Sådan fungerer folkekirken

Folkekirken er ikke bare den lokale kirke men en kompleks landsdækkende organisation. På billedet ses biskop Kasten Nissen prædike i Rødding Kirke. Foto: Morten Dueholm/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Hvem gør hvad i folkekirken? Hvilke roller har menighedsrådene, præsterne, biskopperne, kirkeministeren og alle de andre, der arbejder sammen om at drive den danske folkekirke?

Den danske folkekirke er en meget stor organisation med over 4,3 millioner medlemmer (2020). Folkekirken opererer på mange forskellige planer, fra det helt lokale til det nationale og internationale. Desuden er mange forskellige mennesker med forskellige roller involveret i folkekirkens arbejde, og de samarbejder på kryds og tværs på en ikke altid gennemskuelig måde.

Her får du et overblik over folkekirkens arbejdsrelationer.

Sognet: Den lokale folkekirke
Som navnet folkekirke antyder, er det meningen, at folkekirken skal være til stede for hele den danske befolkning. Derfor findes der en folkekirke i de fleste byer i Danmark - det svarer til, at der er cirka 2300 kirker i alt. Hver kirke tilhører ét af de over 2100 sogne, som hele landet er inddelt i. Der er stor forskel på sognenes størrelse og befolkningstal: Lidt over 100 af sognene har under 200 indbyggere, men næsten lige så mange har over 10.000 indbyggere.

I alle sogne er der ansat én eller flere sognepræster alt efter antallet af folkekirkemedlemmer i sognet. De mindste sogne må dele sognepræst med andre sogne i et såkaldt flersognspastorat. Dermed kan én enkelt præst være ansat som sognepræst for op til fem sogne. Sognepræsten samarbejder med menighedsrådet, som er en demokratisk valgt forsamling af folkekirkemedlemmer i sognet. Sognepræsten eller -præsterne er derudover automatisk medlemmer af rådet.

I princippet har hvert eneste sogn sit eget menighedsråd, men i de senere år har nogle sogne i flersognspastorater valgt at slå sig sammen, så der kun er ét sogn i pastoratet. Det skyldes blandt andet, at det er blevet sværere at få nogen til at stille op til det tidskrævende hverv som menighedsrådsmedlem.

En af menighedsrådets vigtigste opgaver er at udpege en sognepræst til sognet, når der skal ansættes en ny. Menighedsrådet fungerer dog ikke som præstens arbejdsgiver eller chef. Det er nemlig Kirkeministeriet, der ansætter præsten, selv om det er menighedsrådet, der udpeger den, der skal ansættes.

Derimod er menighedsrådet arbejdsgiver for de andre lokale ansatte i sognet, for eksempel organisten. På dette område er der stor forskel på små sogne på landet og store sogne i byerne. I byen har kirken typisk en kirketjener, som udfører nogle af de opgaver, som graveren udfører i et landsogn. På landet har kirken typisk en deltidsansat kirkesanger ansat til at synge for til gudstjenester og kirkelige handlinger; i byen er der ofte et helt kirkekor til dette. I byen er der ansat en kordegn til at tage sig af administrativt arbejde, især i forbindelse med personregistrering. På landet er dette præstens opgave.

Menighedsrådet har en kontaktperson, som i det daglige varetager funktionen som arbejdsgiver for de lokale ansatte. Derudover har menighedsrådet en formand, en næstformand, en kasserer og en kirkeværge. Kirkeværgens opgave er at føre tilsyn med kirken og andre bygninger samt kirkegården. I nogle sogne er der også andre frivillige ud over menighedsrådet. De frivillige kan for eksempel hjælpe med at passe børn under gudstjenesten eller besøge ældre og ensomme i sognet.

Der er dog visse menigheder i folkekirken, som ikke er knyttet til et sogn. Det gælder valgmenigheder, studentermenigheder, danske kirker i udlandet og sømandskirker. Disse menigheder bygger ofte i høj grad på frivillig arbejdskraft.

Provstiet: Folkekirkens svar på kommunerne
Folkekirkens mellemledere er provsterne, der hver har ansvar for ét af landets 103 provstier, som mange steder er geografisk sammenfaldende med kommunerne. Et gennemsnitligt provsti består altså af cirka 20 sogne og omtrent lige så mange sognepræster. En af disse sognepræster er udnævt til provst. Det er biskoppen, der indstiller til kirkeministeren, hvem der skal udnævnes til provst. Provsten fører tilsyn med sognepræsterne og menighederne på vegne af biskoppen.

