Eksilet, der forandrede jødedommen for altid

Det jødiske eksil varede fra 537 til 539 f. Kr. I eksilet nedskrev og redigerede præsterne store dele af Det Gamle Testamente og den jødiske religion gennemgik en ændring, idet Moseloven nu kom i centrum. Her er det Eduard Bendemanns (1811-1889) "Jødernes eksil".

Et af de centrale epoker, som har haft betydning for Israels selvforståelse, er Israels eksil i Babylon. Det bevirkede, at jødedommen bevægede sig væk fra at være en offerkult til at fokusere på de religiøse leveregler i stedet, såsom overholdelse af sabbat og renhedsforskrifter

Det jødiske eksil startede med Kong Nebukadnesars angreb på Jerusalem i 587 f.Kr., mens Sidkija var konge over Juda. Angrebet er ikke kun nævnt i Det Gamle Testamente, men er også kendt fra babylonske krøniker.

I Jeremias' Bog kapitel 52 bliver begivenheden beskrevet. Jerusalem bliver omringet af den babylonske hær, og efter to års belejring var der ikke mere mad tilbage i byen. Jerusalems bymure bliver revet ned, templet bliver brændt til ruin, og israelitter bliver bortført fra deres land til Babylon.

LÆS OGSÅ: 10 eksempler på kulturmøder i Bibelen

Jeremias, Israels whistleblower
En af de profeter, der nævnes i forbindelse med eksiltiden, er Jeremias. Jeremias' Bog i Det Gamle Testamente omhandler tiden lige inden eksilet, hvor Gud sender Jeremias til Israel for at tale til israelitterne på hans vegne og for at sige, at de skal omvende sig fra deres gudløse levemåde og følge Gud, hvis de vil undgå den kommende dom.

Jeremias' Bog beskriver, hvordan alle Israels profeter beroligede kongen om fred og fordragelighed, mens Jeremias som den eneste advarede mod det kommende babylonske angreb og anklagede kongen for at dyrke afguder.

Beretningen fortæller, at Jeremias blev kastet i en cisterne, som i Israels ungdom ofte blev brugt som erstatning for fænglet. Han fik at vide, at han måtte blive der, til han ville sige, hvad kongen ville høre. Få uger efter bankede Babylons kong Nebukadnesar på byporten i Jerusalem med sin vældige hær og bød Israel om at overgive sig.

Historien endte grumt. Kong Sidkija blev taget til fange, og det sidste, han så, inden de skar hans øjne ud, var halshugningen af hele den kongelige arvefølge, nemlig kongens egne sønner.

Israels værste fjende
Kong Nebukadnesar, der regerede Babylon i det 6. århundrede f.Kr., indtog Jerusalem i 587 f.Kr. Han belejrede byen og brændte templet ned. En handling som ikke kun betød et stort nederlag for Israel som et folk, men også betød politisk underlæggelse under Babylon.

Israel havde mistet deres fælles religiøse identitet med templets ødelæggelse, fordi templet var det eneste sted, man måtte tilbede og ofre til Gud. Israels uddannede og kongelige elite bestående af hoffet, adelsmænd og kongefamilien blev ført til Babylon for at berige Kong Nebukadnesars hof og for at undgå, at Israel ville etablere sig som stat igen.

Angrebet bliver beskrevet i Jeremias' Bog som Guds straf over det ulydige Israel. Nederlaget blev tolket som et udtryk for, at Gud blev vred på Israels manglende lydighed og lovløshed. Som straf blev de bortført fra deres eget land og skulle leve i landflygtighed, indtil de lærte lektien. Forfatteren går endda så vidt til at kalde Nebukadnesar for Guds tjener, fordi Israels nederlag var Guds dom.

LÆS OGSÅ: Hvad er Babylon?

Jerusalems ødelæggelse
Jerusalems ødelæggelse havde betydning for jødedommens senere udvikling, fordi man mistede templet. Jødedommen blev truet som en offerkult, fordi man ikke længere havde et konkret sted at ofre til Gud og få tilgivelse for sine synder.

Desuden var israelitterne blevet bortført fra deres land, og som fremmede i de nye omgivelser i Babylon havde de et behov for at bevare deres identitet som et folk. Derfor var det de leveregler, som var uafhængige af templet, som nu fik en særlig plads i jødedommen og blev identitetsskabende for Israel som et folk.

LÆS OGSÅ: Jerusalem byen hvor religioner mødes

I stedet for syndsforladelse gennem dyreofringer begyndte eksilmenigheden at stræbe efter at overholde renhedsforskrifterne og sabbatten. De genoptog den gamle tradition med at omskære drengebørn, som understregede det fysiske udtryk for at tilhøre Guds folk.

Desuden fik De Ti Bud også en særlig plads, fordi man fremhævede de gammeltestamentlige skriftsteder, som adskilte israelitterne fra de fremmede kulturer. Udviklingen kommer til udtryk i Det Gamle Testamente i eksempelvis Esajas' Bog 1,11 og 17:

Hvad skal jeg med jeres mange slagtofre? siger Herren. Hold op med at handle ondt, lær at handle godt! Stræb efter ret, hjælp den undertrykte. og Hoseas' Bog 6,6 Troskab ønsker jeg, ikke slagtofre, kundskab om Gud, ikke brændofre. Det var en udvikling væk fra de gammelkendte offerregler og mod den senere jødedom, som også træder frem i Det Nye Testamente på Jesu tid.

Kilder:

Bibelen, Den Autoriserede Danske Kanon, 1992

Gads Bibelleksikon

Peter R. Ackroyd, Exile and Restoration: A Study of Hebrew Thought of the Sixth Century B.C. (Old Testament Library), 1968

Rainer Albertz, Israel In Exile: The History and Literature of the Sixth Century