Hvad er kinesisk teologi?

Kinesisk teologi skabtes i kritisk dialog med vestligt tankegods, og den må i dag finde sin rolle i forhold til det kommunistiske styres ateisme

Kinesisk teologi er ikke en ensartet størrelse, men en mangefacetteret og levende teologi.

Den kinesiske kristendom har gennem tiden udviklet sin helt egen form. Den låner både fra vestlig tradition og traditionel kinesisk filosofi, og med udgangspunkt i Jesu eksempel fokuserer den på menneskets identifikation med Gud i et idealsamfund, der skal realiseres her på jorden.

De senere år har kristendommen oplevet en voldsom ekspansion. Og selvom den er særegent kinesisk, så er der ingen tvivl om, at den med Kinas økonomiske og kulturelle påvirkning af Vesten kommer til at præge den vestlige teologi fremover.

Kinesisk kultur og vestlig religion
Kristendommen kom til Kina af flere omgange fra 600-tallet og frem. De første kristne var assyriske nestorianere, og denne retning var næsten enerådende indtil 1300-tallet hvor den katolske kirke begyndte et mere målrettet missionsarbejde i Kina.

Fra midten af 1500-tallet nød jesuitterne i mange år stor indflydelse ved det kinesiske kejserhof. Dermed hjalp de til indførelsen af den moderne vestlig videnskab og dens frembringelser, og sikrede diplomatiske og handelsforbindelser. I begyndelsen af 1700-tallet fordømte pave Clement XI imidlertid den udstrakte læsning af Konfutse, dyrkelse af afdøde forfædre og ofringen til kejseren som afgudsdyrkelse.

Disse var elementer af den traditionelle kinesiske levevis, som det var umuligt for det kinesiske folk at give afkald på, selv om de betragtede sig som kristne. Den kinesiske kejser satte hårdt mod hårdt og forbød med henvisning til pavestolens snæversyn alle kristne missionærer at opholde sig i Kina. Dette betød en nedfrysning af kinesernes forhold til den kristne verden helt indtil begyndelsen af 1800-tallet.

Ved indførelsen af kristendommen i Kina har netop forholdet mellem traditionel kinesisk levevis og den vestlige kultur været anledning til mange stridigheder. Kina opfattede også dengang sig selv som en stormagt, som Riget i Midten, det vil sige verdens centrum. Og de ville gøre hvad de kunne for at undgå at blive koloniseret af europæerne. Derfor isolerede landet sig i nogen grad.

Kristendommen blev anset for en del af det vestlige koloniseringsprojekt og dermed betragtet med skepsis af de kinesiske magthavere, som derfor ikke ville tillade nogen af delene inden for deres grænser. Jesuitternes succes skyldtes til dels at de havde givet afkald på deres vestlige kultur og forsøgt at oversætte kristendommen til kinesisk.

Kristendommen får adgang
Det kinesiske kejserdømme måtte efterhånden efter nederlag i en række krige bøje sig for det store internationale pres og åbne sine grænser. Hermed fik også den kristne mission adgang og den protestantiske teologi gjorde sit indtog.

Selvom de europæiske kristne nu havde magthavernes tilladelse til at opholde sig i landet og kristendommen vandt flere og flere tilhængere, så betød det ikke at den nationalistiske modstand var forsvundet, tværtimod.

Det førte i 1899-1901 til den såkaldte Bokseropstand, hvor religiøse paramilitære grupper ville fjerne enhver udlænding og al udenlandsk kultur fra Kinas jord. Med store dele af kejserhoffets velsignelse myrdede Bokserne løs af udlændinge både missionærer og diplomater og såkaldte kinesiske forrædere, det vil sige folk der arbejdede for de udenlandske magter eller bare var gået over til kristendommen.

Alle de berørte nationer formede en alliance og udsendte et ekspeditionskorps, der meget hurtigt fik nedkæmpet bokserne. Og efterfølgende pressede kejseren til en ydmygende og dyr fred.

Den første kinesiske teologi
Selvom det kinesiske folk tabte krigen, gjorde den det samtidig klart for europæerne, at decideret kolonisering af Kina var en umulighed. Oven i købet havde magtkampen destabiliseret kejserdømmet og banet vejen for dannelsen af den Kinesiske Republik fra 1911 og kommunisternes magtovertagelse i 1949 hvorefter det internationale samfund til dels trak sig væk, dels blev presset ud af landet.

Tiden imellem 1911 og 1947 var præget af de politiske omvæltninger og den sociale ustabilitet, der uundgåeligt fulgte med det feudale kejserdømmes fald. Kinas intellektuelle måtte søge efter nye veje at gå i forsøget på at reetablere kulturen og modvirke de økonomiske og sociale konsekvenser af omvæltningen.

Resultatet blev et udstrakt krav om modernisering af et gradvist mere optimistisk Kina, der på den ene side bød på uanede muligheder, men på den anden side lige så mange svære udfordringer.

Også indenfor den kinesiske teologi blev det 20. århundredes første halvdel en blomstringstid, og fremstår stadig i dagens kommunistisk ateistiske samfund som en guldalder. For første gang stod de kinesiske teologer for alvor på egne ben, og skulle nu på én gang tage stilling til alle de problemer moderniteten rejste: religionens relevans i samtiden, forholdet til videnskaben, værdikrisen, osv.

Blandt mange teologer var der en stærk følelse af, at kristendommen var svaret på alle Kinas problemer. Det førte til dannelsen af en kreds bag tidsskriftet Livet, der lagde alle kræfter i at udbrede evangeliet til kineserne, og sideløbende hermed ved hjælp af den moderne kritiske videnskab rense den for al overtro, alle uklarheder og al vestlig kulturel tilsætning.

