Trondheim som pilgrimsmål
I middelalderen blev domkirken i Trondheim et populært pilgrimsmål, for her lå Olav den Helliges grav. Med reformationen mistede Nidaros sin betydning, men nu har pilgrimsruten og Nidarosdomen som pilgrimsmål igen fået betydning
I middelalderen blev domkirken i Trondheim eller Nidaros et populært pilgrimsmål. Her lå den hellige Olavs grav. Med reformationen mistede Nidaros sin betydning, og pilgrimsvejen gennem de norske dale gik i forfald. Men nu har pilgrimsruten og Nidarosdomen som pilgrimsmål igen fået betydning.
LÆS OGSÅ: Historisk pilgrimsrute genåbner
Vi ser nærmere på, hvorfor Nidaros blev pilgrimsmål og hvorfor pilgrimme igen søger nordpå. Pilgrimsvejen til Nidaros
Nidaros er det middelalderlige navn på den norske by Trondheim, som blev Nordeuropas sidestykke til Santiago de Compostela og Rom. Dog har der næppe bevæget sig så store skarer ad de norske dale til den hellige Olavs grav i Nidaros som ad pilgrimsruterne til Sydeuropa.
Pilgrimsruten mod nord var farefuld og besværlig. Ruten for de mange tusinder, der fra 1100-tallet og frem til reformationen i Norge i1537 har begivet sig mod Nidaros, bestod af stier og primitive veje.
Pilgrimsrejsen startede egentlig i Oslo. Her blev der i begyndelsen af 1100-tallet bygget en kirke for den lokale helgen Sankt Hallvard. Ruinerne af kirken kan stadig lokaliseres i Oslos Bispegatan. En milesten fortæller her, at der er 643 kilometer til Nidaros. Først gik valfarten gennem Gudbrandsdalen. Dernæst over Dovrefjeldet og videre ad Drivdalen og så frem til Nidaros. Valfarten har vel kun været muligt i sommermånederne.
Den hellige Olav har haft en særlig tiltrækningskraft, hvilket også blev bekræftet af den rejsende ved mødet med domkirkens mægtige facade. Det var en kirkebygning af dimensioner, et prestigebyggeri, der vel at mærke var præget af den storladne arkitektur fra Mellem- og Sydeuropa.
Olav den Hellige en vikingekonges vej til helgenstatus
Hvem var så denne helgen? Ifølge Snorre Sturlasons "Olav den Helliges saga", som findes i fortællingerne om de norske konger i Heimskringla, er Olav født ind i den norske kongeslægt lidt før år 1000. Han drog på vikingetogt i Østersøområdet allerede som 12-årig. Senere kom han til England og til Normandiet og blev døbt i Rouen. I 1015 vendte Olav tilbage til Norge. I hans følge var en række engelske biskopper. Nu skulle Norge kristnes, og selv krævede han kongemagten.
LÆS OGSÅ: Festdage i Olav den Helliges by
Olav gik hårdt frem ifølge Snorres kongesaga. Med bål og sværd blev de norske storbønder omvendt. Storbønderne måtte enten lade sig døbe eller lade livet. Og dem, der lod sig døbe, måtte give deres sønner til kongen som gidsler. Olavs fremfærd skabte stor modstand. Fleres af de norske høvdinge henvendte sig til den danske konge, Knud den Store for at få Olav fordrevet. I 1028 flygtede kong Olav til Sverige og senere til Rusland. Efter et par år som flygtning forsøgte Olav at vinde sin kongemagt tilbage.
Selv havde han forandret sig. Det var nu en person, der bevidst styrede mod sit martyrium, der i 1030 satte benene på norsk jord. Hans tilhængere var overbevist om hans hellighed, profetiske gaver og evne til at gøre mirakler. I alt fald kan Snorre Sturlason fortælle om, hvordan kong Olav nu opfordrede til mildhed mod de oprørske bønder - og hvordan han kunne få det nedtrampede korn fra sin hær til at rejse sig igen.
Natten til den 29. juli 1030 havde Olav en drøm, hvor han så en stige, der gik op i den åbnende himmel. Selv befandt han sig på dens øverste trin, da han blev vækket til kamp. Ved Stiklestad stod nu det afgørende slag mellem Olav og den oprørske bondehær. For Olav gjaldt det kristendommens sag.
