Hvad står der i Bibelen om pinsedag?

I Bibelens 'Apostlenes Gerninger' berettes om pinsedag, som er fejringen af Helligåndens komme og kirkens fødselsdag. Læs om historien her

I Apostlenes Gerningerfortælles det, at Jesu disciple, apostlene, er samlet i et hus i Jerusalem. Forud er gået en række afgørende begivenheder. For det første påsken, hvor Jesus opstod fra døden. Dernæst Jesu himmelfart. Inden Jesus forsvandt fra sine disciple, lovede han dem, at han ville være til stede hos dem på en ny måde, nemlig som Helligånden.

Apostlenes Gerninger om Helligåndens komme

I Apostlenes Gerninger står der:

"Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem.

Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål.

De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål". (Apostlenes Gerninger2,1-11)

Der fortælles først på dramatisk vis om Åndens komme. Ånden kommer med en brusen fra himlen og sætter sig som ildtunger på apostlenes hoveder. Måden, åndsudgydelsen skildres på, skal tydeligt nok minde om åbenbaringen på Sinaj, sådan som den fortælles i 2. Mosebog kapitel 19.

Apostlene taler på andre sprog

Apostlene bliver nu fyldt af Helligånden, fortælles det. Det betyder åbenbart ikke, at de nu får en særlig indsigt eller gudserkendelse. Apostlene begynder nu at tale andre sprog. Dette er ofte blevet forstået som om, apostlenes begyndte at tale i tunger.

Tungetale omtales navnlig af Paulus i hans Første Korintherbrev, hvor fænomenet omtales som lyde, der nok minder om menneskeligt sprog, men er uforståeligt for alle inklusiv den talende. Lydene frembringes i en tilstand af religiøs ekstase. Men her drejer det sig om et andet fænomen, nemlig en ekstatisk tale på et andet sprog.

Vidnerne til underet kan genkende deres eget sprog

At sproget er et andet,bekræftes nu af de tililende jøder, som egentlig er bosiddende i andre lande, men som i apostlenes ekstatiske tale genkender deres eget sprog. Det er jøder fra diasporaen, der nu er bosiddende i Jerusalem.

Diasporaen, som egentlig betyder udlændighed, er betegnelsen for de jøder som igennem tiderne har bosat sig uden for Israel. Mange af disse kom på pilgrimsrejse til Jerusalem i anledning af påsken og den påfølgende pinse.

Fortællingen giver os en liste over lande og folk, der skal vise, hvor mange sprog der bliver talt. Geografisk går listen fra øst mod nordvest og til sydvest. Med lidt god vilje kan man tælle tolv folkeslag hver svarende til en apostel.

Udenfor står folkeslageneunder samlebetegnelsen jøder og proselytter. Ligesom der var gældende for Jesu undere, så udløser også dette under en dobbelt reaktion: Enten er det Guds storværk, eller også er apostlene fulde.

Kirken opstår pinsedag

Apostlenes anfører, Peter, træder nu frem og holder en tale til alle de forsamlede. Han afviser, at der er tale om, at apostlene er fulde. Nej, her opfyldes, hvad der er lovet Israels folk, nemlig at den Jesus, som folket korsfæstede, har Gud gjort til Herre og Kristus. Derfor slutter Peter sin tale med en opfordring til at omvende sig og lade sig døbe.

Et nyt fællesskab, fortæller Apostlenes Gerninger videre frem, er nu opstået, nemlig den kirke, som Jesus fortsat vil være i som Helligåndens kraft.