Paver og klosterordener - et historisk overblik

Det er længe siden, pave Frans udelukkende har fungeret som jesuitpater, men han anses endnu som medlem af ordenen, skriver professor emeritus Brian Patrick McGuire, som her giver et historisk overblik over pavers tilhørsforhold til katolske ordener. På billedet er det Gregor XVI (1831-46), som tilhørte ordenen kamaldoleserne.

Den nye pave Frans er medlem af jesuiterordenen, men de allerfleste paver har været medlemmer af kirkens almindelige præstestand uden at være tilknyttet en speciel orden, skriver professor emeritus i historie Brian Patrick McGuire

Valget af en jesuit til pave er enestående i den katolske kirkes historie. Siden ordenens grundlæggelse af Ignatius af Loyola i 1500-tallet har ingen jesuit haft paveembedet, og i det hele taget har det været usædvanligt for paver at være medlemmer af munke- eller præsteordener.

LÆS OGSÅ: Hvad er jesuiterordenen?

De allerfleste paver har været sekulære præster, det vil sige de har været medlemmer af kirkens almindelige præstestand uden at være tilknyttet en speciel orden. Det kan selvfølgelig siges, at den nuværende pave Frans fjernede sig fra sin jesuiterorden, da han blev valgt ærkebiskop af Buenos Aires, idet han derved blev leder af alle de bisper og sekulære præster i hele ærkebispedømmet. Det er længe siden, pave Frans udelukkende har fungeret som jesuitpater, men han anses endnu som medlem af ordenen.

LÆS OGSÅ: Stort portræt: Jesuitten, der overraskede verden

Pave Gregor I - en munk med talent for åndelig og verdslig ledelse
Den mest markante pave, som havde et tilhørsforhold til en munkeorden, er Gregor I, kendt i historien som Den Store, der var Roms biskop mellem 590 og 604. Han kom til embedet fra et romersk kloster, hvor han var abbed, og i de Samtaler eller Dialoger han skrev, gav han udtryk for, hvor meget han savnede klosterlivets bønner og meditationer.

LÆS OGSÅ: Portræt af pave Gregor I

Det er Gregor, der nedskrev fortællinger om Benedikt, hvis "Regel for Munke" i løbet af middelalderen blev brugt i stort set alle klostre i den benediktinske tradition. Det er Gregor, der sendte en anden munk, Augustin af Rom (en anden end Augustin af Hippo), til England for at omvende angelsakserne. Gregor mente, at en munk også kunne være missionær. Samtidig forsvarede han byen Rom mod angreb fra langobarderne og sørgede for, at romerne fik mad. Hans talent for at være både en åndelig og en verdslig leder blev et mønster for senere paver, på godt og ondt.

LÆS OGSÅ: Fem katolske ordener

Eugenius III - ikke bare pave for sin egen orden
Den næste markante skikkelse fra en klosterorden er Eugenius III (1145-53), der tilhørte cistercienserordenen og havde været munk i Clairvaux under abbed Bernard. Cistercienserpaven hed også Bernard, Bernardo Paganelli. Han havde været sekulær præst i Pisa, inden han blev rekrutteret af Clairvauxs abbed, der senere sendte ham til Rom som abbed for et cistercienserkloster i nærheden af byen.

Bernard mente, at hans pave ville udføre handlinger, der ville videreføre Bernards egen kirkepolitik, og vi har et utal af breve, som Bernard skrev til ham. Men Eugenius viste hurtigt, at han var sin egen og ikke ønskede at være Bernards mand. Måske i frustration skrev Bernard værket "De Consideratione", om det åndelige liv, hvori han viste, hvordan Eugenius kunne gennemføre sine pavelige opgaver uden at miste sin evige sjæl. Bernards beskrivelse af det dekadente og farlige liv ved kurien blev meget populær i 1500-tallet, specielt hos Martin Luther.

Eugenius viste, at det var muligt at blive pave uden at repræsentere den kloster- eller broderorden som man kom fra. Paven skulle være faderskikkelse til alle latinske kristne.

LÆS OGSÅ: 10 kontroversielle paver

Paverne kom til at nære tvivl om jesuiterordenen, der efter grundlæggelsen i 1500-tallet blev en afgørende kraft i generobring af protestantiske områder i Centraleuropa. I 1600- og 1700-tallet gjorde paver, hvad de kunne for at begrænse jesuitternes magt i Europas kirke og samfund, og det var utænkeligt, at en jesuit kunne overtage paveembedet.

Gregor XVI - en pave med asketiske rødder
I 1800-tallet finder vi en enkelt pave, der kom fra en munkeorden, Gregor XVI (1831-46), der som 18-årig blev optaget hos kamaldoleserne i nærheden af Venedig. Han blev abbed for deres kloster i Rom, hvor han blev en anerkendt lærer i teologi. Hans placering i Rom betød, at han blev headhuntet til flere stillinger hos pavehoffet, men hans valg som pave afspejler på ingen måde hans kirkelige karrieres begyndelse i en asketisk og verdensfjern munkeorden.

Paver kommer og går, men den nuværende pave Frans har en baggrund og træning, som er anderledes end hans forgængere. Det er et åbent spørgsmål, om hans tilknytning til jesuitterne vil være en fordel eller en ulempe.

LÆS OGSÅ:
Portræt af Frans af Assisi

Det er længe siden, pave Frans udelukkende har fungeret som jesuitpater, men han anses endnu som medlem af ordenen, skriver professor emeritus Brian Patrick McGuire, som her giver et historisk overblik over pavers tilhørsforhold til katolske ordener. Foto: Leif Tuxen