Tidslinje: Indre Missions forhold til folkekirke og frimenigheder

Frimenigheder har været debatteret flere gange i Indre Missions historie, men traditionelt har bevægelsen holdt hårdt på sin tilknytning til folkekirken

For nylig har Indre Missions hovedbestyrelse besluttet, at der lokalt kan oprettes frimenigheder i tilknytning til bevægelsen, og at disse menigheder kan holde gudstjenester i missionshusene. Det er indtil videre det længste skridt, den traditionelle folkekirkelige bevægelse har taget hen imod at anerkende menighedstyper, der ligger uden for den almindelige folkekirkelige struktur.

Historisk set har bevægelsen værnet om sin folkekirkelige identitet, selvom frie menigheder også tidligere har været til debat i Indre Mission. Indtil for få år siden fandtes der kun grundtvigske frimenigheder og valgmenigheder i Danmark, men i de senere år har der været en tendens til, at folk med baggrund i Indre Mission og beslægtede bevægelser også har oprettet egne menigheder.

LÆS OGSÅ: Indre Mission skifter kurs

I samarbejde med lektor i kirkehistorie Kurt E. Larsen præsenterer vi her nogle milepæle i historien om Indre Missions forhold til folkekirke og frimenigheder.

1853: Den oprindelige Indre Mission
Indre Mission blev i 1853 stiftet som en lægmandsbevægelse, altså en forening der arbejdede uden om folkekirkens præster. Denne tidlige forening havde en stærk tendens til at oprette frimenigheder, fordi man ønskede at udøve kirkelig disciplin, så man kunne få et rent nadverbord, hvor der kun deltog oprigtige kristne. Denne tendens til frimenigheder betød imidlertid, at foreningen meget hurtigt blev splittet og gik i opløsning indefra.

1861: Kirkelig Forening for den Indre Mission
Erfaringerne fra den oprindelige Indre Mission resulterede i, at man tog kraftigt afstand fra frimenigheder og i stedet lagde vægt på folkekirken som en samlende faktor. I 1861 blev foreningen nyoprettet som Kirkelig Forening for den Indre Mission, hvilket stadig er bevægelsens nuværende officielle navn. Ved at lægge vægt på at være en Kirkelig Forening ønskede man at udrydde enhver tvivl om, at bevægelsens arbejde foregik inden for kirkens rammer.

Den store leder efter genoprettelsen i 1861 var sognepræsten Vilhelm Beck fra Slagelse, der var formand indtil sin død i 1901. Han ønskede helt afgjort at holde bevægelsen inden for folkekirken, men frygtede dog at man kunne blive smidt ud af kirkens ledere. Ganske vist var man ikke uenig med ledelsen om teologiske spørgsmål, men mange biskopper og præster var betænkelige ved, at Indre Mission arbejdede på tværs af de traditionelle sognegrænser og ofte uafhængigt af den lokale sognepræst.

1901: Systemskiftet
I 1901 skete der et politisk systemskifte i Danmark, da den første Venstre-regering kom til magten. Det var i tidens ånd at ønske mere demokrati, og det gav sig også udslag på folkekirkens område, hvor mange ønskede, at der skulle oprettes demokratisk valgte menighedsråd i alle sogne. I Indre Mission var man dog bekymret for, om bevægelsen ville have nogen fremtid i en kirke styret af menighedsråd.

Derfor foregik der i årene 1901-11 en lang debat i Indre Mission om, hvorvidt man burde danne valgmenigheder, altså menigheder, der fungerer uafhængigt af folkekirkens almindelige sognestruktur, men som i modsætning til frimenigheder stadig formelt er en del af folkekirken. Fra politisk side ønskede man at værne om sognestrukturen, så man lavede nogle tiltag, der skulle dæmpe missionsfolkenes trang til at lave valgmenigheder.

I 1903 blev det lejlighedsvis tilladt at tilkalde en præst udefra til at holde en ekstra gudstjeneste, hvis nogle folk i et sogn var utilfredse med deres lokale sognepræst. Og i 1912 indførte man loven om andenpræster, som betød, at en gruppe mennesker i et sogn kunne ansætte en ekstra sognepræst, hvis de kunne indsamle nok penge til at betale hans løn. Desuden blev det besluttet, at i sogne med flere præster skulle der tages særligt hensyn til mindretal, så at alle kirkelige retninger kunne være repræsenteret blandt sognets præster. Disse tiltag var medvirkende til, at der ikke blev oprettet nogen valgmenigheder inden for Indre Mission, som tværtimod forblev loyal over for sognekirkerne.

1947: Kvindelige præster
Perioden fra Første Verdenskrig frem til cirka 1965 var en rolig periode hvad angår Indre Missions forhold til folkekirken. Den eneste begivenhed, der kom i nærheden af at forstyrre roen, var, da Folketinget i 1947 besluttede, at kvinder skulle kunne være præster i folkekirken. En stor del af folkekirken var imod denne beslutning, også Indre Mission. Imidlertid var der de første 20 år ikke mere end 10 kvindelige præster i hele landet, så i praksis mærkede man stort set ikke noget til ændringen lokalt. Derfor forstyrrede det heller ikke Indre Missions gode forhold til resten af folkekirken, men man mistede dog lidt af tiltroen til Folketingets udøvelse af magt over kirken.

Cirka 1965: Indre Mission bliver et mindretal
Indre Mission havde være vant til at være den ene af to dominerende grupperinger i folkekirken sammen med den grundtvigske retning. Men fra midten af 1960erne flød den grundtviske retning sammen med den hidtil marginaliserede tidehvervske retning og blev til den såkaldte grundtvig-tidehvervske retning, der derefter dominerede folkekirken på alle niveauer. Senere fik også nye kirkelige retninger stor indflydelse, blandt andet den såkaldte politiske teologi.