Provsten har ansvar for den lokale folkekirkes økonomi i samarbejde med provstiudvalget. Provstiudvalget er valgt af menighedsrådene i provstiet og derudover er provsten også medlem. Provstiudvalget skal godkende menighedsrådenes budgetter og bestemme, hvor høj kirkeskatten skal være. Desuden skal provstiet også godkende visse andre af menighedsrådenes beslutninger, for eksempel i byggesager.

Stiftet: Folkekirken på regionalt niveau
Danmark er inddelt i 10 stifter, hver bestående af cirka 10 provstier. Ofte er stiftet opkaldt efter den by, hvor domkirken ligger. Domkirken er ofte den største og flotteste kirke i stiftet, og det er blandt andet her, biskoppen ordinerer nye præster til tjeneste rundt omkring i stiftet. Biskoppen er en præst, som er valgt af stiftets præster og menighedsrådsmedlemmer til at føre tilsyn med menighederne og lede administrationen af stiftet.

I stiftet er der også en stiftamtmand, som er den samme som regionens statsforvaltningsdirektør, der svarer til statsamtmanden før kommunalreformen. Sammen med biskoppen udgør han eller hun stiftsøvrigheden, som har en funktion, der ligner provstiudvalgets, bare på et mere overordnet plan. Derudover er der en stab af folk i stiftsadministrationen til at udføre det daglige administrative arbejde.

Derudover har der siden 2009 været et stiftsråd i alle stifter. Medlemmer af stiftsrådet er biskoppen, domprovsten (biskoppens stedfortræder) og repræsentanter for stiftets provster, præster og menighedsråd. Stiftsrådet er indtil videre mest en rådgivende instans uden egentlige beføjelser. Der er også en række forskellige udvalg i stifterne med ansvar for blandt andet mellemkirkeligt arbejde, diakoni og mission.

Også Færøerne og Grønland har hver sin biskop. Grønland er det 11. stift i den danske folkekirke, hvorimod folkekirken på Færøerne siden 2007 fungerer helt uafhængigt af folkekirken i Danmark.

Hvor kirke og stat mødes
I modsætning til mange andre kirker har folkekirken ikke en ærkebiskop eller lignende som øverste leder. Ganske vist har biskoppen i København en særlig forrang som første blandt ligemænd, men folkekirkens officielle overhoved er dronningen. Det vil sige, at i praksis styres folkekirken på landsplan af Folketinget og kirkeministeriet.

Folketinget laver love om, hvordan folkekirken skal fungere, og kirkeministeriet implementerer det i praksis. Som nævnt ovenfor er det kirkeministeriet, der ansætter (og aflønner) folkekirkens præster, provster og biskopper.

Der er dog også en række instanser på nationalt plan, der er mere uafhængige af staten. I de senere år er der for eksempel blevet større opmærksomhed omkring det såkaldte bispekollegium. Det er et mere eller mindre formelt møde mellem alle landets biskopper, som afholdes med jævne mellemrum. Nogle gange vælger biskopperne i den anledning at komme med en fælles udtalelse. Det er dog en udbredt holdning, at ingen kan udtale sig på folkekirkens vegne, end ikke de forsamlede biskopper. Derfor er der ikke klarhed over, hvor stor magt bispekollegiet egentlig har eller bør have.

En anden national instans med en vis magt er Folkekirkens mellemkirkelige Råd, som varetager folkekirkens samarbejde med andre kirker i ind- og udland. Det mellemkirkelige råd har ret vide beføjelser i den henseende. Det vakte for eksempel stor debat, da det mellemkirkelige råd med bispekollegiets støtte uden varsel meldte folkekirken ind i det fælleskirkelige, nordeuropæiske Porvoo-samarbejde i december 2009.

Derudover er der en række frivillige organisationer, der ikke er en del af folkekirkens officielle struktur, men som samarbejder med resten af folkekirken på forskellige måder. Disse organisationer repræsenterer blandt andet kirkelige retninger (for eksempel Grundtvigsk Forum og Indre Mission), bestemte parter i kirkens struktur (for eksempel Landsforeningen af Menighedsråd og Præsteforeningen), bestemte målgrupper (for eksempel KFUM og KFUK, der især henvender sig til børn og unge) eller bestemte arbejdsområder (for eksempel de diakonale organisationer og missionsselskaberne).

Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix