"Himmelfart er at finde hjem"
Jesu himmelfart og fysiske adskillelse fra disciplene og verden, efterlader sig spor og aftryk, skriver freelancepræst og åndelig vejleder Jette Dahl
Jesus tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. (Lukasevangeliet 24,50 53).
Så rejse vi til vort fædreland,
dér ligger ej dag i dvale,
dér stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale;
så frydelig dér til evig tid
med venner i lys vi tale.
(Den Danske Salmebog 402,7)
TEMA: Kristi Himmelfart
I smukt billedsprog gives der her udtryk for det, der ikke kan siges med ord. Intet sprog kan rumme gløden i denne guddommelige virkelighed, men vi fornemmer, hvad det handler om. Vi erfarer det, når vi er der, hvor vi skal være, og alting er, som det er. Balancen er der. Glæden er der. Fortroligheden er. Varmen er der. Frem for alt er der et vidunderligt nærvær.
I gode stunder med hinanden er det præcis sådan. Det er at være hjemme i Gud og i sig selv. Da er vi i den samhørighed, vi er skabt til at være i. Det er i sjælens lovprisning af Gud.
Guds spor i verden
Jesu himmelfart og fysiske adskillelse fra disciplene og verden, efterlader sig spor og aftryk. Efter at have løftet sine hænder mod himlen velsigner han dem med sin kærlighed og frimodighed. De fyldes af glæde og vender tilbage til deres sammenhæng og lovpriser Gud.
Sporene sættes i disciplenes mod til at være dem, de er, og lade Guds Ånd lede dem på vej. Tro og tillid til den guddommelige virkelighed giver dem styrke til at gå ud i verden og fortælle om Gud og Kristus.
Nøjagtig den samme virkelighed er vi i dag indfældet i og hører hjemme i.
Hjemsted og forankring
Troen på Gud giver os et holdepunkt, et hjemsted. At hvile i hans kærlighed er at være hjemme.
Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn og korset tegnes for ansigt og bryst til et vidnesbyrd om, at du tilhører den korsfæstede og opstandne Herre, Jesus Kristus. Denne kendsgerning bekræftes mange gange i vores liv, gennem bøn, gudstjeneste, nadver og bare det at trække vejret og drage ånde, i Gud.
Du lever. Gud har sat sit aftryk og sit spor i dit hjerte og din sjæl. I sit billede har han skabt dig. Det er din menneskelige værdighed. Brug den og vid, at du gør en forskel i verden. Lad dit afsæt være en forankring i Guds virkelighed. Hav tillid til, at du berøres af Gud, og at han altid er der som din sjæleven og medvandrer i livet og i døden, ja i al evighed.
Herren velsigne dig og bevare dig,
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig.
Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!
(Den aronitiske velsignelse)