Få overblik over den svenske debat om stat og kirke
Den svenske kirke blev adskilt fra staten i 2000. Men op til gik et langt og vanskeligt forløb, hvor en gennemgribende reformation af kirkens organisation kom til at spille en rolle
I år 2000 lykkedes det for den socialdemokratisk ledede regering i Sverige at skabe politisk flertal for at stille stat og kirke. Men inden da havde skiftende regeringer siden 1958 forsøgt det samme og allerede tilbage i 1700-tallet kørte debatten.
Forberedelser
Den svenske debat om adskillelsen mellem stat og kirke er altså langvarig og broget. Den tager sit udspring i 17- og 1800-tallets kirkelige vækkelsesbevægelser og politiske orientering i retning af oplysningstanken og det liberale demokrati. De kirkelige vækkelsesbevægelser tog afstand fra oplysningstankens rationalitetsdyrkelse og fokuserede på troen som en modsætning.
De to modsatrettede spor fik i 1850 en række kirkelige kræfter til at stille forslag i det svenske parlament om adskillelse af stat og kirke. Dette forslag faldt dog, men i starten af 1900-tallet rejstes problematikken igen. Endnu engang afvistes forslaget og de to verdenskrige satte en stopper for yderligere bestræbelser.
I 1958 nedsatte den svenske regering en tiårig arbejdsgruppe, der skulle tage stilling til hvad en ændring af forholdet mellem stat og kirke ville indebære. Arbejdet afsluttedes imidlertid uden én konklusion. Der opstilledes i stedet fire muligheder og regeringen nedsatte derpå et udvalg med medlemmer fra samtlige parlamentarisk repræsenterede partier for at fremkomme med en samlet løsning.
Politisk fastlåst
Løsningsforslaget kunne ikke vedtages i parlamentet, men kom til at danne udgangspunkt for debatten om stat og kirke i eftertiden. Hovedpunktet var, at der skulle skelnes klart imellem statsinstitutioner og trossamfund, fordi det ellers opfattedes som meningsløst at tale om religionsfrihed. Måden, man skulle opnå denne skelnen på, var at give den svenske kirke selvbestemmelse i trossager og vedrørende intern organisation.
Hele vejen op igennem 70erne og det meste af 80erne forsøgte skiftende socialdemokratiske regeringer at opnå et politisk flertal for adskillelsen af stat og kirke. Det lykkedes ikke.
Imidlertid arbejdede man sideløbende på at omorganisere kirken fra at være styret af et kirkemøde med repræsentanter fra menighederne til i stedet at styres i dagligdagen af en centralledelse. I trosspørgsmål fik kirkemødet til gengæld øverste rang.
Kirke og stat adskilles
Det skulle vise sig at den organisatoriske reform banede vejen for en adskillelse af stat og kirke. Den nye centralledelse i den svenske kirke fremsatte i 1992 en betænkning, der opnåede bred politisk tilslutning i den offentlige debat. Det satte tilsyneladende skub i forhandlingerne, at kirken var blevet i stand til at melde samlet ud. Hovedpunkterne var:
1. At den svenske kirke med underordnede forsamlinger skulle udgøre et selvstændigt retssubjekt. Altså at kirken kan indklages for domstole uafhængigt af den svenske stat på samme måde som andre trossamfund.
2. At kirken fortsat skulle beholde biskopper og stadig være en folkekirke. Det vil sige en kirke, der stadig tog sit udgangspunkt i de menige medlemmers engagement i modsætning til en central- og topstyret kirke med en ansat ledelse.
3. At kirkens økonomi skulle bygge på en kirkeafgift som opkrævedes inden for rammerne af det almindelige skattesystem.
4. At kirken skulle beholde den ejendom, den allerede disponerede over.
5. At kirken registreredes som trossamfund på samme linje som andre trossamfund og dermed også kunne opnå statstilskud.
Der opnåedes i 1994 parlamentarisk flertal for en politisk aftale, der i det store hele fulgte denne betænkning. Fra 1997 gennemførtes grundlovsændringer, der i 2000 resulterede i en adskillelse af stat og kirke.
Krise i kirken
Endskønt den svenske kirke siden 70erne næsten hvert eneste år har haft flere udmeldelser end indmeldelser, er denne tendens eksploderet efter adskillelsen af stat og kirke. Hvor 82,9% af den svenske befolkning var medlemmer af den svenske kirke i 2000 er tallet i 2007 dalet til 74,3%.
Tidligere statsminister Göran Persson der var finansminister i den regering, der gennemførte adskillelsen har i lyset af disse udmeldelser udtrykt sin beklagelse over adskillelsen i sine erindringer:
- Jeg beklager udviklingen. Svenska Kyrkan var en af de få nationale symboler i vores land, som tilbød et nærvær og et indhold i hverdagen. En samlende kraft ikke mindst i en globaliseret verden, skriver Göran Persson.