Konfirmationens historie - fra oldtid til Luther

Fra at være den nødvendige afslutning på dåben er konfirmationen nu en kirkelig fest for den unge som afslutning på undervisning i kristentroens indhold

Konfirmationens historie er lige så lang som kirkens. Men konfirmationen har gennem kirkens snart totusindeårige historie undergået store ændringer.

Håndspålæggelse
Allerede i en af Ny Testamentes bøger, nemlig Apostlenes Gerninger, fortælles der om, at de nydøbte fik del i Helligånden ved håndspålæggelse. Dåben har altså i kirkens tidligste tid været tilføjet noget mere, nemlig en handling hvor man fik del i Helligånden.

Tanken har sikkert været, at dåben afvaskede ens synder og gav adgang til det nye liv i menigheden. Men så skulle man også styrkes til at leve i troen. For livet var jo fortsat en kamp mod det onde. I denne kamp havde man brug for Helligåndens kraft.

Salvning
Den store teolog, Tertullian, der levede omkring år 200, fortæller om, at man salver den nydøbte. Salvningen er trådt i stedet for håndspålæggelse som en handling, der skal styrke den nydøbte.

Hvorfor nu salvning? Forklaringen er sikkert at finde i det ritual, hvormed man i det gamle Israel indsatte kongen. Det skete netop ved en ceremoni, hvor kongen blev salvet. Ved salvningen fik den nydøbte nu del i Jesu Kristi kongemagt. At man tillagde dette ritual stor vigtighed, ses af, at det var biskoppen, der foretog handlingen.

Firmelse
I kirkens første århundreder var voksendåb det almindelige. Men i løbet af 300-tallet blev barnedåb mere og mere almindelig. Det betød, at firmelsen, som handlingen hed, blev mere og mere løsrevet fra selve dåben som noget selvstændigt. Det kom især til at gælde i den vestlige del af den kristne verden, det vil sige den katolske kirke. I den østlige del af kristenheden, det vil sige den ortodokse kirke, fastholdt man firmelsen som en handling, der fortsat fandt sted umiddelbart efter dåben. Og det gælder stadig for den ortodokse kirke, at dåben kun er fuldendt og gyldig, når barnet er blevet firmet, som det hedder.

Ritualet for firmelsen
Ritualet bestod i oldkirken af bøn om, at den døbte måtte få Helligåndens gaver. Derpå fulgte håndspålæggelse og salvning i korsform med indviet olie på den døbtes pande. I det biskoppen salvede den døbte, sagde han:

- Jeg besegler dig med korsets tegn og styrker dig med hellig olie i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Man mener, at ritualet blev afsluttet med en lussing. Enten kan denne noget mærkværdige handling betyde en straf for begået synd eller måske en slags påmindelse, en huskekage. En mere sandsynlige opfattelse er det at sammenligne denne lussing med et ridderslag, en indvielse til kampen mod det onde. I øvrigt kendes skikken fra middelalderen, hvor den blev anvendt, når en mester sendte sin lærling bort efter endt læretid.

Konfirmation
Ved et kirkemøde i år 411 i Sydfrankrig kaldte man for første gang denne handling en konfirmation, hvilket betyder bekræftelse. I løbet af middelalderen bliver firmelsen eller konfirmationen til den katolske kirkes andet sakramente. For sakramenterne er netop de kirkelige handlinger, hvormed den enkelte bliver styrket i sin tro af Guds nåde.

Nu er firmelsen blevet helt og holdent løsrevet fra dåben og henlægges til et senere tidspunkt i barnets liv, nemlig omkring pubertetens indtrædelse.

- I dåben bliver vi genfødt til livet, efter dåben bliver vi styrket til kampen, hedder det i et kirkeligt skrift fra 800-tallet.

Luthers opfattelse af konfirmationen
Firmelsen havde hverken i oldkirken eller i middelalderen noget at gøre med undervisning. Ja, den katolske kirke afviste så sent som i midten af 1500-tallet, at der skulle og burde være en sammenhæng mellem firmelsesritualet og så undervisning i kirkens tro. Firmelsen var alene et sakramente.

Det kritiserede Luther. At dåben ikke var noget i sig selv, men skulle følges op af endnu et sakramente, nemlig firmelsen, var helt uforståeligt for Luther. For ham var dåben i sig selv tilstrækkelig og udtryk for Guds nåde til mennesket.

Alligevel syntes han, at konfirmationen var en god skik, ikke mindst fordi det gav anledning til en kirkelig undervisning. Og det der, ifølge Luther, skulle undervises i, var først og fremmest nadveren. Derfor blev der, som følge af Luthers reformation, indført en konfirmationshandling med forudgående undervisning. Dernæst tilspørgsel om troens punkter, som den unge bekræftede. Dernæst kunne barnet/den unge nu gå til alters og modtage nadveren.