Kristne har altid diskuteret andre veje til Gud

Kan man finde vej til Gud uden at kende Jesus Kristus? Dette spørgsmål diskuteres for tiden i den danske folkekirke, men det har været diskuteret siden kirkens barndom. Foto: Foto: colourbox.com

Diskussionen om, hvorvidt der kan findes andre veje til Gud uden om Jesus Kristus, er lige så gammel som kristendommen selv

En århundredgammel debat er brudt ud igen i folkekirken, hvor det nu diskuteres, om der findes andre veje til Gud uden om kristendommen.

Diskussionen om, hvorvidt der kan findes andre veje til Gud uden om Jesus Kristus, er lige så gammel som kristendommen selv. De tidligste kristne kilder tyder umiddelbart på et nej til det spørgsmål.

I Johannesevangeliet 14,6 er Jesus citeret for at sige: Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen ud ved mig.Dermed er spørgsmålet dog ikke afgjort, og spørgsmålet er dukket op med jævne mellemrum.

Nogle har hævdet, at kirken og kristentroen er en uomgængelig grænse for, hvem der kan blive frelst. Andre har ment, at det må være muligt for Gud at nå til også de mennesker, der ikke har hørt om kristendommen.

Dog har også de sidstnævnte typisk ment, at mødet mellem Gud og menneske altid på en måde måtte ske gennem Kristus, måske på en for mennesket usynlig måde. I dag mener nogle imidlertid, at Kristus ikke nødvendigvis behøver være indblandet. Det diskuteres, om det for eksempel er muligt for den tredje person i Treenigheden, Helligånden, at nå mennesker uafhængigt af den anden person, Guds Søn Kristus.

Filosofferne var kristne før Kristus

Den tidlige kristne filosof og martyr Justin (ca. 100-165) var meget optaget af en anden tanke i Johannesevangeliet end den ovenfor nævnte, nemlig tanken om Kristus som Ordet, på græsk Logos, som den blandt andet kommer til udtryk i de første vers af Johannesevangeliet. Logos er egentlig et begreb taget fra den græske filosofi, som Justin var meget optaget af.

Justin mente, at Guds Logos, Kristus, også kan være kendt af personer, der ikke var kristne, navnlig de græske filosoffer Heraklit, Sokrates og Platon, som levede flere hundrede år før Jesus. Justin forestillede sig, at Gud havde åbenbaret sig for dem gennem filosofien, på samme måde som han havde åbenbaret sig for jødernes profeter. Således kunne filosofferne kende Kristus som Logos og dermed være kristne før Kristus, altså være en slags kristne uden at vide noget om kristendommen.

Uden for kirken, ingen frelse

Oldkirkens tanker gik dog også i andre retninger. Omkring hundrede år efter Justin levede Cyprian, som var biskop i Karthago og ligesom endte med at blive henrettet som martyr ligesom Justin og mange andre kristne i perioden. Kyprian var ophavsmand til den berømte læresætning uden for kirken er der ingen frelse (latin: extra ecclesiam nulla salus).

Denne læresætning er blevet tolket på vidt forskellige måder gennem kirkens historie. I middelalderen blev den oftest forstået meget bogstaveligt og eksklusivt. Man mente, at det betød, at det ikke var muligt at blive frelst, hvis man ikke var medlem af den katolske kirke.

Den romersk-katolske kirke og den østlige ortodokse kirke holder i princippet stadig fast ved læresætningen, men i dag tolkes den typisk mindre strengt. Allerede i middelalderen var der folk som for eksempel teologen Thomas Aquinas (cirka 1225-74), der mente, at mennesker fra andre kulturer og religioner kunne lære Gud at kende gennem den såkaldte naturlige åbenbaring og dermed blive frelst uden at have hørt om Kristus.

De kan ikke vente sig kærlighed af Gud

Reformatoren Martin Luther (1483-1546) gjorde op med mange ting i senmiddelalderens romersk-katolske kirke. Dog fandt han ikke grund til at afvise læren om, at der ikke kan være frelse uden for kirken. I sin Store Katekismus skrev han ved afslutningen på forklaringen til trosbekendelsen:

Disse tre trosartikler skiller derfor os kristne fra alle andre mennesker på jorden. De, som er uden for kristenheden, uanset om det er hedninger, tyrker, jøder eller falske kristne og hyklere, ved dog, selv om de kun tror på og tilbeder én, sand Gud, ikke, hvorledes han er sindet mod dem, og de kan heller ikke vente sig kærlighed og alt godt af ham, og derfor er de henvist til evig vrede og fordømmelse. De har nemlig ikke vor Herre Kristus,

Luther mente altså, at det ganske vist er muligt for mennesker fra andre religioner at nå til en vis erkendelse af Gud, men de kan ikke komme til tro på Kristus. Dermed kan de ikke blive frelst, for den kristne lære om retfærdiggørelsen ved Kristus var helt uomgængelig for Luther.

De, som uden skyld er uvidende, kan også opnå frelse

En af de vigtigste kirkehistoriske begivenheder i det 20. århundrede var det andet vatikanerkoncil, som foregik i Rom 1962-65. Her mødtes hundredevis af romersk-katolske biskopper og teologer fra hele verden for at diskutere en lang række spørgsmål. En af de erklæringer, der blev vedtaget på konciliet, var Lumen Gentium (Folkeslagenes lys), som blandt andet indeholder følgende udsagn:

Thi de, som uden skyld er uvidende om Kristi evangelium og hans kirke, men søger Gud med et oprigtigt hjerte, og, idet de erkender hans vilje ved samvittighedens bud, bestræber sig på at virkeliggøre den under nådens tilskyndelse, også de kan opnå frelse.

Med denne erklæring er der altså tale om en betydelig opblødning fra tidligere. I dag mener den romersk-katolske kirke som det fremgår af citatet, at mennesker fra andre religioner, der er uvidende om den kristne tro, godt kan blive frelst på lige vilkår med kristne, hvis de blot søger Gud oprigtigt.

Også mange protestanter har i dag en mindre kategorisk opfattelse end den, Martin Luther gav udtryk for. De mener, at det må være muligt også for tilhængere af andre religioner at møde Gud, som det også fremgår af den verserende debat i folkekirken. Andre mener, at den slags meninger går på kompromis med det unikke i kristendommen.

Derfor fortsætter debatten.

Kan man finde vej til Gud uden at kende Jesus Kristus? Dette spørgsmål diskuteres for tiden i den danske folkekirke, men det har været diskuteret siden kirkens barndom. Foto: Kristian Djurhuus.