I dødens nærvær bliver livet påtrængende

HH Sygepleje tilbyder pleje til døende i deres eget hjem. - Foto: stock.xchng

Det er vigtigt, at omgivelserne møder den døende med omsorg og nærvær på en værdig måde, skriver freelancepræst Jette Dahl, som her giver gode råd til den sidste tid med en døende

Der er ingen opskrift på eller bestemte regler for, hvordan vi omgås og møder et elsket menneske, der skal dø. Situationen er alt for komplekst og for personligt til, at det kan lade sig gøre. Hvert enkelt tilfælde er noget unikt, afhængig af den døende, om det har været et langt eller kort sygdomsforløb og sygdommens art og udvikling. Måske er det et pludseligt og uden forvarsel nærvær med døden.

Også de pårørende har afgørende betydning for, hvordan et døende menneske rummes og bliver mødt. Alligevel er der fællestræk, der ofte går igen i et sygdomsforløb til døden. Også for de pårørendes vedkommende.

Min erfaring i mødet med døende
Igennem 25 år som sognepræst på landet (1979 2004) fyldte mødet med pårørende i forbindelse med et dødsfald rigtig meget. Ligeledes mødet inden da med den døende, der skal herfra. Set i bakspejlet står de stunder og situationer som de mest værdifulde i min erindring. Jeg ville ikke have været dem foruden, hvor smerteligt svært det end var til tider. Det skyldes, tror jeg, at i dødens nærvær bliver livet så påtrængende, og kærligheden til hinanden så stærk.

Der er ingen facader, der skal opretholdes. Maskerne falder af sig selv, og der åbnes for et særligt nærvær omkring et døende menneske. Ganske uafhængig af, om døden kommer som en befrielse eller som en fjende, hænger det sådan sammen for mig. Derudover er et andet menneskes død også altid en påmindelse om min egen død.

Døden tapper livet for kraft
Jeg vil definere døden som livets værste fjende, for den tømmer bogstavelig talt livet for kraft. Den er den ultimative krænkelse af livet, også når den kommer som en befrielse. Lang tid i forvejen sætter den jo sine spor i form af svækkelse, modløshed, forfald, sløvhed, forgængelighed, demens og så videre. Det er døden i små doser.

Der er meget på spil
Det er derfor afgørende, hvordan omgivelserne forholder sig til det menneske, der skal dø. Der er en personlig forpligtigelse over for det menneske, som døden er ved at tømme for liv, og ofte gør afmægtig, hjælpeløs og prisgivet, dybt afhængig af andre. Det kan være en svær proces for alle parter, der tager del i det.

Vi er ikke vant til at miste vores personlighed og selvstændighed og skulle give slip på alt i os og overgive os til døden. Derfor er det så vigtigt, at omgivelserne møder den døende med omsorg og nærvær på en værdig måde.

Værdighed er noget vi giver hinanden
Værdighed er ikke noget vi har, det er noget vi giver hinanden, skrev én for nylig. Det er sandt. Værdighed skylder vi egentlig altid hinanden, men i særdeleshed i forhold til døden, fordi her mister et menneske ofte den ydre tegn på værdighed. Følgende indsigt er vigtigt i et værdigt møde:

- At kunne rumme at have et døende menneske tæt på
- At være i stand til at lytte til vedkommende og selv træde et skridt til side
- At kunne lægge alt sit eget til side for at være til stede og være helt nærværende
- At fornemme den døendes behov og begrænsning
- At være ordløs tilstede
- At holde i hånd
- At holde ud og holde af og holde ved
- At mærke hvor urørlighedszonen er hos den døende
- At respektere denne grænse
- At fornemme behovet for at tale om døden, begravelsen og hvad der trænger sig på her
- At kunne bede en bøn og tale om Gud og med Gud
- At overgive den døende til Gud

Gud er håbet i døden
Frygt ikke Han er opstået. Han er gået i forvejen for jer (Matthæusevangeliet 28,5-7).

Mennesker, der tror på Gud og har et håb om opstandelse og hjemsted hos Gud, har noget at holde sig til. Det gør en stor forskel. Ikke at døden i sig selv måske bliver lettere, men der er et håb og en kærlighed, der bærer den døende over på den anden side af døden. At overgive sin elskede til Gud for dem, der står ved siden af, er en uvurderlig trøst. Det er håbet midt i afmagten.

Så bliver da tro, håb og kærlighed, men størst af dem er kærligheden ( 1. Korintherbrev 13.13).

Bøn ved et dødsleje
Gud, du ved hvad der fylder os,
du kender vor sorg og vor afmagt.
Kom til os med din styrke og hjælp.
Giv os din fred,
så vi lægger NN(den dødes navn) og os selv
I dine stærke hænder.
Tak for det gode,
vi har fået gennem han/hende.
Lad os bære dem med os som en rigdom,
Som en gave af din kærlighed,
Som en strøm af varme og godhed,
der skal gives videre til andre.
Gør os åbne for dit ords trøst
og forvis os om,
at hverken liv eller død
kan skille os fra dig.

(fra Bønnebog bag i Den Danske Salmebog s. 897)