Soning eller tilgivelse?

Skulle Jesu død formildne den vrede Gud, eller var hans død prisen for budskabet om forsoning og tilgivelse? Teologien giver forskellige bud

I den kirkelige tradition taler man på baggrund af Bibelens beretning om forsoningen ved Jesu kors om forsoningslæren. Man kan tale om såvel den objektive, den subjektive og den klassiske forsoningslære.

Det var ærkebiskoppen Anselm af Canterbury (1033-1109), der formulerede den objektive forsoningslære. Hos Anselm var tanken den, at mennesket har syndet grundlæggende mod Gud. Derfor skal Gud forsones eller formildes.

Der er imidlertid intet, mennesket kan gøre for at sone sin brøde og derved komme Gud i møde, selvom det i grunden kræves af mennesket. Derfor må Gud sende sin egen søn, for at han, ligesom den lidende tjener hos Esajas, på alle menneskers vegne kan bringe det offer, der kræves. Forsoningen her har Guds vrede som objekt, og derfor kaldes den for "Den objektive forsoningslære".

Heroverfor står den subjektive forsoningslære. Her er det Gud, der af kærlighed til mennesket sætter forsoningen i stand ved at sende sin søn til jorden med budskabet om forsoning og tilgivelse. Jesus døde altså ikke for at mildne Guds vrede ved at sone menneskers synder.

Jesu død på korset var snarere den pris, han måtte betale for at udbrede sit budskab, ordet om forligelsen som Paulus også kalder det. "Den subjektive forsoningslære" hedder det, fordi Gud altså ikke er offerets genstand, men dets subjekt.

Nogle teologer mener, at man hos blandt andet reformatoren Martin Luther (1483-1546) kan finde en tredje type forsoningslære, nemlig den klassiske forsoningslære. Ifølge denne går Kristus i døden for der at besejre døden, synden og det onde.

Ifølge den klassiske forsoningslære er det denne befrielse fra dødens og syndens magt, der er forudsætningen for forsoningen med Gud, og ikke som hos den objektive og subjektive forsoningslære, hvor forsoningen med Gud er forudsætningen for befrielsen fra synden og døden.