Billedserie

Sådan skildres Kristi himmelfart i kunsten

Billedet "L'Ascensione" fra 1520, er af den italienske maler Garofalo (1481-1559) og portræterer Kristis Himmelfart. Figurerne er idealiserede, deres gestik er nøje tilrettelagt og kompositionen er alt i alt rimelig harmonisk. Landskabet er gengivet meget omhyggeligt. Rundt om den sejrsstolte Kristus er et blåligt, nærmest fosforescerende lys. Foto: Wikimedia Commons

En sky, der tager Jesus bort. Hvide klæder. En himmel, der åbner sig. Kristi himmelfart er blevet skildret forskelligt i kunstens historie - se eksempler her

Lige efter Jesu sidste formaning til apostlene om at Helligånden vil komme, blev han løftet op til himlen på en sky. Der stod apostlene og stirrede mod himlen, mens han fór bort - og to mænd i hvide klæder stod sammen med dem.

Sådan lyder beretningen om Kristi himmelfart. Efter den storslåede himmelfart, vendte apostlene tilbage til Jerusalem og satte sig sammen. De blev enige om at holde fast i bønnen.

Det er denne begivenhed, som skildres i disse udvalgte seks kunsthistoriske værker fra 1200 til 1800-tallet.

Værker om Kristi himmelfart:

1. Himmelfarten af Giotto (1305)

Giotto var en italiensk maler, der levede fra 1267 til 1337. Billedet er fra hans freske-cyklus, der hænger i Scrovegni-kapellet i Padova.

I kapellet finder man Giottos 37 fresker arrangeret i tre niveauer og i en bestemt narrativ rækkefølge. De skildrer henholdsvis Jomfru Marias liv, Jesu liv og Jesu lidelseshistorie.

Freskerne er karakteriset af livlige fortællinger, realistiske persontegninger og en enkel stil uden dikkedarer eller overflødige ornamenter.

Figurerne har en tydelig gestik og ekspressive blikke (det kan man for eksempel se på englene) og linjerne er klart afmarkerede, så beskueren kigger i en bestemt retning i dette tilfælde op mod den himmelfarende Kristus.

2. Himmelfarten af Perugino (1496)

Dette billede er malet af den italienske renæssancemaler Pietro Perugino, der levede fra 1446 til 1524.

Kristi Himmelfart markeres her som en festlig begivenhed. Det understreges af de flagrende bånd og gevandter samt englene, der spiller på harpe, violin og lut.

Handlingen i billedet synes at udspille sig på to horisontale planer. Der er to grupperinger, Maria og apostlene samt Kristus og englene.

Værket demonstrerer en ro og harmoni og er uden voldsom dramatik.

3. Himmelfartsmedaillon af Han Zurn (1720)

Dette er en af den tyske kunstner Hans Zurns 15 rosenkransmedailloner, der findes i Skt. Martin kirken i den sydtyske by Langenargen.

Den katolske barokkirke er fra 1519 og blev siden hen udvidet, da Marienkappelle blev opført i 1720. Zurns rosenkransmedailloner pryder kapellet, hvor de fortæller historien om Jesu liv og lidelse.

På dette billede ser man i toppen Kristus forsvinde op i en sky kun hans fødder og stigmata er endnu synlige. De 12 apostle er oprørte og stimler sammen for at få et sidste glimt af deres mester.

4. Himmelfarten af Dosso Dossi (1520)

Billedet er malet af den italienske senrenæssancemaler Dosso Dossi, der levede fra 1486 til 1542. Dossis malerier er præget af en romantisk tilgang til naturen og en forkærlighed for det fantasifulde.

Skyen, som Jesus står på, vrimler med legende engle og er malet i et gådefuldt lys. Jesus står triumferende og skuer lige frem.

Billedet er vertikalt og hierarkisk organiseret. Der er en klar skillelinje mellem skyen og jorden. Apostlene ser på Jesus med en vemodig længsel, men synes at være i en helt anden sfære, hvorfra de ikke kan nå ham.

5. Himmelfart af Rembrandt (1636)

Billedet er malet af den hollandske barokmaler Rembrandt Harmenszvan Rijn (1606-1669).

I modsætning til de andre billeder er Rembrandts værk meget dunkelt og uigennemskueligt.

Rembrandt er kendt for sin chiaroscuro-teknik, et særligt spil mellem lys og skygge, hvor det ser ud som om mørket bliver oplyst af et projektørlys.

Kristus ser op mod himlen, hvor Helligåndens due flyver. Men menneskene ser ud til at være afskåret fra at tage del i himmelfarten.

6. Kristi Himmelfart af Gebhard Fugel (1893)

Det sidste billede er malet af den tyske maler Gebhard Fugel, der levede fra 1863 til 1939. Fugel har udsmykket adskillige kirker, og hans malerier har været brugt i bibler og mange andre religiøse publikationer.

Fugel har malet monumentale fresker og panoramabilleder, der omhandler Jesu lidelseshistorie. Billedet her, "Christi Himmelfahrt", hænger i Obereschach Pfarrkirche i den sydtyske by Ravensburg.

Fugel beskæftigede sig hele sit liv med at formidle og fortolke kristendommen og lagde især meget vægt på Kristi Himmelfart. "Dette var den sidste afsluttende åbenbaring, det sidste løfte... Jesus blev aldrig set mere af mennesket. Guds liv på jorden var til ende," skriver Fugel om Kristi Himmelfart.

Giotto, L'Ascensione, 1305. Foto: Wikimedia Commons
Perugino, L'Ascensione, 1496. Foto: Wikimedia Commons
Hans Zurn, Reliefmedaillon, 1720 Foto: Wikimedia Commons
Dosso Dossi, L'Ascensione, 1520. Foto: Wikimedia Commons
Rembrandt, Ascension, 1636. Foto: Wikimedia Commons
Gebhard Fugel: Christi Himmelfahrt, 1893. Foto: Wikimedia Commons