De kristne og katakomberne i Rom

Da man ifølge romersk lov ikke måtte begrave de afdøde inden for byens mure, anlagde man nu gravanlæg uden for murene. Her var jordbundsforholdene velegnet. Den bløde, men særdeles holdbare tuf umiddelbart uden for Rom indbød til ikke blot at bruge siderne i dybe dale og slugter, men også at etablere underjordiske gravanlæg med lange gange i flere etager. Her er det apostlenes gravkamre i Santa Tecla-katakomberne. Foto: ANDREAS SOLARO Denmark

De underjordiske gravanlæg uden for Roms mure kaldes katakomberne og hører til en af byens store seværdigheder. Men det er en myte, at kristne søgte tilflugt her under forfølgelser

Indtil omkring år 0 var ligbrænding det almindelige i Rom. Men op igennem det første århundrede efter Kristi fødsel blev det mere og mere almindeligt at jordfæste de døde.

Katakomberne bygges
Da man ifølge romersk lov ikke måtte begrave de afdøde inden for byens mure, anlagde man nu gravanlæg uden for murene. Her var jordbundsforholdene velegnet. Den bløde, men særdeles holdbare tuf umiddelbart uden for Rom indbød til ikke blot at bruge siderne i dybe dale og slugter, men også at etablere underjordiske gravanlæg med lange gange i flere etager.

Selve gravlæggelsen skete i gangenes sider, hvor man udgravede hylder eller aflange rum, kaldet loculi. Disse loculi blev efter gravlæggelsen lukket til med travertin- eller marmorplader, hvor man så på pladen skrev den afdødes navn.

I gangene blev der også indrettet såkaldte cubiculi, det vil sige større kamre, hvor en fornem familie kunne samle sine medlemmer for at mindes den afdøde - for eksempel på dennes fødselsdag. Kamrene blev ofte udsmykket med vægmalerier.

Men langt de fleste gravpladser i katakomberne er enkle og bærer præg af at være fattigmandsgrave. Selve betegnelsen katakomber kommer af det latinske ord for en slugt eller en hul beholder. Betegnelsen skulle efter sigende komme fra den slugt, der var opstået lige uden for bymuren ved hærvejen mod syd, Via Appia, hvor man i århundreder havde udgravet vulkansk materiale. Her indrettede man så nogle af de første underjordiske gravpladser.

Ordet for stedsangivelsen kata-cumba overgik til at blive den almindelige betegnelse for de underjordiske gravanlæg, der opstod i århundrederne efter Kristi fødsel. Der er i dag kendskab til cirka 60 katakomber.

De kristne fik egne katakomber
Hidtil var de kristne blevet gravlagt blandt ikkekristne romere. Apostlen Peter mente man således var blevet gravlagt på en almindelig romersk begravelsesplads lige op ad den væddeløbsbane på Vatikanområdet, hvor han blev henrettet år 64. På dette sted rejste man så siden Peterskirken.

LÆS OGSÅ: Portræt af apostlen Peter

De kristnes antal voksede i Rom, og de kristne menigheder blev organiseret og fik struktur. Dette førte med sig, at man også var i stand til at erhverve sig områder, ja tilmed også egne katakomber.

Kristne katakomber kan kun spores tilbage til slutningen af 2. århundrede. Kilder fra omkring år 200 fortæller, at romerske kristne sluttede sig sammen og oprettede begravelseskasser for at kunne købe pladser og områder i katakomberne og vel at mærke for at kunne sikre, at også de fattige i menighederne kunne få en begravelse.

LÆS OGSÅ: Begravelse i kristendommen

I disse kilder kaldes begravelsespladserne for coimeterier, som betyder sovesteder. Hermed kommer det godt til udtryk, hvad der er den kristne opfattelse af døden, nemlig en foreløbig hvile i forventning om opstandelsen. Også de kristne indrettede nu små kapeller, hvor de pårørende kunne mødes og mindes de afdøde. Her finder vi den første kristne symbolverden og kunst.

LÆS OGSÅ: Kristne forestillinger om himmelen

De kristne katakomber udvides
I begyndelsen af det 3. århundrede synes de kristnes antal i Rom at have nået de 30.000. Man opdelte Rom i syv kirkelige regioner eller områder. En diakon var ansvarlig for fattigforsorgen og dermed også for, at de fattige fik en begravelsesplads.

I tiden mellem de to store forfølgelser af de kristne - forfølgelserne i 257-258 og 303-304 - voksede de kristnes antal mærkbart. De kristne repræsenterede nu alle sociale lag i imperiets hovedstad, og flere i kejserens kreds var døbte. Nye katakomber for de kristne blev anlagt uden for byens mure. I katakomberne anlagde man større kapeller beregnet ikke bare til de afdødes pårørende, men også til egentlig gudstjenestebrug.

