Gode råd til at sige undskyld

To piger siger undskyld til den muslimske verden med et banner fra deres lejlighed på

To piger siger undskyld til den muslimske verden med et banner fra deres lejlighed på Vesterbro under Muhammedkrisen. Foto: Anders Birger Schjørring

Når det er så vigtigt at sige undskyld, er det fordi, livet ikke for alvor kan gå videre, hvis ikke skylden er undskyldt, skriver sognepræst Hanne Sander

Der er samtidsanalytikere, der kalder vor tid undskyldningernes tidsalder. Og det er da også en kendsgerning,  at der har bredt sig en tendens til at bære store undskyld-skilte foran sig i et forsøg på dække hullerne i brynjen af perfekthed.

Man kan købe undskyld-postkort og undskyld-DVDer. Man kan sende gratis elektronisk undskyldning over nettet. Der findes Sorry days, og der udgives Sorry books.

Og i den senere tid er der nærmest ikke dem, der ikke siger undskyld. Politikere og statsledere gør det, paven gør det, virksomhedsledere gør det, biskopper gør det, sportsstjerner gør det... Undskyld for ditten og datten og ligefrem for historiens gang!

Der er selvfølgelig høflighedsformer, som rummer undskyldninger. Jeg siger undskyld, hvis jeg kommer til at  skubbe til nogen i bussen, men i det følgende er jeg kun optaget af det  at sige undskyld, når der er noget på spil.

Kan man sige undskyld på andres vegne?
Jeg husker, at jeg for mange år siden deltog jeg i en  konference for kvindelige præster, hvor der også var teologer fra Afrika og Asien. Jeg havde visse kvababbelser over at repræsentere et vestligt land, der er tidligere kolonimagt.

Jeg ville jo gerne undskylde især de kulturelle overgreb, som jeg mente, at danske missionærer og kirkefolk havde begået, men det tog mine afrikanske og indiske kolleger ikke rigtig alvorligt. De syntes heller ikke, at de kunne bruge det til noget, for de var jo et helt andet sted nu. Og jeg var jo rigtignok også selv et andet sted end i 1800-tallet! Og kan man egentlig sige undskyld på andres vegne?

Når jeg synes, at mange af de store officielle undskyldninger, der fremføres, virker ualvorlige, er det fordi jeg mener, at det at sige undskyld er noget helt personligt. Den, der har forbrudt sig, kan sige undskyld til den, hun har forbrudt sig imod. Og hvis den krænkede kan tage imod undskyldningen, kan forholdet mellem dem genoprettes.

Livet kan ikke gå videre uden undskyldning
Når det er så vigtigt at sige undskyld, er det fordi, livet ikke for alvor kan gå videre, hvis ikke skylden er undskyldt. Hverken den, der har gjort sig skyldig eller den, det er gået ud over, er frie og kan komme videre, så længe skylden står imellem dem.

Eksemplet over alle er lignelsen om den fortabte søn fra Det Nye Testamente. Kort fortalt handler den jo om en søn, der vil have sin arv udbetalt og bryder med sin far for at leve sit eget liv. Så længe han har penge, går det strålende, men det bliver det ikke ved med. Det frie liv, drengen havde drømt om, viste sig at have omkostninger i form af savn og fortrydelse og skyld, så nu vil drengen gerne hjem og undskylde, selv om han ikke tør håbe på, at forholdet til faderen kan blive, som det var før.

Men det bliver det, for faderen har ikke kun været skuffet og vred, men har også savnet livet med sønnen, så han har det samme ønske om, at deres forhold skal genoprettes. Så faderen har undskyldt drengen, næsten før drengen får afleveret sin forberedte undskyldning. Skylden og krænkelsen står ikke mere imellem dem. Omfavnelsen og forsoningen har indtaget den plads.

Det er ikke altid menneskeligt muligt at tilgive
Det samme billede kunne man se i Sydafrika i freds- og forsoningsprocessen i tiden efter apartheidstyret med dets uhyrlige overgreb og krænkelser. Tidligere undertrykkere og bødler mødtes med deres ofre, så begge parter fik lejlighed til at udtrykke på den ene side vrede og sorg og på den anden side skyld og fortrydelse. På et tidspunkt blev det indført i processen, at de to parter sluttede deres møde af med at give hinanden hånden som tegn på forsoning. I hånden havde de et lille kors, der var hamret ud af et patronhylster.

Korset mellem dem gjorde det tydeligt for begge parter, at der kan være forhold, som det ikke er menneskeligt muligt at undskylde. Kvinden, der sidder over for sin mands bøddel, kan vanskeligt undskylde og tilgive ham, og bødlen kan også dårligt bede kvinden om at undskylde sig. Men konfrontationen og erkendelsen af skyld kan føre til forsoning, så begge parter igen får frihed og mulighed for at leve deres liv nu begge under Guds tilgivelse med korset som tegn. Derfor beder vi også. Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.

Og derfor vil jeg sammenfattende mene:

1. At sige undskyld må have konsekvenser, hvis det ikke bare skal være letkøbt.

2. Man kan ikke for alvor hverken sige undskyld eller undskylde på andres vegne.

3. Et brudt forhold kan kun genoprettes, når der både kan siges undskyld og undskyldes.

4. Der kan være forhold, man som menneske ikke kan undskylde.

5. Jeg tror ikke, at der er noget, som Gud ikke kan og vil undskylde.

Hanne Sander er sognepræst i Jægersborg. Hun er også panelist på kristendom.dk og med i sjælesorgspanelet, som tilbyder kristendom.dks brugere fortrolige samtaler om tro og liv.