Westminster Abbey bryllupskirke og historisk kirke

Det er i denne historiske kirke, at prins William og Kate Middleton skal giftes. Foto: stock.xchng

Monarkens kirke og en af Englands mest historiske kirker. Kom med inden for i Westminster Abbey

Westminster Abbey er grundlagt af Edward Bekenderen tilbage i 1000-tallet og var oprindelig en klosterkirke, der flere gange senere i historien er blevet ombygget og tilbygget, så kirken i dag rummer både diverse gotiske og sengotiske kapeller, klostergård og meget mere.

Westminster Abbey, hvis korrekte navn er Collegiate Church of St. Peter at Westminster, har lige siden 1560 haft en speciel status. Den ny-kronede regent Elizabeth d. 1. sørgede dengang for, at Westminster Abbey blev en universitetskirke, ledet af et råd bestående af 12 domherrer (canons) og med en domprovst (dean) i spidsen med reference alene til monarken.

Sådan er det stadigvæk og derfor er Westminster Abbey også at betragte som den engelske monarks egen kirke i stedet for som alle andre engelske kirker at være underlagt en biskop.

Bryllupskirke
Westminster Abbey, der ligger lige bag Parliament og Big Ben i hjertet af London, har været vidne til stort set alle vigtige begivenheder i landets historie.

Det er således i Westminster Abbey, at alle engelske kroninger har fundet sted siden i 1066. Hele 38 kroninger er det blevet til. Den seneste da den nuværende monark Elizabeth d. 2 blev kronet tilbage i 1953.

Kirken har også været ramme om ikke mindre end femten royale bryllupper, blandt andet den nuværende Dronning Elizabeth og Prins Philips d. 20. november 1947.

Ligeledes blev dronningemoderens gift i denne kirke med den senere Kong Georg d. 5 i 1923, hvor hun grundlagde den kongelige tradition med at lægge brudebuketten ved Den Ukendte Soldats grav, der blev placeret i kirken få år før i 1920. En skik, som alle kongelige brude har fulgt lige siden.

Begravelseskirke og Bath-ordenen
Men Westminster Abbey er mere end kronings- og bryllupskirke. Den er også det sidste hvilested for mange af Englands allerstørste sønner og døtre, royale som ikke-royale.

At nævne dem alle giver ikke mening, men nogle af de mest kendte blandt de ikke-royale er: Issac Newton, Charles Darwin, Dr. Livingstone, Charles Dickens og Bronté-søstrene og de ligger begravet efter emne så at sige.

Således ligger mange af videnskabsfolkene i midterskibet, mens skribenterne og de andre kreative sjæle er at finde i det såkaldte Poets Corner i det sydlige tværskib.

Udover gravene er der også en del mindesmærker i kirken over begivenheder og mennesker, deriblandt selvfølgelig Shakespeare, som nok ligger begravet andetsteds, men som skal mindes i Englands store kirke.

De royale og hele femten monarker samt diverse ægtefæller og børn er begravet her ligger over det meste af kirken. Blandt de mest kendte er repræsentanterne fra Tudor-slægten, som reagerede England fra 1485 til 1603, og den efterfølgende Stuart-slægt, som sad på Englands trone fra 1603 til 1714.

Et af de mest kendte kapeller er Henrik VII's Lady Chapel, som siden 1725 har været moderkirke for ridderordenen "The Order of the Bath", og der hænger heraldiske bannere i begge sider af rummet. Kapellet rummer også mindre kapeller, blandt andet et til minde om de tapre mænd og kvinder, der kæmpede i Royal Air Force under Slaget om England i 1940.

Prinsesse Diana og prinsesse Catherine
I nyere tid har kirken dannet ramme om prinsesse Dianas bisættelse i 1997.

Bisættelsen, som til trods for at Diana ikke længere var Hendes Kongelige Højhed alligevel formede sig som en statsbegravelse, hvor prins William sammen med sin bror prins Harry først gik bag moderens kiste gennem Londons tætpakkede gader, indtil de nåede kirken, hvor Elton John sang sin hyldest til Folkets Prinsesse, som Diana blev kaldt. Og hvor Dianas bror holdt sin kritiske tale mod det engelske kongehus.

Bagefter applauderede folk uden for Westminster Abbey så højt, at det helt ekstraordinært kunne høres inde i kirken.

Kilder:
www.denstoredanske.dk
www.westminster-abbey.org