Klassiker

Engle er Guds ledsagere

Bibelen fortæller om mange engle. De første optræder i Første Mosebog. Det er keruberne med flammesværd, som sættes til at vogte indgangen til Paradis, efter Gud har drevet Adam og Eva ud (1. Mos. 3, 24). Foto: Mette Frandsen

18. december 2007, kl. 0:00

Af Nana Hauge

Hvad står der i Bibelen om Engle? Der er engle, der lyser, og engle, der slås. Læs mere om keruberne, seraferne, dødsenglen og ærkeenglen Gabriel her

Engle er på færde allerede i en af Bibelens første beretninger, nemlig i beretningen om uddrivelsen af Paradis. Her beskrives det, hvordan keruberne med flammesværd sættes til at vogte indgangen til Paradis, efter Gud har drevet Adam og Eva ud (1. Mos. 3, 24).

Keruber og serafer omkring Guds trone

Keruber har vinger og fire ansigter (Ez. 10), andre steder to. Keruberne kan bære Gud (Sl. 18). Andre steder udgør de hans trone (Sl. 80). Som udsmykning figurerer de på pagtens ark og senere udgør en del af dekorationen i templet i Jerusalem.

En anden kategori af engle er seraferne, de seksvingede væsener, som omgiver Guds trone og deltager i helligsangen i Esajas' Bog kapitel 6. Serafer er blandingsvæsner, der ligesom keruberne ligner både mennesker og dyr. Ifølge Esajas' Bog og pseudoepigraferne er de en del af den lovprisende himmelske hær.

De vinger, som eftertidens englebilleder oftest er udstyret med, stammer netop fra keruberne og seraferne. De engle der især fungerer som budbringere og dukker op i Bibelen senere hen, har ingen særlige kendetegn. Da Gud kommer på besøg hos Abraham i Mamre for at bebude Isaks fødsel, er Gud med de ledsagende engle slet og ret beskrevet som tre mænd (1. Mos. 18, 1-4).

Engle der griber ind

Udover at optræde som Guds ledsagere, kan Herrens englegribe ind, for eksempel da Abraham skal til at ofre Isak (1. Mos. 22) eller i kamp på Israels side (2. Kong. 19, 35)

Engle viser sig også for patriarken Jakob. En nat, han er på flugt fra sin bror Esau, drømmer han, at han ser Guds engle stige op og ned af en stige, hvis top når til himlen. Englene fungerer som ledsagere af Gud og den forjættelse, han nu giver Jakob (1. Mos. 28, 13-15).

Herrens engel viser sig også for Moses, da Gud åbenbarer sig for ham i den brændende tornebusk (2. Mos. 3, 1ff), og det er en Guds engel, der går foran Israel gennem Det Røde Hav (2. Mos. 14, 19).

Ærkeenglen i al sin glans

I Daniels Bog, som er en af Det Gamle Testamentes yngste bøger, møder vi for første gang ærkeenglen Gabriel, hvis ansigt strålede som lynet (Dan. 9, 15og Dan. 10, 6).

Beskrivelsen af Gabriels lynende ansigt danner baggrund for Det Ny Testamentes opstandelsesengle, hvis udseende er som lynild (Matt. 28).

I Det Nye Testamente møder vi Gabriel igen: Det er ham, der kommer med budskabet til Maria, om at hun skal føde Jesus. Men inden besøget hos Maria besøger han også den gamle præst Zakarias og forudsiger Johannes Døberens fødsel, og da Jesus først er født, ser hyrderne ude på marken en "Herrens engel", som ifølge traditionen også er Gabriel (Luk. 1-2).

Ifølge Matthæusevangeliet viser også en Herrens engel sig for Josef og råder ham til ikke at lade sig skille fra Maria, der er blevet gravid uden hans medvirken. Det er også englen, der advarer Maria og Josef mod kong Herodes og sender dem i sikkerhed i Egypten og henter dem tilbage igen, da faren er overstået (Matt. 1-2).

Englen ved graven

Ifølge Markusevangeliet, der er det ældste evangelieskrift, siges det ikke eksplicit, at englen, der optræder ved den tomme grav, virkelig er en engel. Her er blot tale om en mand i lysende klæder (Mark. 16).

