Messefald historisk set

Mange aflyste gudstjenester er ikke kun et nutidigt fænomen. Når vi ser tilbage i historien, er der flere eksempler på periode med skrantende kirkegang

I øjeblikket debatteres det stigende antal messefald i folkekirken. Et messefald er en aflysning af en bekendtgjort gudstjeneste, enten på grund af præstens forfald eller menighedens manglende fremmøde.

LÆS OGSÅ: Biskopper har ikke styr på aflyste gudstjenester

Imidlertid har der været perioder i danske kirkeliv, hvor folk også er udeblevet fra søndagens gudstjeneste. Det har så udløst reformer og vækkelser. Kristendom.dk går bag om messefaldets historie.

Oplysningstidens messefald
Sidste halvdel af 1700-tallet kaldes for Oplysningstiden. Økonomisk var det en opgangstid, og kulturelt var det en blomstrende periode. Men for kirken var det den mest kritiske tid siden reformationen.

Den danske kirke, som var en statskirke med kongen som det formelle overhoved, var med sin evangeliske-lutherske kristendom den eneste tilladte religion. Kirken blev nu udsat for en pågående kritik fra en række lærde universitetsfolk og andre kulturpersonligheder.

Gennemgående blev kirken kritiseret for sin lære, som man ikke anså for at være i overensstemmelse med fornuften. Således opfordrede en litteraturprofessor til, at man nedlagde det teologiske fakultet og henlagde det under historie som kundskab om den menneskelige forstands forvildelse.

Universitetsmanden Otto Horrebow udgav et tidsskrift, hvori han gjorde gældende, at man helt havde misforstået Jesus. Jesus ville revolutionere religionerne, men siden havde kirken skabt en myte om ham som Guds søn, der døde for menneskets skyld og dernæst opstod fra døden.

Endelig foreslog baron Wedel Jarlsberg, at præster og biskopper skulle sættes fra deres embeder, så fornuften kunne få plads i samfundet.

I København blev det oplyste borgeskab væk fra kirkerne. På landet var bønderne blevet mere og mere kritiske over for præsterne. Ikke mindst landboreformerne i 1788 gjorde bønderne mere selvbevidste.

Den manglende deltagelse i gudstjensterne kunne nu også mærkes på landet. En præst fra Understed i Vendsyssel udgav et skrift "Om årsagerne til bodens sjældne kirkegang" (1797). Blandt årsagerne nævner han både præsternes søvndyssende prædikener og de dårlige vejforhold.

Vi har ingen optegnelser om, hvor mange gudtjenester, der blev aflyst i årene op mod 1800-tallets begyndelse. Men al sandsynlighed taler for, at det har været betydelig flere messefald end de godt 200 pr. år, som man taler om er situtionen nu. Præsten i Understed nævner i sit skrift, at præsterne skal være glade, hvis de blot har en tyvendedel af deres menighed at prædike for. Normen for at gennemføre gudstjenesten har sikkert dengang været cirka ti personer.

Alt i alt stod kirken med det problem at skulle tale til en befolkning, der var frigjort og som mødte kirken enten med ligegyldighed eller direkte kritik. Spørgsmålet for præsterne blev, hvordan de skule fylde de tomme kirker igen.

Balle og Bastholm ville oplyse om kristendom
N. E. Balle var biskop for Sjællands Stift og Chr. Bastholm var præst for det kongelige hof. Begge mente, at det nu gjaldt om oplysning om kristendommen. Biskop Balle skrev en katekismus til brug ved konfirmandundervisningen, og sammen med Bastholm skrev han en lærebog til skolen. Den kaldtes i almindelighed for Balles lærebog og blev anvendt i skolens undervisning frem til 1856.

Bogen var præget af oplysningstankerne. Det overnaturlige blev forklaret. Her var forklaringer af naturvidenskabelig art samt udførlige redegørelser for den enkeltes pligter i forhold til samfundet og medmennesket. Balle var også hovedkraften bag en ny salmebog, der også var præget af oplysningstidens kristendomsforståelse. Den vendte mange sig imod.

Bastholm gjorde en stor indsats for at forbedre prædikenen. Den skulle være livlig og tale til moderne, frigjorte mennesker. Prædikenen skulle være et forsvar for kristendommen og bruge overtalelsens kunst med fornuftsargumenter. Den skulle på én gang være nyttig for de uvidende og ikke kedelig for de lærde.

