Ordbog: Forstå de mest centrale Kierkegaard-begreber

Introduktion til de vigtigste begreber, den store danske filosof Søren Kierkegaard arbejdede med

Søren Kierkegaard (1813-1855) brugte guldaldertidens sprog, men samtidig anvendte han også en række begreber fra filosofien. Hos ham fik de så en særlig betydning. Hertil kommer, at han skrev en del af sine værker under pseudonym og tilmed svarede kritiske anmeldere under pseudonym. Her er en introduktion til 10 centrale Kierkegaard-begreber. Men først lidt om pseudonymerne.

Kierkegaards mange pseudonymer
Søren Kierkegaard kan karakteriseres som pseudonymernes og sprogknudernes forfatter. Brugen af pseudonymer gør det muligt for Kierkegaard at opbygge et forfatterskab med et væld af fortællere og en mangfoldighed af stemmer. Bag pseudonymerne gemmer Kierkegaard sig, for at læseren kan finde sig selv som den, der er nødt til at tage stilling til Gud og tilværelsen.

Hans værk "Enten-Eller" udgives af Victor Eremita, hvilket betyder den Sejrende Eneboer. Han finder i et chatol A's og B's papirer. Her optræder så forfattere som Johannes Forføreren og retsassessor Wilhelm. "Frygt og Bæven" er skrevet af Johannes de Silentio (Johannes af Tavsheden), og Johannes Climacus (Johannes Himmelstormeren) skriver "Filosofiske Smuler".

"Sygdommen til Døden" skrives af Anti-Climacus, og "Stadier på Lives Vej" skrives af Hilarius Bogbinder. "Begrebet Angest" har Vigilius Haufniensis (Københavns Vogter) som forfatter.

Det almene
Kierkegaard bruger udtrykket "det almene" til at betegne det etiske, det vil sige den pligt og det ansvar, som gælder enhver. I "Frygt og Bæven" skriver han om det almene:

"Det, der er gjeldende for Enhver, hvilket fra en anden Side lader sig udtrykke saaledes, at det er gjeldende i ethvert Øieblik."

Det almene er det etisk rigtige, og Kierkegaard bruger her ægteskabet som det karakteristiske eksempel på det at realisere det almene.

Angest
"Angest", som er Kierkegaards måde at stave angst, er et vigtigt begreb i hans tænkning. Han bruger et hel bog på at analysere dette begreb, nemlig i "Begrebet Angest".

Kierkegaard skelner mellem angst og frygt. Frygt har en genstand. Man frygter for noget. Angsten har ingen genstand, men skyldes dybderne og det farlige i mennesket selv. Angst er udtryk for, at mennesket er ånd. Der er en ond angst, som er angsten for det gode, og så er der en god angst, som er en angst for det onde i mennesket. Den onde angst kalder Kierkegaard også for dæmoni. Angsten er udtryk for menneskets længsel efter forløsning. Den er en åndelig bevægelse.

Kierkegaard kan også sammenligne angsten med feberen, der er tegn på kroppens forsvar mod infektion.

Det etiske
"Det etiske" er det, der stemmer med etikken, det vil sige læren om det gode. Kierkegaard bruger udtrykket i sin gennemgang af det etiske stadium eller den etiske livsholdning. Denne holdning placerer han i sit hovedværk "Enten-Eller" i forhold til det æstetiske stadium - og i forfatterskabet som helhed mellem den æstetiske livsholdning og den religiøse.

Det etiske stadium repræsenteres i "Enten-Eller" af den gode ægtemand og retsassessor Wilhelm. Hans liv er defineret af ansvaret og loyaliteten over for det andet menneske.

Eksistens
Dyr er, mens mennesket eksisterer, siger Kierkegaard. Hans begrundelse er, at mennesket kan forholde sig til sig selv. Mennesket har en krop og en bevidsthed. Det kan forholde sig til dette forhold og træffe valg, der modarbejder, udskyder eller omfortolker de kropslige behov.

At eksistere vil endvidere sige, at mennesket giver mening til de livssituationer, det gennemlever. At eksistere betyder at vedkende sig, at man allerede er dette bestemte menneske, man rent faktisk er. Den eksisterende er i etisk og religiøs forstand den enkelte, der er alene og må træffe sine egne valg.