Hos Lukas er den ene blevet til to mænd (Luk. 22, 39-46),men hos Matthæus ser kvinderne Herrens engel vælte stenen fra graven. Englen sidder på stenen og hans udseende er som lynild (Matt. 28).

I Johannesevangeliet sidder der to engle på graven, men Maria Magdalene, som ifølge Johannes, er det første opstandelsesvidne, ænser knapt nok, at de er engle.

Selvom det således er tvetydigt, hvad englenes rolle har været i forbindelse med opstandelsen, spiller englen ved den tomme grav en stor rolle i billedkunstens såvel som de danske salmers beskrivelse af påskemorgen.

Engle i kamp mod det onde

I Det Nye Testamentes sidste skrift Johannes' Åbenbaring vrimler det med engle. Her smelter Ezekiels keruber og Esajas' serafer sammen til fire såkaldte livsvæsner. Her findes de basunspillende engle, som i øvrigt også ledsager Jesus, når han kommer igen på dommens dag (Matt. 16, 27 og 1. Thess. 4, 16).

I Johannes Åbenbaring optræder også dødsenglen og ærkeenglen Michael, der kæmper mod den faldne engel Satan og vinder over ham (Åb. 12, 7).

Forestillingen om Satan som den faldne engel findes især i det essæiske skrift Krigsrullen. Krigsrullen er en del af dødehavskrifterne og kan dateres til det 1. århundrede efter Kristus. Her optræder Satan undertiden under navnet Belial eller Beliar. Han er Guds modpol og har andre engle under sig.

Tre berømte engle

Ærkeenglen Gabriel

Ærkeenglen Gabriel optræder både i den jødiske, den kristne og den muslimske religion. Den sumeriske betydning af ordet Gabri er hersker, og normalt tolkes betydningen som Guds mand. Gabriel regnes for at være Helligåndens engelog optræder i Det Gamle Testamente blandt andet i Daniels Bog, hvor han tolker visioner for Daniel. I den kristne kirke er han mest kendt som bebudelsesenglen, der forudsiger både Johannes Døberens og Jesu fødsel, og i islam er han kendt som sandhedens engel, der dikterer Koranen for Muhammed i Hirahulen. I vestlig tradition afbildes han ofte som bebudelses-englen, og ifølge legenden får Jeanne D’arc også sin åbenbaring fra Gabriel. I New Age-traditionen anses han for at være feminin eller androgyn.

Ærkeenglen Mikael

Ærkeenglen Mikael er Israels og Himmelens beskytter og hærfører for Guds himmelske krigere, som slås mod Satan og hans faldne engle. Den hebraiske betydning af ordet er ”hvem er Gud” eller ”hvem er som Gud”. I både Johannes Åbenbaring og en af dødehavsrullerne kaldes han hærfører for de gode engles kamp mod de onde. I Daniels Bog optræder han som Israels hærfører mod kongen af Persien, og han fik i jødisk tradition rollen som Israels skytsengel. Han er skytsengel for både søfolk, politifolk, det jødiske og det tyske folk. I islamisk tradition er han den engel, der står bag Gud og holder øje med livets træ: hver gang et blad falder, dør én på jorden.

Satan

Satan anses oftest for at være en falden engel og endda en falden ærkeengel. Fordi han ønskede at få magt selv, blev han forvist fra Guds himmel og forsøger at lede mennesket bort fra Guds ønske. I Andet Korintherbrev beskrives det, at han giver sig ud for at være lysets engel, hvorfor han opfattes som en falden engel. Han er mest kendt som Evas forfører i slangeskikkelse. I Jobs bog optræder Satan som fristeren, der på Guds bud forsøger at lede Job bort fra Guds vej. I islam er Iblîs, der nægter at bøje sig for Adam, ikke en engel, men en ånd, skabt af ild og ikke lys. At nogle engle satte sig op mod Gud beskrives i forskellige skrifter, blandt andet pseudepigraferne. Historierne om englenes fald er forskelligartede. I Jubilæerbogen beskrives det, hvordan englene blev sat til at vogte Jorden, men i stedet forlystede sig med menneskedøtrene.