ANALYSE: Pietismen lever videre i Indre Mission

De pietistiske idéer om omvendelse, moralsk oprustning og individets bodskamp er stadig meget vigtige for Indre Mission, skriver cand.mag Tommy Birk Hansen

Indre Missions grundlæggelse i 1853 udsprang af et ønske om at udbrede den pietistiske forståelse af kristendommen til hele befolkningen og ligeledes at bevare pietisterne indenfor folkekirken.

Efter vedtagelsen af Grundloven i juni 1848 havde radikalpietistiske elementer haft fremgang og formået at samle folk i menigheder udenfor folkekirkeligt regi.

Pietisme handler om kristen livsstil og moralsk oprustning
Pietismen var altså den grundlæggende idé og drivkraft bag Indre Missions opståen og fortsatte eksistens. Men hvad er pietisme egentlig for noget?

Benævnelsen pietisme kommer fra den 1600-tals bevægelse, som blev startet i Tyskland af Phillip Jacob Spener og som endelig slog igennem i løbet af 1700-tallet som en reel vækkelsesbevægelse. I Danmark gennem grev Zinzendorffs herrnhutisme og August Herman Franckes hallensiske statspietisme. Ordet pietisme stammer fra det latinske ord pietas, der betyder fromhed.

Pietismen lagde vægt på individets forhold til Gud, og et af bevægelsens kardinalpunkter var, at troen skulle komme til udtryk i individets liv gennem en synligt forandret livsstil og en moralsk oprustning.

Troen blev i pietismen inderliggjort, og der blev sat et tydeligt skel op mellem den genfødte, der havde gennemgået en karakteristisk bodskamp med sin egen samvittighed og nået til omvendelsens punkt, hvorfra det nye liv kunne udspringe, og den ugenfødte, som nok kom i kirken om søndagen og bekendte sin tro, men ellers levede verdsligt alle ugens dage.

Pietismen vægtlagde derfor den individuelle omvendelse og den efterfølgende genfødsels regeneration over for den mere juridisk-teologiske forståelse af retfærdiggørelsen.

Pietismen blev fra begyndelsen en meget kontroversiel bevægelse, som der stod strid om blandt teologer og lægfolk. Pietismen ønskede en fornyelse af kirken, hvor lægfolk blev aktive samarbejdspartnere med deres præst og gennem den enkeltes regeneration fornyede hele samfundet.

Da kendetegnet for pietisten var en forandret livsstil, blev der meget hurtigt fokus på de ydre handlinger. Kortspil, alkohol og dans blev set som en del af den ikke-genfødtes livsstil, som man som genfødt skulle vise, at man afholdt sig fra.

Pietismen var en protestbevægelse - en protest mod de tilstande af moralsk forfald, man kunne se i samfundet. Vilhelm Becks pietistiske indstilling gjorde, at grundtvigianerne og Indre Mission måtte gå hver deres vej.

Beck kunne ikke acceptere Grundtvigs menneske først kristen så, for som pietist var det at være genfødt kontra det at være ikke-genfødt det eneste, som betød noget; man kunne ikke være andet som kristen.

Skellet mellem den genfødte og den ikke-genfødte har været et af Indre Missions kendetegn. Det har vakt harme blandt den ikke-missionske del af befolkningen, og beskyldninger om fordømmelse fra slutningen af 1800-tallet og indtil nyere tid har haglet ned over bevægelsen.

Indre Mission står foran store overvejelser
I dag står Indre Mission ved en skillevej, hvor spørgsmålet er, om de som pietistisk bevægelse indenfor folkekirken kan forblive indenfor kirkens rammer, idet folkekirkens udvikling har medført, at de indremissionske er kommet under stærkere pres, blandt andet under debatten om homoseksuelle vielser og kvindelige præster.

Indre Mission har dog tidligere truet med at forlade folkekirken, når bevægelsen har følt sig truet af ikke-pietistiske gejstliges krav om reformer.

I dag vil folkekirken sandsynligvis ikke vakle, hvis de indremissionske pludselig forsvandt, da de nu udgør en lille - omend aktiv - del af de samlede medlemmer.

Tommy Birk Hansen er cand.mag i historie og religionsvidenskab og har skrevet speciale om vækkelsesbevægelser i 1800-tallet.