"I stilheden fornemmer vi Guds ordløse omsorg"

For at kunne modtage Guds omsorg er vi nødt til at lære at sætte tankerne ud af kraft og gå ind i stilhedens rum, skriver studenterpræst Jens Munk

Der er en ny kirke på vej, en ny kirke i Nordeuropa, som pibler frem overalt. Det er en kirke, hvor man kan lade sig drage med, ikke bare med intellektet, men også med krop og følelser. Det er en tro, hvor kroppen er med sammen med intellektet.

LÆS OGSÅ: "Kirken har brug for en kropsteologi"

I virkeligheden er det faktisk en ældgammel tradition; den har bare ikke fyldt så meget i vores del af verden i nyere tid.

Allerede for Paulus var det kropslige en vigtig indgang til Kristus, som man kan læse i Første Brev til Korinterne:

"Ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden,
som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv,
for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud med jeres legeme."

Paulus lokaliserer også centrum for åndens virke i kroppen, det er i hjertet:

"Og fordi I er børn, har Gud sendt sin Søns ånd i vore
hjerter, og den råber: Abba, Fader."

I Romerbrevet taler Paulus også om ånden i hjertet:

"Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden,
som er givet os."

Paulus antyder her, at gudsnærvær handler nok så meget om en kropsligt oplevet vished, som om at kunne de rigtige dogmer og remser.

Vi skal gå ind i stilhedens rum
Jeg tror, at mange mennesker her i Nordeuropa har indset, at forudsætningen for at finde ind til det, vi kunne kalde Guds ordløse omsorg, er at fjerne fokus fra hjernen og tankerne og i stedet åbne et nyt fokus, nemlig kroppen som tempel for Helligånden.

Det betyder ikke, at tankerne og hjernen skal ofres. Det handler snarere om at forstå kroppen som en antenne for at modtage omsorg, forståelse og åndskraft fra Kristus.

For at kunne modtage denne omsorg er vi nødt til at lære at sætte tankerne ud af kraft og gå ind i stilhedens rum.

Her støder vi imidlertid på modstand, fordi vi lever i en kultur, hvor vi i den grad er vænnet til at forsøge at regne os frem til løsninger og tænke os frem til, hvordan vi klarer tingene. Det er også derfor, at et studie som teologistudiet har valgt at satse på boglig viden, masser af ord og knap så meget krop.

Den vurdering af, hvad det kan lade sig gøre at forklare ud fra ord, rækker langt tilbage i vores kultur. Den stammer fra det antikke Grækenland. Antagelsen i denne tradition er, at det kan lade sig gøre at videregive viden, overføre viden ved hjælp af ord. Det kan det også inden for visse områder, men det holder kun delvist, når det kommer til kristendom.

For at forstå kristendommen er vi nødt til både at overlevere viden via ord, men også at være i stand til at overføre ordløs indsigt.

Gennem hjertebønnen tager Kristus bolig i kroppen
Jeg vil gerne give et konkret eksempel på, hvordan der kan arbejdes med at flytte fokus fra intellektet til kroppen og nærmere bestemt til hjertet og dermed overføre en ordløs indsigt om kristendommen, som har rødder tilbage til de første kristne.

I mange år har jeg brugt hjertebønnen, en gammel bønspraksis, som stammer fra ørkenfædrene, og som særligt har fået liv og ånd i den russisk ortodokse kirke samt i munkesamfundet Athos i Grækenland.

Hjertebønnen kan man ikke læse sig til; den overføres fra én person til en anden og er blevet det i en ubrudt række fra ørkenfædrene og frem til i dag.

I hjertebønnen bedes den helt simple bøn: Kyrie Eleison: Herre, forbarm dig (over mig/os). Men bønnen gøres kropslig, idet bønnen kobles sammen med vejrtrækningen, således at man trækker bønnen med ned til hjerteporten sammen med indåndingen og "drysser" bønnen ned i hjertet på udåndingen.

Ved at gentage denne fysiske bøn gennem en længere periode dagligt, skabes en kontakt mellem bønnens indhold, Kristi barmhjertighed og kærlighed og menneskets fysiske hjerte.

Det mærkes, at Kristus tager bolig i kroppen, i hjertet. Og den bedende vil efterhånden fyldes af en fysisk vished om, at Kristi omsorg og barmhjertighed er overalt, også i vort inderste, i vort hjerte, samt en erkendelse af, at hjertet på én gang har en fysisk og samtidig en dyb, åndelig dimension.

Hjertebønnen skaber en ordløs vished om Kristi nærvær, eller som Paulus udtrykker det, en vished om, at: "Nu lever ikke jeg, men Kristus lever i mig."

Hjertebønnen er derfor ikke en påstand eller et dogme, der kan diskuteres frem og tilbage; den er en åndelig, ordløs nærværsoplevelse, hvor Kristus tager bolig i os. En ordløs kærlighed bag sproget, kulturen og ordene.

Hjertebønnen kan studeres blandt andet i det skrift, der hedder "En russisk pilgrims beretning." Den bog er hermed anbefalet.

Hvis læseren vil stifte personligt bekendskab med hjertebønnen, står jeg for introduktion og guidning hver mandag kl 18.00-18.45 i Stillerummet i Studenternes Hus på Aarhus Universitet