Vækkelserne
Balles og Bastholms velmente og energiske forsøg på at standse flugten fra kirkens gudstjenester mislykkedes stort set. I alt fald var sagen på landet, at udeblivelsen fra gudstjenesterne ikke var et udtryk for afkristning, men at folks religiøsitet søgte andre veje. Der blev nemlig ikke talt til menneskers følelser, men til i stedet deres fornuft i kirken.

Omkring 1800-tallets begyndelse opstod der en folkelig vækkelsesbevægelse, hvor man samledes i hjemmene omkring bibellæsning, salmesang og bøn.

LÆS OGSÅ: De religiøs opvakte protesterede mod kirken

En trang til at opleve Bibelens direkte tale og opleve omvendelsen var drivkraften i vækkelsen. Mest kendt er den vækkelsesbevægelse, der opstod på Vejle-Horsens-egnen blandt De stærke jyder. På baggrund af disse folkelige vækkelsesbevægelser opstod Indre Mission og grundtvigianismen. Det var vel at mærke kirkelige vækkelsesbevægelser.

Industrialiseringen og den socialistiske kritik
Industrialiseringen, den omfattende vandring fra land til by og dannelsen af den socialistiske arbejderbevægelse betød i sidste del af 1800-tallet en ny udfordring for kirken.

Den socialistiske arbejderbevægelse var i sin begyndelse ikke kristendomskritik, men kirkekritisk. Socialismen mente, at den repræsenterede den sande form for kristendom. Jesus var den første socialist, idet han stod for næstekærlighed og solidaritet og kritik af rigdom. På denne baggrund rettede man en stærk kritik mod kirken som institution og præstene som statstjenestemænd og i det hele taget mod den forskel, man i kirkens gjorde mellem rig og fattig.

Indvandringen fra landet til København udgjorde et kirkeligt problem i sig selv, for antallet og kirker og præster stod slet ikke mål med befolkningstilvæksten. De københavnske kirkesogne sogne svulmede op. Der blev holdt bunkebryllup og massedåb. Det betød, at den solide kirkelighed, som mange bragte med fra landsognene gik tabt og en kirkelig ligegyldighed og fjendtlighed voksede frem blandt de mange, der i øvrigt under hårde sociale vilkår prøvede at klare sig igennem i hovedstaden. Kirkegangen i København var først og fremmest præget af hovedstadens borgerskab - og ikke den indvandrende arbejderbefolkning.

Udfordringerne blev taget op en række præster og engagerede lægfolk. Købehavns Kirkefond blev dannet for at bygge nye kirker og skabe menighedsliv. Den kirkelige pleje af fattige tog form i en række organisationer som for eksempel Kirkens Korshær.

Messefald i disse år
Når antallet af messefald er stigende hænger det sammen med en række faktorer. For det første er der i disse årtier en kraftig affolkning af en række landområder. Folk flytter til byerne. Og i storbyområderne er befolkningsgrundlaget i cityområderne dalende og ejendommen bruges til erhvervsvirksomhed.

For det andet er medlemstallet i folkekirken dalende. I dag er der lige under 80% af den danske befolkning, som er medlem af folkekirken. Kirkegangsprocenten er på ca. 2%.

LÆS OGSÅ: Folkekirkens medlemsflugt svarer til stor provinsby

Nogle vil sige, det er bundrekord i forhold til andre kristne lande. Da Christian d. 6. indførte tvungen kirkegang i 1735 mødte 20% af befolkningen op til søndagens gudstjenester. Den højeste kirkegangsprocent havde vi omkring år 1900, nemlig på 10% - og det skyldtes vækkelsesbevægelserne.

Selve betegnelsen "messefald" synes at være blevet til i begyndelsen af 1900-tallet, hvor det også blev almindeligt, at en gudstjeneste kun blev gennemført, såfremt der var mindst et par kirkegængere tilstede.

Men udtrykket messefald kom så også til at dække den situation, hvor præsten ikke kunne møde frem - især på de mindre øer. I stedet for søndagens gudstjeneste holdt øens skolelærer så en andagt. Det er en ordning, som nu er bortfaldet. I øvrigt har Kirkeministeriet ikke nogen formulerede regler for messefald.