis hedder det hos Huitfeldt, at danerne blev slået på flugt og tilmed havde mistet deres fane. Så følger selve højdepunktet:
"Da skal ud af himlen ned være faldet et banner af tvundent værk, rødt i feltet med et hvidt kors i, som de nu fulgte. Siden vandt de sejr." (John H. Lind m.fl.: "Danske korstog" s. 213).
Den historiske kerne er vel, at Dannebrog er en korstogsfane, som er blevet brugt i forbindelse med korstogene i Østersøområderne i begyndelsen af 1200-tallet. Og måske stammer den fra de tyske johanniterriddere.
Historien om Dannebrog markeres hvert år på valdemarsdag den 15. juni.
C. A. Lorentzens maleri underbygger legenden
I 1809 malede C. A. Lorentzen et genremaleri om slaget ved Lyndanis. Frem for noget andet har netop dette maleri været med til at skabe legenden. Maleriet er handlingsmættet. Slaget bølger frem og tilbage. Skyerne åbner sig og lader flaget falde ned over slagmarken.
I billedets venstre side ser man en munk, der hjælper ærkebiskoppen med at holde armene i vejret. Så længe Anders Sunesen beder med armene i vejret har danerne fremgang på slagmarken. Centralt i billedet - men i baggrunden - har vi så Dannebrog, der falder ned fra himlen Til højre i billedet ses Århus-bispen ved kongens side pegende på det nedfaldende Dannebrog som et tegn fra Gud om sejr.
Brugen af Dannebrog
Det ægte Dannebrogsflag, som eftersigende faldt ned fra himlen, blev tabt i et slag i Ditmarsken år 1500. Men Frederik II generobrede flaget i 1559 og ophængte det i Slesvig Domkirke, men allerede da skal det have været næsten ødelagt af fugt og ælde. De sidste rester skal være gået til grunde her omkring 1660.
Fremover var det kun kongen, der måtte bruge flaget, og i 1833 blev der tilmed udstedt et forbud mod at bruge Danneborg privat. Men i forbindelse med Treårskrigen 1848-51 trodsende befolkningen dette forbud og det blev populært at flage med Dannebrog.
Forbuddet blev ophævet. Og i dag bruges flaget af hele befolkningen i en grad, som kun få andre steder i verden - både ved festlige, sørgelige og officielle lejligheder.