I det 4. århundrede, hvor kristendommen var blevet tilladt religion og i praksis den favoriserede religion, begyndte den egentlige fejring af martyrerne, det vil sige de kristne, som var døde for deres tros skyld under de store forfølgelser. Pave Damasus (366-849) gjorde således en ihærdig indsats for at op store martyrgrave. Martyrerne blev ophøjet til helgener, som man så kunne bede til.

En af de mest besøgte af katakomberne i dag er San Sebastiano-katakomberne ved Via Appia. Her blev der i 313 opført et mindested og senere en kirke for den romerske soldat og helgen, Sebastiano.

Denne Sebastiano var af ridderstanden og anfører for kejser Diokletians (285-305) livvagt. Imidlertid iværksatte Diokletian en omfattende forfølgelse af de kristne. Sebastiano hjalp de kristne fanger fri, men blev nu selv anklaget for at være kristen. Til straf blev han dømt til at blive bundet til et træ for at være målskive for bueskytterkorpsets pile.

Myten om katakomberne som skjulesteder for de kristne under forfølgelser må afvises. For intet ville være lettere for myndighederne end at opspore kristne netop her. Nok var gangsystemerne i katakomberne efterhånden blevet nærmest labyrintiske. Men på den anden side ville det være at gå i en fælde at opholde sig her.

LÆS OGSÅ: Besøg Roms kirker

Kristen kunst og katakombernes videre skæbne
I katakomberne finder vi den tidlige kristne symbolik. På travertin- og marmorpladerne, som dækker selve hylden med den afdøde ses Kristus-symbolet fisken. Fisk hedder på græsk ICHTYS, hvor bogstaverne udgør forbogstaverne i Jesus Kristus, Guds Søn, Frelseren. Ankeret er tegnet på troen. Duen med oliegrenen ses som symbolet på håbet. I katakombernes kapeller ses scener fra evangelierne.

LÆS OGSÅ: Fiskens betydning som kristent symbol

Det drejer sig om Lazarus' opvækkelse, Jesus som den gode hyrde og Jesus, der sidder i sin himmel omgivet af apostlene. Endelig finder vi scenen med den sidste nadver i flere af katakomberne, hvilket er et tydeligt tegn på, at man har holdt nadver her. Og sikkert har disse kapeller i katakomberne også været ramme for dåbshandlinger.

I 5. og 6. århundreder blev de kristne katakomber især opsøgt af pilgrimme, der ville bede ved martyrgravene. Ruter gennem gangsystemerne blev anlagt, ligesom der blev bygget egentlige kirkerum, hvoraf enkelte stadig er bevaret til i dag.

Efterhånden blev katakomberne opgivet som begravelsespladser. Roms befolkning gik da også tilbage i den tidlige middelalder fra at være en millionby til blot at være af provinsagtig størrelse. Hertil kom så det afgørende for katakombernes skæbne, at begravelser nu fandt sted på egentlige kirkegårde især i tilknytning til kirker, der blev bygget uden for bymuren.

Men katakombernes betydning som valfartssteder blev bevaret. Gangen blev afsikret med murværk. Der blev anlagt lysåbninger ned til gangene, så den valfartende kunne opleve skiftet mellem dybmørke og lys.

SE OGSÅ: De ældste billeder af apostlene fundet

I dag er der kun adgang til fem af katakomberne, hvoraf de to mest søgte er ved Via Appia, nemlig Sebastiano- og Callisto-katakomberne. Dog er kun udvalgte og sikrede dele af gangsystemerne åbne for turisterne.

En arkæolog restaurerer hvad man mener er det ældste ikon af apostlen Paulus, dateret til det 4. århundrede, i Sankt Thekla-katakomben i Rom. 19. juni 2009. Foto: - Denmark
I mange katakomber findes billeder af den sidste nadver, hvilket tyder på, at man har holdt nadver her. Og sikkert har disse kapeller i katakomberne også været ramme for dåbshandlinger. Dette vægmaleri fra det 3. århundrede er fra Priscilla-katakomben i Rom.
I katakomberne finder vi den tidlige kristne symbolik. Et hyppigt anvendt motiv er fisken. Fisk hedder på græsk ICHTYS, hvor bogstaverne udgør forbogstaverne i "Jesus Kristus, Guds Søn, Frelseren". Brødet og fisken tilsammen er et nadver-symbol. Dette er fra Calixtus-katakomben i Rom.
Den italienske professor Fabrizio Bisconti viser et maleri i Sankt Thekla-katakomben i Rom. Arkæologer og konservatorer har med en ny laser-teknologi fundet, hvad de mener er de ældste malerier af Jesu disciples ansigter. Juni 2010. Foto: TONY GENTILE Denmark