Gjentagelsen
Dette er et af de vanskeligste ord hos Kierkegaard. Ordet får en særlig forklaring i den lille bog "Gjentagelsen". Med håbet ser vi fremad mod den ukendte fremtid. Med erindringen griber vi tilbage til den tabte fortid. Gentagelsen udtrykker så hos Kierkegaard vores mulighed for at være nærværende i nuet.

I "Gjentagelsen" er der to forbundne fortællinger, hvoraf den ene fremstiller gentagelsen som noget tomt og trivielt. Den anden fortælling fremhæver med brug af historien om Job, som Gud både fratog alt og gav alt igen, gentagelsen som det at modtage sit liv igen som gave og opgave.

Ironi
Ordet betyder egentlig forstillelse. I sin magisterafhandling "Om Begrebet Ironi", tager Kierkegaard sit udgangspunkt i Sokrates' ironi, hvormed han selv forstillede sig uvidende for at lede sine elever til erkendelse.

Sokrates er et ideal for Kierkegaard, som netop gennem sit pseudonyme forfatterskab indirekte ville lede (bedrage) læseren frem til kristendommen.

Religiøsiteten
Dette er troens livsholdning, livet i tro på Gud. Kierkegaard skelner mellem to former for religiøsitet:

1) Religiøsitet A kalder han for inderlighedens religiøsitet. Den er præget af den stille fromhed, af sindsbevidsthed, af regelmæssig kirkegang og bøn. Gud antager her karakter af faderskikkelse og er som sådan uproblematisk.

2) Religiøsitet B kalder Kierkegaard den religiøsitet, i hvilken Gud ses som et eksistentielt paradoks. Det er den Gud, der krævede det uforståelige af Abraham, nemlig at han skulle ofre sin søn Isak. Denne religiøsitet indebærer valget eller, springet ud på 70.000 favne vand, som Kierkegaard billedligt udtrykker det. Denne religiøsitet er på engang forløsning og kamp for at finde fodfæste i livet.

Kierkegaards eksistentielle spring
At være religiøs betyder for Kierkegaard, at man foretager et eksistentielt spring ud på uvishedens 70.000 favne vand. Tro er altså et valg, der modsiger vished. Derfor må det troende menneske leve med sin tvivl og løbende revurdere sit religiøse valg.

For troen uden tvivl er ingen tro, men fundamentalisme: Kan jeg objektivt gribe Gud, så tror jeg ikke, men netop fordi jeg ikke kan det, så må jeg tro;

"og vil jeg bevare mig i Troen, må jeg bestandig passe på, at jeg fastholder den objektive Uvished, at jeg i den objektive Uvished er på de 70.000 favne Vand, og dog tror" (fra "Afsluttende uvidenskabelige Efterskrift").

De tre stadier
Kierkegaards brug af ordet "stadier" dækker, hvad man ellers ville kalde et standpunkt, en holdning. I "Stadier på Livets Vej" skildrer Kierkegaard de tre stadier: det æstetiske, det etiske og det religiøse, mens han i "Enten-Eller" koncentrerer sig om dybtgående at skildre det æstetiske og det etiske liv.

I "Afsluttende uvidenskabelige Efterskrift" taler han også om det ironiske og det humoristiske stadium. Stadierne er nødvendigvis ikke livsholdninger, som man gennemlever som følge af en udvikling, men livsmåder som kan præge den enkelte for altid. Kun i det religiøse finder den enkelte befrielse, forløsning og livets mening.

Det æstetiske
Det æstetiske stadium er den livsholdning, hvor man vælger ikke at forholde sig til livet. Man lever på stemninger, nydelse og underholdning. Æstetikeren indhentes imidlertid af kedsomhed, når det går op for ham, at valgene er ligegyldige og gentagelsen bliver truende.

For æstetikeren kan ikke leve i gentagelsen. Og for at komme ud af kedsomheden kan man enten blasert erkende tilværelsens tristhed og tomhed med et overbærende smil. Eller også havner æstetikeren i en fortvivlelse, der ikke lader sig overvinde.