Overgivelse er ikke det samme som opgivelse

Gud vil, du skal vokse i tro, håb og kærlighed. - Foto: stock.xchng

- At lægge sit liv i Guds hænder er en ny mulighed, hver dag, for at slippe egenkontrol, styring og det at være på konstant overarbejde i tanker og handling, skriver åndelig vejleder Jette Dahl

Vi har ofte noget vidt forskelligt med i bagagen, der gør at vi kan have forbehold og have svært ved at give slip på kontrollen og være i overgivelsen.

Måske har du fået den form for indkodning, at du skal anstrenge dig og gøre alt, hvad du kan overfor andre, overfor dig selv og i det du har med at gøre: "Kom nu, du kan godt og du skal osv." en form for: "Tag dig nu sammen-signaler" eller: "Du skal yde, før du kan nyde", og hvad der måtte dukke op i din bevidsthed i eftertanken. Kort sagt: Du kan være opdraget til at stå selv og kunne selv, ofte i allerbedste mening.

En hverdag, der leves ud fra karakterfasthed og selvbestemmelse, er et liv uden overgivelse − et liv, hvor kontrol og jegets styrelse ofte fylder dagen ud og står øverst på dagsordenen.

Det kan alt sammen være med til at spærre for overgivelse til Gud, som rummer den modsatte bevægelse: at du netop ikke skal kunne alting selv. Tværtimod. Hverken i forhold til andre mennesker eller i forhold til Gud.

Du skal i det lys ikke være et over-menneske, men blot et menneske, der bliver sig længselen bevidst efter overgivelse og hengivelse til Gud. Også når det indebærer sårbarhed og udleverethed.

At være sig dette bevidst kan symboliseres ved, at du rækker Gud dine åbne og tomme hænder som en måde, hvorpå du udtrykker overgivelse af din selvbestemmelse og vilje.

Jomfru Marias overgivelse
Jomfru Maria står som et lysende eksempel på en sådan overgivelse til Gud. Hun gør det ved at sige ja til den bestemmelse, Gud kalder hende til: At føde den Højestes søn, Jesus Kristus.

"Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!" (Lukas 1,38)

Fra det øjeblik accepterer Maria, at hun tilhører en anden end sig selv. Det betyder, at hun i et og alt er dybt forenet og forbundet med Gud og alene afhængig af ham. På forunderlig vis sætter det hende fri i forhold til omverdenen og i forhold til sig selv.

Maria aner ikke, hvad det fører med sig, eller hvad det indebærer i hendes liv, men hun har heller ikke brug for at vide det. Hun har overgivet sig.

At lægge sit liv i Guds hænder er en ny mulighed, hver dag, for at slippe egenkontrol, styring og det at være på konstant overarbejde i tanker og handling.

Alt afhænger ikke af dig og dine valg, men af Gud, der dagligt leder og bærer dig. Det betyder ikke opgivelse.

"Hvad er forskellen på overgivelse og opgivelse?" blev jeg for nylig spurgt om.

For det første er der en forskellig følelse forbundet med de to udsagn, og det de står for: Overgivelse rummer en frisættelse og en lethed i dig ved, at du giver Gud pladsen. Opgivelse derimod rummer tunghed og modløshed.

For det andet indebærer overgivelse til Gud, jævnfør Maria, ikke, at du bliver ansvarsfri, og at alt bliver ligegyldigt. At overgive sig til Gud hver dag på ny, betyder, at du tager Gud alvorligt som en virkelighed, der vedrører dig. Du stiller dig til Guds rådighed og handler i den tro og den tillid, det indebærer. Et af de spor, det på længere sigt kan sætte i din hverdag, er for eksempel:

Du bliver mindre selvhøjtidelig, mere afslappet, mindre i forsvarsposition, mere rummelig. Du opleves mere tilgivende, både overfor dig selv og dit medmenneske. Hvis du opgiver dig selv og det at være Guds hænder og talerør i verden, så sætter det ingen spor. Tværtimod. Du "forsvinder" i selvudslettelse og mindreværd, og det er det sidste, Gud vil, at du skal.

Meditation/fordybelse
Gud vil, du skal vokse i tro, håb og kærlighed. Fordyb dig i billedet af Bleib sein Kind (Forbliv hans barn). Tag skridtet hen og overgive dig i Guds Hånd og hvil i ham. Tag gerne Maria ved hånden. Hun kender vejen.