I oldkirken skulle nadveren holde sulten for døren

Jesus indstiftede nadveren skærtorsdag aften, da han spiste påskemåltid med sine disciple. I de første århundreder herefter delte de kristne på samme måde et måltid, men omkring år 300 fik nadveren en form, som ligner den, vi kender fra søndagsgudstjenesten i dag

Første gang Jesus delte brød og vin med sine disciple og sagde, at de fremover skulle spise og drikke for at mindes ham, var til aftensmåltidet skærtorsdag, aftenen før han blev korsfæstet. Det var påske, og jøderne delte på den tid påskemåltidet for at mindes udgangen af Egypten. Ordet nadver betyder ganske enkelt aftensmåltid.

LÆS OGSÅ: Hvorfor skal vi spise Jesu legeme?

Oldkirkens nadverpraksis
Da Jesus indstiftede nadveren, gjorde han det ind i en jødisk tradition, hvor man i forvejen delte et påskemåltid. Ifølge lektor i kirkehistorie ved Menighedsfakultetet i Århus Kurt Larsen havde påskemåltidet en dobbeltkarakter. Dels var det et almindeligt måltid, og dels havde det rituel karakter. Måltidet skulle pege tilbage på jødernes udgang af Egypten og frem mod, at Gud igen ville gribe ind. En sådan dobbeltkarakter bevarede man i nadveren i kristendommens første århundreder.

De første kristnes nadver var, i følge Kurt Larsen, et såkaldt Agape-måltid, det vil sige et kærlighedsmåltid. De kristne samledes på den tid i husmenigheder, og her spiste de sammen. I 1. Korintherbrev kapitel 11 formaner Paulus menigheden til, at de skal vente på hinanden og dele deres medbragte mad med hinanden, så den der ingenting har, ikke skal sulte.

LÆS OGSÅ: Da oldkirken fejrede nadver

Den rituelle del bestod nu i, at man under taksigelse, lovprisning og ihukommelse af Jesu død og opstandelse forkyndte Kristus som nærværende i brødet og vinen til syndernes forladelse og nyt liv.

Da kristendommen i 300-tallet blev statsreligion, begyndte man at bygge kirker, og det var ikke længere i husmenigheder, at de kristne samledes. Derfor holdt man, ifølge Kurt Larsen, af praktiske årsager op med at dele et regulært måltid, men man bevarede den rituelle del og delte nu kun lidt brød og vin.
 
Nadveren som gentagelse af Jesu offer
Siden da har nadveren været præget af primært at have rituel funktion. Men forståelsen af nadver som lovprisning og takoffer blev over tid fortrængt til fordel for en opfattelse af nadveren som et sonoffer, bragt til Gud af præsten og kirken. Ifølge denne såkaldte messeofferteori ses nadveren som en gentagelse af Jesu offerdød på korset, og et sådant syn indebar en antagelse om Kristi realpræsens (virkelige tilstedeværelse, red.) i brød og vin.

Op gennem kirkehistorien havde der været forskellige syn på Jesu tilstedeværelse i brød og vin, og flere gange i kirkehistorien har de forskellige syn ført til stridigheder. Ambrosius hævdede i 300-tallet, at brødet og vinen forvandles til Kristi kød og blod ved indstiftelsesordene (konsekrationen). Det kaldes sakramental realisme. Over for dette syn står den sakramentale symbolisme, som især er repræsenteret af Augustin. For Augustin sker der ved indstiftelsesordene det, at brødet og vinen formidler den nådegave, de er tegn på.

LÆS OGSÅ: Fem teologiske stridigheder, der splittede kirken

I 1215 blev den såkaldte transsubstantiationslære dogmatiseret på et kirkemøde, fortæller Kurt Larsen. Det blev fastslået, at der sker en virkelig forvandling af brødet og vinen til Kristi kød og blod, og Augustins symbolisme blev en gang for alle afvist. Hermed blev messeofferteorien også dogmatiseret.

Reformationen
I forbindelse med reformationen kom spørgsmålet om Kristi tilstedeværelse i nadveren igen til debat. Martin Luther reagerede mod messeofferteorien, da han mente, at Kristus havde ofret sig én gang for alle. Ifølge Luther kommer Kristus til mennesket gennem brødet og vinen ved indstiftelsesordene og er virkeligt nærværende.

LÆS OGSÅ: 10 vigtigste ting om reformationen

Den schweiziske reformator Zwingli gik endnu længere. For ham var brød og vin udelukkende symboler, og nadveren kunne for ham ses som en bekendelseshandling til minde om Kristi død. Ifølge Kurt Larsen gav dette anledning til store stridigheder mellem Luther på den ene side og Zwingli på den anden. Luther kunne ikke acceptere et nadversyn, der udelukkende opfattede brød og vin som symboler.

Den franske reformator Calvin gik en mellemvej. Han så, ifølge Kurt Larsen, ikke kun nadveren som et mindemåltid, for han regnede med Kristi åndelige nærvær i menigheden, når der fejredes nadver. Men heller ikke Calvins nadverlære var tilfredsstillende ud fra Luthers synsvinkel, da Luther fastholdt tanken om realpræsens.

Den danske folkekirke bygger principielt fortsat på den lutherske lære. I den katolske kirke er transsubstantiationslæren principielt stadig gyldig, mens de reformerte kirker er inspirerede af Zwingli og Calvin og forstår nadveren som symbol.

Kilder:
Den Store Danske
Kirkehistoriker Kurt Larsen