Lad Kristi kærlighed omslutte dig

Fordyb dig i Arne Haugens Sørensens alterbillede af opstandelsen. Hør den opstandne Kristus sige til dig: ”Frygt ikke!” – Jeg er her. Du er min. Jeg elsker dig, skriver Jette Dahl. (Klik på billedet for at se en større udgave). - Foto: Dorthe Krabbe.

Vi holder gudstjeneste i kraft af Jesu opstandelse og håbet, der knytter sig til dette mysterium

I to af de landsbykirker, jeg har været præst, forestiller alterbilledet Jesus på korset i langfredags totale mørke. Jeg har ofte stået foran altret og tænkt: Hvor er langfredag dog fuld af lidelse, smerte og død. Der er ikke så meget som en lysstråle, der peger hen på påskemorgen, hvor Jesus opstod og sejrede over døden. Hvor har jeg savnet det. I særdeleshed denne søndag i kirkeåret.

Jesu opstandelse er for mig det helt centrale omdrejningspunkt i troen på Gud. Når vi holder gudstjeneste, så gør vi det hver gang i kraft af Jesu opstandelse og håbet, der knytter sig til dette mysterium. Korset og lidelsen skal ikke forbigås, men for os i dag må det ses i lyset af opstandelsen.

Grundtvig skriver om det i mange af sine påskesalmer:

Livstræet skyde af korsets rod, smage lad alle, vor drot, er god (DDS: 291,5).

Tag det sorte kors fra graven! Plant en lilje hvor det stod! (DDS.241,1).

Altertavle med opstandelsens kraft
I Ringkøbing Kirke udtrykker altertavlen opstandelsens kraft, så det går lige til hjertet. Det er kirkekunstneren Arne Haugen Sørensen, der har malet billedet i 1996. Han skriver:

Opstandelsen repræsenterer selve kernen i kristendommen og er på samme tid både altfavnende abstrakt og pinagtigt konkret. Man kan ikke nøjes med at illustrere en tekst. Man må vove et øje. Turde går ind i det simple og (for mange forargelige) budskab: Frygt ikke! Livet er evigt. Acceptere det, er sværest for det moderne menneske at tro, i hvert fald for mig, at der er nogen, der interesserer sig for netop dig, og som er der til at tage imod dig, når dette liv er slut. Tro er også et valg, man foretager, derfor har det været håbet mere end tvivlen, der har været drivkraften og inspirationen i denne altertavle.
(Fra bogen Idyl med indbygget katastrofe af Arne Haugen Sørensen).

Opstandelsens spor i dit liv
Kristus er død, ja endnu mere, han er opstået. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nåd eller angst?... I alt dette mere end sejrer vi ved ham, der har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning vil kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus.
(Rom. 8,34ff).

Jesu opstandelse giver dig et levende håb om, at når du dør, tager Gud imod dig og favner dig i sin alkærlighed. Alt er gået som i Paradisets have. Men det farver også dit liv nu i den forstand, at intet kan skille dig fra Guds kærlighed. Absolut intet, som apostlen Paulus forkynder. Derfor fejrer vi snart påske.

Det er en gennemgribende Guds kraft, som trænger ind i hver en celle i din krop og sjæl, som der er åbnet til med Kristus. At blive sig det bevidst og gribe det i tro forandrer dig indefra, skridt for skridt eller måske på en gang.

Frygt ikke! Hør det påskeråb fra den opstandne selv, tro det også gælder dig. Lad Kristi kærlighed omslutte dig igen og igen. Lad det være din drivkraft i dagligdagdagen. Igen og igen.

Meditation over opstandelsens kraft
Sæt dig godt til rette et sted, hvor du kan være uforstyrret, eller gå ud i naturen med bevidstheden rettet mod følgende:

Fordyb dig i Arne Haugens Sørensens alterbillede. Hav det på din indre nethinde. Har du mistet et elsket menneske, så se ham/hende i dette lys og de ord, der her følger med. Overgiv din elskede til Gud.

Er det ikke din situation, så brug billedet som et udtryk for mørkets magt i dig eller angstens sorte hul. Overvej hvad der gemmer sig i dette dyb for dig. Løft det op til overfladen og læg det frem for Gud. Fortæl ham om det og bliv derefter stille, lyttende, hvilende i Gud. Hør den opstandne Kristus sige til sig: Frygt ikke! Jeg er her. Du er min. Jeg elsker dig.

- Glædelig påske.

Udsnit af Hindborg Kirkes altertavle malet af Arne Haugen Sørensen. -- Foto: Ole Aabenhus.