Hvordan bevare tilliden til Gud, når livet gør ondt?

Tro på det, slægter og generationer før os har klamret sig til. I medgang og modgang. På trods af al sund fornuft og egne følelser eller mangel på samme, så vælg at tro på Gud, skriver åndelig vejleder Jette Dahl. Foto: stock.xchng

Menneskers egen magtesløshed er så skrigende tydelig, og havde vi ikke Gud at tro på og at henvende os til, ville jeg ikke ane mine levende råd, skriver freelancepræst og åndelig vejleder Jette Dahl   

Forleden blev vi mindet om det igen. Den tragiske ulykke i fjorden ved Præstø. Pludselig kommer døden tæt på, og angsten for at miste bliver en realitet.

Vi ser det i TV, læser om trafikdræbte på grund af glatkørsel for bare at blive i det hjemlige. For dem, der står midt i det, sker det værst tænkelige. Det er ubeskriveligt barsk, og tankerne går til dem, der er ramt. Ja, mere end det. Vi beder for dem. For dem, der har mistet, for dem, der er dødelig ramt og for mennesker, der er involveret i ulykken.

Hjælper det at bede?
Bøn til Gud i livstruende og svære situationer gør ikke ulykker og katastrofer ugjorte. Det er klart. Jeg hverken kan eller vi dømme om, hvorvidt bønner skaber mirakler, men jeg erfarer, at det hjælper at bede. Det hjælper de pårørende, og det hjælper os andre at sætte ord på smerten og det meningsløse og at rette bønnen til Gud.

Eller vi kunne vende det på hovedet og sige: Hvis ikke vi i sådanne situationer beder til Gud, så ved jeg ikke, hvad vi skal med bøn. Det er i smerten og afmagten Gud er nærmest. Også helt uden vi registrerer det, helt uden vi ved af det. Menneskers egen magtesløshed er så skrigende tydelig, og havde vi ikke Gud at tro på og henvende os til, ville jeg ikke ane mine levende råd. Gud gør en forskel, men næppe, som vi indimellem kunne ønske det, at vi kunne få vore døde tilbage, eller at Gud ville helbrede alvorlig syge, og så videre.

Hvad skal vi så med Gud?
Der er en tendens til, at hvis vi ikke kan bruge Gud til at forbedre vores liv, hvis ikke troen har en nytteværdi, så kan det vel være lige meget. For det første kan vi aldrig gøre vores forhold til Gud op ud fra de værdisæt, vi ellers kan gøre brug af. Det er så tydelig i svære situationer. Ligesom vi heller ikke kan gøre vores kærlighedsforhold op ud fra en nytte- eller behovsværdi.

For det andet kan Gud blive så tydelig for den enkelte i tab, sorg, afmagt og smerte. Generationer og slægter har søgt ly i troen på Gud i svære tider. Følgende udsagn fra Bibelen holder det fast:

Gud er vor tilflugt og styrke,
altid at finde som hjælp i trængsler.
Salme 46,2

Kun hos Gud finder min sjæl ro,
for mit håb kommer fra ham.
Salme 62,6

Ingen af os lever for sig selv, og ingen dør for sig selv. For når vi lever, lever vi for Herren, og når vi dør, dør vi for Herren. Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren.
Romerbrevet 14,7-8

Tillid til Gud er et valg
Mine 25 år som sognepræst fortæller mig, at der er to måder at reagere på meningsløs lidelse og død på. Man reagerer ved at fraskrive sig Gud ved at sige: Når jeg har mistet det kæreste, jeg har, og Gud har taget hende/ham fra mig, så kan jeg ikke længere tro, og reaktionen bliver, at man melder sig ud af folkekirken.

Eller også reagerer man modsat ved at sige: Når jeg har mistet det kæreste, jeg har, så må Gud være der og bære og passe på ham/hende. Jeg kan ikke andet end at vælge at tro, Gud er der! Det er sådan, det er.

Vælg da tilliden til Gud. Tro på det, slægter og generationer før os har klamret sig til. I medgang og modgang. På trods af al sund fornuft og egne følelser eller mangel på samme, så vælg at tro på Gud. Igen og igen. Bed til ham, tal med ham og til ham. På lang sigt gør det en ubeskrivelig forskel. I Gud er vi sammen, både levende og døde, både her og hisset. I livet og i døden.

Nadveren
Når vi går til nadver og knæler ved alterskranken og modtager brød og vin og Jesu ord, er vi et med Gud og med hinanden, og et med dem, vi har mistet. Ofte er knæfaldet formet som enhalvmåne omkring nadveren, og udgør den ene bordende. Den anden bordende er i himlen, hvor vore døde sidder med til bords. Den korsfæstede og opstandne Kristus er vært ved dette bord, både her i verden og i det himmelske.

Det var der engang en mand, der fortalte mig, og når han gik til alters, tænke han altid på sin afdøde hustru, og at de to var eet i nadveren.

Aftenbøn for de lidende
Våg du, Herre,
med dem, der våger
eller græder i denne nat.
Beskærm de syge,
lad de trætte finde hvile,
velsign de døende,
trøst de lidende,
forbarm dig over de bedrøvede
Fra bønnebog i Den danske Salmebog