Karmeliterordenen opstod, da eremitter bosatte sig på bjerget Karmel

Stilhed, bøn og meditation er centrum for karmeliterne, der ikke har nogen ordensgrundlægger, men betragter profeten Elias som deres forbillede

Karmeliterordenen opstod i slutningen af 1100-tallet, hvor eremitter fra Europa bosatte sig ved profeten Elias brønd på bjerget Karmel i Det Hellige Land for i ensomhed og stilhed at bede og meditere.

Deres åndelige forbillede var profeten Elias, der sagde: Herren lever, han, for hvis åsyn, jeg står. Dette udsagn fra Elias gælder den dag i dag for karmeliterne, der ikke har nogen ordensgrundlægger, men betragter Elias som deres forbillede.

Det karmelitiske liv
Karmeliterne lever et eremitisk liv i deres klostre: Hver enkelt må forblive alene i sin celle eller i nærheden af den, medens han grunder over Herrens lov både dag og nat (Sl 1.2) og våger i bøn (1. Peter 4.7), medmindre han er optaget af andre retmæssige ting, hedder det i en af de centrale bestemmelser i den omfattende ordensregel.

Hver dag beder karmeliterneottetidebønner sammen i kapellet. Tidebønnerne består af salmer fra Det Gamle Testamente, læsninger fra Bibelen og kirkefædrene samt bønner. Dertil kommer individuelle bønner, rosenkrans, deltagelse i messen og meditation.

LÆS OGSÅ: Tidebønner giver ro i hverdagen

Arbejde er også en integreret del af deres liv - på nogle klostre maler søstrene for eksempel ikoner og laver rosenkranse. En time om dagen taler karmeliterne sammen om løst og fast, men bortset fra dette hersker der stilhed i klostret. Karmeliterne aflægger også klosterløfterne: Fattigdom, kyskhed og lydighed.

Karmeliternes dagsorden er således centreret omkring stilhed, bøn, meditation, åndelig læsning og messe, men formålet med deres vedvarende bøn er ikke egen vinding, men bøn for alle mennesker og for verden.

Karmeliterordenens oprindelse
De første eremitter, der bosatte sig på Karmelbjerget i Det Hellige Land i slutningen af 1100-tallet, dannede efterhånden et lille klosterfællesskab, og de betragtede Jomfru Maria, som deres forbillede og beskytter, og deres kirke blev indviet til hende.

I 1226 blev denne bevægelse godkendt som orden, og efterhånden blev der flere steder i Det Hellige Land oprettet lignende klostre, hvor brødrene levede i ensomhed, stilhed og bøn.

Karmeliterklostrene blev ødelagt
Imidlertid blev disse klostre ødelagt af muslimerne. I 1240 blev klostret på Karmelbjerget ødelagt, munkene blev slået ihjel, og eremitboligerne brændt ned til grunden.

De brødre, der nåede at flygte, tog til Europa, hvor de grundlagde lignende klostre, og hvor de fik status som tiggermunke, og i 1453 fik ordenen en kvindelig gren.

Efterhånden fjernede mange af klostrene sig fra den oprindelige livsform. De bad og mediterede mindre, stilheden blev ikke altid overholdt, og nogle af brødrene og søstrene overholdt ikke fattigdommen.

Teresa af Avila
Den spanske mystiker, kirkelærer og karmeliternonne Teresa af Avila (1515-1582) ønskede at reformere karmeliterordenen, således at den kom nærmere den regel, som de første karmeliter på bjerget Karmel levede efter. Det ønskede hun, fordi hun ville give bøn og meditation de bedst mulige rammer, og hun fik hjælp af Johannes af Korset (1542-1591).

De uskoede
Teresa og Johannes reformerede karmeliterordenen, men det var dog en kamp, der endte med, at karmeliterordenen i år 1593 blev to selvstændige ordner. Teresas og Johannes orden blev den mest levedygtige, og den blev kaldt de uskoede, fordi de ikke gik med sko på grund af askese.

Ordenen kaldes også Det Teresianske Karmel, men det officielle navn er dog: Den salige Jomfru Maria af bjerget Karmels orden.

Nye klostre grundlægges
I 1562 grundlagde Teresa Sankt Josefs Karmel i Avila efter den nye, strenge regel, og dernæst grundlagde både hun og Johannes flere klostre, og i dag findes ordenen mange steder i verden.

I 1410 kom karmeliterne til Norden, hvor de oprettede klostre mange steder, men i forbindelse med reformationen blev klostrene opløst og munke og nonner måtte flygte.

Imidlertid kom der i året 1999 igen karmeliterinder til Danmark, idet Sankt Josefs Karmel i Hillerød blev grundlagt.

I dag er der på verdensplan 3.994 karmeliterbrødre fordelt på 140 klostre, og der er 11.500 karmelitersøstre fordelt på 750 klostre.

Berømte karmeliterinder
Karmeliterordenen tæller mange helgener og martyrer. I nyere tid er især Edith Stein (1891-1942) kendt. Hun var karmeliternonne med jødiske rødder, blev martyr i Auschwitz og hendes liv og død har haft betydning for den jødisk-kristne dialog. Hun var også et moderne eksempel på Kristi efterfølgelse.

Også Thérèse af Lisieux (1873-97) har haft betydning i nyere tid. Med sit liv og sine skrifter taler hun om den såkaldt lille vej. Den kaldes blandt andet lille, fordi alle mennesker, der ønsker det, i realiteten kan gå denne åndelige vej. Den kræver ikke store bodsøvelser eller lignende. Den kræver en indstilling, der er fuldstændig præget af kærlighed og tillid til Gud. I byen Lisieux i Nordfrankrig, hvor Thérèse levede, er der i dag en berømt katedral, hvor hendes legeme befinder sig.

Opera om guillotinerede karmeliternonner
Under den franske revolution blev en gruppe nonner fra klostret i Compiègne halshugget. Med udgangspunkt i denne begivenhed skrev George Bernanos i 1949 Dialogues des Carmélites (Karmeliternonnernes dialoger), og Francois Poulenc komponerede musik dertil. Denne berømte opera blev uropført i 1957, hvorefter den er blevet opført mange steder i verden også på Operaen i København.

Kilder:
Richard P.McBrien: Katolsk tro gennem to årtusinder. Niels Steensens Forlag. 1987
www.denstoredanske.dk
Anders Aborelius: Den brinnande pilen. Karmels mystik genom tiderna. Karmeliterna Glumslöv. 1986.
www.karmel.dk