Sidstnævnte blev de tilskyndet kraftigt til af den såkaldte Anti-kristne Bevægelse, der var en del af den populistiske, nationalistiske 4. Maj-bevægelse. Det var deres mål at bekæmpe al religion, som de så som overtro og derfor skadeligt for det kinesiske folks åndelige sundhed. Skulle evangeliet udbredes i det moderne Kina måtte man altså præsentere det nyfortolket og i renset form uden at skele til kirkens dogmer og øvrige tradition, man måtte lade det tale til samtiden.

En autentisk kinesisk teologi
Udgangspunktet blev med en blanding af liberalteologi og konfutsiansk humanisme et stort fokus på Jesu Kristi personlighed, og kristendommens indhold blev udlagt som et liv i efterfølgelse af denne. Kristi guddommelighed bestod i hans suveræne bevidsthed om sin enhed med Gud, og hans frelsesgerning blev at føre mennesket til den samme enhed med dets skaber.

Hans liv og især død er udtryk for den suveræne næstekærlighed. Hermed åbenbarer han Guds væsen, tao et lån fra konfutsianismen som er den rene kærligheds princip, der både skaber mennesket og sætter det frit i verden med syndefaldet som konsekvens.

Ved iagttagelse af Kristi suveræne personlighed kunne mennesket genopdage den guddommelige gnist i deres egen personlighed og derved blive bragt sammen med Gud igen, som hans sande, lydige barn. Denne nyskabelse af det enkelte var det nødvendige første skridt på vejen til en ændring af de sociale misforhold i samfundet.

Social kristendom
I en tid med politiske omvæltninger og ustabilitet kom det sociale spørgsmål i høj grad til at optage teologerne. Kommunisterne kom til magten i det store naboland Rusland i 1917 og tankerne begyndte også at gøre sig gældende i store dele af det forarmede Kina. Det stillede de kristne overfor for valget om at nærme sig kommunisterne med hvem de delte det sociale engagement, men som var bekendende ateister.

I første omgang førte det til en teologisk linje, der nok baserede sig på Jesu personlighed, men som fortolkede den radikalt anderledes. Nu blev Jesus anset for at være en den jødiske oprører og modstandsmand, der for de fattiges skyld ville ændre den sociale orden med politisk revolution.

Frelsen var ikke individuel, men rettede sig imod det sociale fællesskab, i modsætning til den herskende kultur, der byggede på individet frem for alt, med udbytning, udnyttelse og uretfærdighed til følge. Jesus var den inkarnerede kærlighed, og ville freden, men kun en fred, der byggede på retfærdighed.

Han ville ikke blot løfte masserne fri af deres nød, det indeholdt også en anvisning af de ting, der gjorde opløftelsen mulig: et kristent liv i fælles yden og fælles nyden. Dette indebar en afskaffelse af den private ejendomsret, ligeret for alle og en retfærdig fordeling af alle goder.

Men nok var Jesus en politisk revolutionær og nok ville han bekæmpe uretfærdigheden. Men for ham havde ethvert menneske gyldighed og derfor kunne han aldrig gribe til vold i sin kamp. Dette måtte også forpligte de kristne, og her måtte de skille sig ud fra de voldelige kommunister.

Kristendom og kommunisme
Kommunisterne kom til magten i Kina i 1949 og det blev det hidtil største slag imod den kinesiske kristendom. Selvom mange teologer havde opfattet kommunisterne som deres naturlige allierede i kampen for social retfærdighed, måtte de nu forholde sig til magthavernes principielle ateisme.

Den statslige ateisme affødte en mistænkeliggørelse af de kristne og en forfølgelse, der kulminerede i formand Mao Zedongs tragiske kulturrevolution, hvor han forsøgte én gang for alle at udrense alle modstandere af regimet. De kristne der ville undgå udryddelse måtte skjule deres tro i husmenigheder uden for myndighedernes søgelys.

I forsøget på at komme til tåls med den nye situation måtte de kristne teologer tage stilling til de nye forringede forhold; skulle de tilslutte sig regimet eller afvise det? Svaret blev et kompromis. Jesu Kristi åbenbaring blev udlagt som Guds fulde identifikation med sit skaberværk, og selv den ateistiske, kommunistiske stat kunne være udgangspunkt for Gudsrigets endelige realisering et samfund af frie helliggjorte mennesker.

Fremtiden
Efter Maos død blødte regimet sin hårde linje overfor politiske og ideologiske afvigere op, og det har gavnet Kinas kristne, som ydermere nyder større popularitet hos regimet end nogensinde før, fordi man anser kristendommen for at være en stabiliserende faktor i det kaotiske samfund. Det er dog især den katolske kirke, der nyder godt af denne velvilje.

Regimets pragmatisme gør, at kristendommen har oplevet en ny blomstringstid, og man skønner at der i dag findes et sted mellem 40-100 millioner kristne i Kina selvom de officielle tal kun nævner 10 millioner katolikker og 20 millioner protestanter. Og kristendommen er som i resten af Asien Kinas absolut hurtigst voksende religion, og det skyldes primært de kinesiske kristnes egen indsats frem for udenlandsk mission.

Og det er ikke kun i Kina, at den særegne kinesiske kristendom er i fremmarch. Kina spiller en stadig større rolle i det internationale samfund både politisk og økonomisk, og dette giver også basis for en vis kulturel påvirkning af vesten. Og da der i disse år går en vækkelse igennem den gamle verden med krav om en mere livsnær og mindre dogmatisk kristendom er den kinesiske teologi et godt bud på, hvad der kommer til at påvirke os fremover.

Læs også: Kristendom får mere X-factor