Frem, frem, kristmænd, korsmænd, kongsmænd, lød råbet fra hans hær. Men oprørshæren var overlegen. Olav blev dræbt i slaget under korsmærket fremhæver Snorre.
Efterretninger om mirakler på slagmarken begyndte at versere. Således skulle det blod, der sprøjtede ud af hans sår have været lægende og helende for andres sår. Hans lig blev lagt i en kiste og skjult i nærheden af Stiklestad. Og da man året efter gravede kisten op og åbnede den, var liget intakt og en vellugt steg op derfra.
Olav blev gravsat i det nærliggende Nidaros og helgenkåret. Og pilgrimmene begyndte nu at strømme til graven for at finde helbredelse og tilgivelse.
LÆS OGSÅ: Pilgrimsruter i Norden
Domkirken bygges
Lidt før år 1100 påbegyndte kong Olav Kyrre det, der skulle blive første fase af et monumentalt kirkebyggeri, som skulle rumme Olav den Helliges grav. Denne første kirke, Kristkirken, viste sig snart at være for lille til den store mængde af tilrejsende pilgrimme.
Det blev dernæst ærkebiskop Øystein Erlendsson, der kom til at stå som bygherre for den egentlige Nidaroskatedral, hvortil han føjede et ottekantet kapel, der skulle rumme selve skrinet med helgenens bene.
I midten af 1200-tallet begyndte man på opførelsen af den prægtige vestfacade med tydelig inspiration fra de store franske katedraler som for eksempel dem i Reims og Paris.
Kirken stod færdig cirka 1320 som Nordens fornemste og mest pragtfulde kirkebygning indeholdende hele 28 altre. Her kunne pilgrimmene bede ved Olavs banner, hans økse og hjelm fra slaget ved Stiklestad. Men flere relikvier kom til, først og fremmest et stykke af Kristi kors fra Golgata, som var bragt til Nidaros af korsfareren Sigurd Josalfar.
Der er ingen tvivl om, at de mange pilgrimme blev af stor økonomisk betydning for både kirken og byen. I 1292 havde pave Nicolaus således givet kirken lov til at udstede afladsbreve mod betaling. Og byen omkring kirken voksede med herberger, håndværkere og handlende.
Men også de bosiddende langs pilgrimsvejen fra Oslo til Nidaros nød godt af de valfartende.
Fra kirkelig side var der nemlig udstedt trusler om fredløshed mod enhver, der ikke beskyttede og værnede om de valfartende. Uærlig handel, tyveri og overfald på de rejsende mod Nidaros blev således straffet hårdt. På kongeligt initiativ blev der bygget herberger til de rejse langs pilgrimsvejen.
LÆS OGSÅ: Pilgrimspræstens dagbog fra en uge i Trondheim
Pilgrimsrejsen får en renæssance
Reformationen i 1537 betød et midlertidigt stop for valfarten til Olav den Helliges grav i Nidaros. Først med den nationale genrejsning efter 1814, hvor Norge fik sin egen grundlov, genvandt Nidaroskatedralen igen sin gamle betydning. Det blev bestemt, at Norges konger fremover skulle krones i Trondheim, som byen nu hed. Og i sidste del af 1800-tallet gennemgik domkirken en omfattende restaurering.
I 1994-97 blev Prosjekt Pilgrimsleden gennemført, det vil sige en genåbning af den gamle pilgrimsvej. Der blev nu skabt en sammenhængende rute, der i det store og hele fulgte de gamle pilgrimstier.
I 2002 vandrede prinsesse Märtha Louise og hendes kommende mand, Ari Behns ad den nye pilgrimsrute som led i forberedelserne op til deres bryllup.
Pilgrimsvejen bruges i dag igen af tusindvis af vandrere, og højdepunktet er naturligvis selve helgendagen den 29. juli også kaldet Olsokfejringen. I domkirken er der vågenat op til den 29. juli med levende lys, bønner og gregoriansk messesang.
LÆS OGSÅ: Pilgrimsvandringen har fået en renæssance
Kilde:
Jørgen Johansen: Gyldendals bog om pilgrimme og pilgrimsrejser