De ti vigtigste ting at vide om skærtorsdag

Skærtorsdag er dagen før Jesu korsfæstelse. Det er denne aften, han bliver forrådt og arresteret. Men det er også skærtorsdag, Jesus spiser en sidste gang sammen med sine disciple og i den forbindelse indstifter nadveren

Når kirkerne skærtorsdag aften hvert år åbner dørene til gudstjeneste, er der overalt en helt særlig koncentration omkring nadverfejringen. Men de bibelske tekster til skærtorsdag fortæller også om fornægtelse og forræderi og om Jesus angst forud for hans lidelse og død langfredag. Her er ti vigtige ting at vide om dagen:

1. Hvornår er det skærtorsdag?

Skærtorsdag er torsdagen i den stille uge mellem palmesøndag, hvor Jesus på æselryg rider ind i Jerusalem, og søndagen efter påskedag hvor han genopstår. Skærtorsdag er dagen før langfredag, hvor Jesus bliver korsfæstet.

2. Den sidste og første nadver

Ifølge evangelierne finder der mange skelsættende begivenheder sted skærtorsdag. Mest centralt står indstiftelsen af nadveren, som er det vigtigste kristne sakramente (hellig handling) ved siden af dåben. Nadver er slet og ret et gammelt dansk ord for aftensmåltid, som nu kun bruges i kirkelig sammenhæng.

De tre første evangelier (Markus-, Matthæus- og Lukasevangeliet) fortæller, at Jesus aftenen før sin død spiser en sidste gang sammen med sine disciple. Under måltidet deler Jesus brød og vin med ordene om, at brødet er hans legeme og vinen hans blod og dermed den nye pagt mellem Gud og mennesker:

Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig! Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer. (Lukasevangeliet kapitel 22, vers 19-20).

Skærtorsdagsmåltidet er altså både den sidste nadver (det sidste måltid), Jesus indtager med sine disciple, og den første nadver (forstået som sakramente) i kristendommens historie.

3. Jesus som påskelammet

Nadveren finder sted i forbindelse med jødernes påske, hvor man slagter et påskelam for at mindes, at det var blod fra netop det dyr, der engang reddede det jødiske folk ud af slaveriet i Egypten.

Jesu ord ved nadveren skaber således en direkte forbindelse mellem ham selv og det lam, der engang blev ofret for at redde mennesker. Nu er det Jesus, der ofrer sig selv for menneskers skyld.

Forestillingen om Jesus som lammet kendes allerede fra Johannes Døber, der omtaler ham som Guds lam, som bærer verdens synd (Johannesevangeliet kapitel 1, vers 29).

4. Fodvaskningen

Mens de tre første evangelier fortæller om indstiftelsen af nadveren, beretter Johannesevangeliet om en anden betydningsfuld begivenhed ved Jesu sidste måltid med disciplene, nemlig fodvaskningen.

Ifølge Johannesevangeliet kapitel 13, vers 1-17 rejser Jesus sig fra bordet og vasker disciplenes fødder. Han er deres herre, og alligevel vasker han deres fødder som en tjener. Jesus forklarer disciplene, at de skal opfatte hans handling som et forbillede og fremover tjene hinanden. I den katolske kirke er fodvaskningen den dag i dag en del af liturgien ved skærtorsdagsmessen, hvilket betyder, at præsten efter prædikenen vasker fødderne på nogle af kirkegængerne.

5. Jesus i Gethsemane have

Jesus bliver forrådt og arresteret i Gethsemane have. Evangelierne fortæller, at han efter sit sidste måltid tager disciplene med til Gethsemane have for at bede.

I haven kæmper Jesus med sin egen forfærdelse og angst for det, der skal ske, og han beder indtrængende Gud om, at tage dette bæger fra ham. Ikke desto mindre lægger han sit liv i Guds hånd med ordene: "Dog ske ikke min vilje, men din" (Lukasevangeliet kapitel 22, vers 42).

Med sig ind i haven har han taget Peter og brødrene Jakob og Johannes, der alle har givet udtryk for, at de vil stå last og brast med Jesus. Da Jesus forlader de tre for at gå hen for at bede til Gud, beder ham dem våge for ham: Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg! (Markusevangeliet kapitel 14, vers 34). Men hele tre gange vender han tilbage til dem og opdager fuld af fortvivlelse, at de er faldet i søvn, og at han i sin sværeste time er overladt til sig selv.

6. Judas forræderi

Under Jesu sidste måltid med disciplene forudsiger Jesus, at en af de tolv vil forråde ham. Judas udbryder Det er vel ikke mig?, og Jesus svarer Du sagde det selv (Matthæusevangeliet kapitel 26, vers 25).

Da Jesus og disciplene senere på aftenen går ud til Gethsemane have, kommer Judas derud med vagterne fra templet. Mens Jesus sidder og beder, identificerer Judas ham over for vagterne ved at kysse ham, og Jesus bliver arresteret.

Judas bruger altså kysset tegnet på kærlighed til at forråde sin ven og herre. Af Judas handling i Gethsemane have kommer det senere udtryk judaskys, der dækker over en forræderisk handling.