De nye dominerende retninger stod i et modsætningsforhold til Indre Mission og uenighederne handlede nu om mere grundlæggende spørgsmål end dem, der tidligere adskilte Indre Mission fra grundtvigianerne. Alt dette førte til, at Indre Mission i stigende grad blev betragtet som et mindretal inden for folkekirken, og missionsfolkene blev derfor også mere åbne over for at benytte sig af de frihedsordninger, der traditionelt havde været beregnet til beskyttelse af mindretal: retten til at løse sognebånd til en anden præst og retten til at tilkalde en udefrakommende præst. På dette tidspunkt blev der dog endnu ikke oprettet valg- eller frimenigheder i Indre Mission.

1990: Mindretalsbeskyttelsen svækkes
Loven der sikrer, at der tages særlige hensyn til mindretal i forbindelse med præstevalg, blev ændret i 1990 til en svagere formulering, der har gjort det vanskeligere at kræve mindretalsretten håndhævet. Det kan ses som en del af en større tendens til at strømline folkekirken, hvor man året forinden havde afskaffet muligheden for at ansætte en andenpræst for privat indsamlede midler. Og i de følgende år blev mindretalshensynene i praksis svækket i nogle af landets stifter. Det førte allerede det følgende år til oprettelsen af den første valgmenighed nogensinde med baggrund i Indre Mission.

1991: Fjellerup Valgmenighed
Indre Missions hovedbestyrelse havde endnu ikke godkendt, at valgmenigheder kunne have en officiel tilknytning til Indre Mission. Alligevel stod det klart, at valgmenigheden i Fjellerup på Djursland blev oprettet af missionsfolk, der var utilfredse med deres lokale sognemenighed. Det kan også ses som et udtryk for afsmitning fra den karismatiske bevægelse, der året forinden havde oprettet sin første valgmenighed, Århus Valgmenighed. Den generelle tendens i Indre Mission var dog stadig, at man lokalt bakkede op om sognemenigheden.

1995: Frederikssund Frimenighed
Efterhånden følte nogle missionsfolk, at de af samvittighedsgrunde ikke bare kunne nøjes med at lave valgmenigheder, men måtte melde sig helt ud af folkekirken og lave en frimenighed. I 1995 oprettede personer med baggrund i Indre Mission en frimenighed i Frederikssund. Det skete direkte imod Indre Missions hovedbestyrelses ønske.

1997: Debat om frimenigheder
Et par år senere blev debatten mere intensiv, især på grund af debatten om velsignelse af registrerede partnerskaber. I 1997 gav Indre Missions hovedbestyrelse lov til, at man kunne være medlem af en frimenighed og samtidig engageret i Indre Missions arbejde, dog ikke som ansat i Indre Mission. Et afgørende argument var, at Indre Mission ikke ville være mere striks en resten af folkekirken, som tillod at frimenigheder kunne benytte folkekirkens bygninger.

2004: hvis en sådan ordning for homofiles vielse indføres
Debatten om registrerede partnerskaber dukkede op igen i 2004, da statsministeren og fem biskopper afslørede sig som tilhængere af homoseksuelle vielser i kirken. Det førte til, at Indre Missions formand, Christian Poulsen, i sin formandsberetning på Indre Missions årsmøde gjorde det klart, at den selvfølgelighed, hvormed Indre Mission i dag er en bevægelse i folkekirken, ikke eksisterer længere, hvis en sådan ordning for homofiles vielse indføres.

Formanden understregede dog også, at hovedbestyrelsen ikke ville arbejde med konkrete planer om at oprette menigheder uden for folkekirken, men tværtimod kæmpe imod, at denne kirkeopløsende praksis skulle finde vej ind i kirken. Han gjorde opmærksom på, at man i løbet af en uges tid kunne sætte døbefonte og altre ind i en række missionshuse, men at noget sådant er det sidste, bestyrelsen ønsker sig.

2005: Frimenighedsmedlemmer kan være ansat i Indre Mission
Indre Missions hovedbestyrelse gennemførte i 2005 et større udredningsarbejde. Anerkendelsen af frimenigheder blev udvidet en smule, så at frimenighedsmedlemmer nu også kunne få godkendelse til at blive ansat i Indre Mission. Men det grundlæggende synspunkt i hovedbestyrelsens rapport var dette: der er ikke grundlag for at ændre bevægelsens identitet som en folkekirkelig bevægelse.

2009: Valgmenigheder kan tilknyttes Indre Mission
En gruppe unge med tilknytning til Indre Mission følte sig overset ved et præstevalg i Sankt Lukas Sogn i Århus. Det førte til oprettelsen af en valgmenighed, som kom til at hedde Århus Bykirke. For første gang støttede Indre Mission på landsplan direkte oprettelsen af en valgmenighed. Hovedbestyrelsen besluttede, at de valgmenigheder, der måtte ønske det, herefter kunne skrive en officiel tilknytning til Indre Mission ind i deres vedtægter.

2011: Frimenigheder i missionshuse
På Indre Missions hovedbestyrelsesmøde i januar 2011 blev det vedtaget, at godkendelsen af valgmenigheder herefter blev udvidet til også at gælde frimenigheder. Desuden blev det vedtaget, at valg- og frimenigheder med tilknytning til Indre Mission kan holde gudstjenester i Indre Missions bygninger. Denne beslutning er af nogle blevet betegnet som historisk, men det er dog for tidligt at sige noget om omfanget af dens virkninger.