Årsagen til Judas forræderi er ikke entydig i Det Nye Testamente, men Matthæusevangeliet fortæller, at han modtog 30 sølvmønter for sin ugerning. Lukasevangeliet og Johannesevangeliet opfatter Judas handling som en del af en kosmisk kamp mellem det gode og det onde og siger, at Satan selv havde besat Judas og brugte ham i sin kamp mod Gud (Johannesevangeliet kapitel 13, vers 27).

Matthæusevangeliet kapitel 27, vers 3-10 fortæller, at Judas senere fortryder sin handling og giver de 30 sølvmønter tilbage. Derefter hænger han sig. De 30 sølvmønter bliver senere brugt til at købe en mark, som skal være gravplads for fremmede. Marken får navnet Blodager, fordi den blev købt for blodpenge.

7. Peters fornægtelse

I forbindelse med sit sidste måltid forudsiger Jesus også, at Peter vil fornægte ham hele tre gange i løbet af natten: Før hanen galer, vil du fornægte mig tre gange, siger han (Matthæusevangeliet kapitel 26, vers 34). Peter protesterer og siger, at han er klar til at gå i døden for Jesus.

Ikke desto mindre sker der det, at Peter hele tre gange mens han holder sig på behørig afstand at retssagen mod Jesus bliver spurgt, om han kender ham. Og alle tre gange nægter Peter at kende noget som helst til Jesus.

Da Peter har fornægtet Jesus den tredje gang, galer en hane, og Peter kommer i tanker om Jesu forudsigelse. Han går væk og græder over, at han har fornægtet Jesus netop denne nat, hvor Jesus havde allermest brug for ham.

Beretningen om fornægtelsen er det ultimative eksempel på den dobbelthed, der er knyttet til disciplen Peter: På den ene side fremstiller evangelierne ham som den mest fremtrædende og mest hengivende discipel, der før alle andre bekender sig til Jesus som Kristus (Markusevangeliet kapitel 8, vers 29). På den anden side er han også den, der gentagne gange viser, at han har misforstået Jesu budskab (Markusevangeliet kapitel 8, vers 31-33), lige som han falder i søvn i Gethsemane have og altså også fornægter Jesus, da det virkelig gælder.

Netop fremstillingen af Peter som et fejlbarligt menneske, der sine gode intentioner til trods har en tendens til at træde ved siden af og derfor har et vedvarende behov for tilgivelse, har gjort ham til en karakter, som kristne til alle tider har kunnet identificere sig med.

8. Den hvide festfarve

Til alle helligdage i kirkeåret er der knyttet en farve den såkaldt liturgiske farve. Skærtorsdags liturgiske farve er hvid, kirkens festfarve. Det kan virke paradoksalt, at skærtorsdag er en festdag. Men det er den ikke desto mindre, fordi man netop den dag i den kristne kirke fejrer indstiftelsen af nadveren.

9. Hvad betyder skærtorsdag?

Det gamle danske ord skær betyder ren, og navnet skærtorsdag har formentlig forbindelse til beretningen om, da Jesus vaskede disciplenes fødder.

I Danmark er hele skærtorsdag en helligdag. I andre lande, for eksempel Sverige og Tyskland, er det kun skærtorsdags aften, der er noget særligt. Det hænger sammen med, at det i hele den kristne verden også i Danmark er om aftenen, man fejrer nadverens indstiftelse.

Ved gudstjenesten skærtorsdag lægges der stor vægt på nadver- og måltidsfællesskabet. Det betyder, at der over hele landet er mange deltagere ved gudstjenestens altergang, og at man i nogle kirker netop denne aften mødes og spiser aftensmad sammen.

10. Nadveren under den ugentlige gudstjeneste

Nadverfejringen er ikke kun henvist til skærtorsdags aften. Som et af kirkens sakramenter spiller den en afgørende rolle ved hver eneste gudstjeneste året rundt. Nadveren har i dag sin plads i gudstjenestens sidste del efter prædikenen og indledes med indstiftelsesordene:

"Vor Herre Jesus Kristus i den nat, da han blev forrådt, tog brødet, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: Tag dette og spis det; det er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til min ihukommelse! Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet, takkede, gav dem den og sagde: Drik alle heraf, thi denne kalk er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, så ofte som I drikker den, til min ihukommelse!"

Der er mange opfattelser af, hvordan nadveren helt konkret skal opfattes, ikke mindst i spørgsmålet om, hvorvidt Kristus er fysisk tilstede i brød og vin, eller om der er tale om en mere symbolsk tilstedeværelse. For eksempel lægger nogle reformerte kirker så meget vægt på ordet ihukommelse, at nadveren for dem bliver et rent mindemåltid.

De divergerende opfattelser af, hvad der sker under nadveren, gør det ofte vanskeligt for kristne fra forskellige kirker at holde gudstjeneste sammen. De fleste kristne kan dog enes om den opfattelse, at ethvert menneske i nadveren får del i Guds tilgivelse og fællesskabet med Kristus på lige fod med disciplene skærtorsdag aften.