Personlig udvikling: Gud har ansvaret for, hvordan du er skabt

"Jeg ser ikke selvudvikling som navlebeskuende. Tværtimod. Det er berigende at se på sig selv, sine adfærdsmønstre, og hvor det går galt og går godt. Dette bør ske både i forhold til en selv, livet og mødet med andre mennesker. Og hvor er Gud henne i alt det her," skriver stiftspræst Jette Dahl. Foto: Privatfoto

"Jeg har accepteret den måde, Gud har skabt mig på med det, jeg har med i min livsbagage. Det gælder både på godt og ondt," skriver stiftspræst for åndeligt søgende Jette Dahl

Måske er det aldersbetinget, det med selvudvikling. Jeg ved det ikke, men i hvert fald møder jeg mange mennesker i mit arbejde, der gerne vil udvikle sig, oftest kvinder i den mere modne alder.

Her er der mulighed for selvrefleksion og selvbesindelse. Børnene er blevet store, er ikke på samme måde som tidligere arbejdskrævende og bor måske ikke hjemme længere. Naturligvis kan der til enhver tid komme andet ind i vores liv, som tager vores fulde opmærksomhed, uanset alder.

Tid til refleksion
Tid til eftertanke, selvbesindelse og en vilje til at gøre noget ved det, hilser jeg velkommen. Vi skal mødes med hinanden og samtale om det, læse bøger og tage det af det, der berører og føles relevant for den enkelte. Jeg oplever en stor seriøsitet, velvilje og træningsindsat her.

Da jeg selv er i en moden alder og slet ikke kan lade være med at arbejde med mig selv i forhold til mit liv og min hverdag, giver selvudvikling god mening, også for mig.

Selvudvikling
Jeg ser ikke selvudvikling som navlebeskuende. Tværtimod. Det er berigende at se på sig selv, sine adfærdsmønstre, og hvor det går galt og går godt. Dette bør ske både i forhold til en selv, livet og mødet med andre mennesker. Og hvor er Gud henne i alt det her?

Det er svært at finde en sund balance i det. Erfaringen vidner om, at vi ofte er på overarbejde, både mentalt og også fysisk, kropsmæssigt. Det hænger uløseligt sammen. Det ved mennesker, der er ramt af stress.

Jeg tror, vi skal igennem erfaringen af at kæmpe rigtig meget med vores skæve sider og finde ud af, at vi på de fleste områder må melde pas. Hvem kan ændre sin personlighed og grundlæggende væremåde, og skal vi mon det? Underligt nok er det sjældent vores gode sider, glæden og det, der lykkes, der tager pladsen og fylder.
 
Selvafvikling og Guds skyld
I en moden alder af snart 60 år står det mig klart, at den natur og personlighed, der gør dig til dig, hverken kan ellers skal ændres. Hvis skyld er det, at du har den bagage og rygsæk med dig, som er din?

Der er meget, vi ikke selv har valgt: forældre, land, relationer og indkodning, for at nævne nogle af de sammenhænge, vi sættes ind i, uden at blive spurgt. At du er skabt med det, der er dig, er Guds skyld, tænker jeg. Han har sat dig ind i en given sammenhæng, og du indgår i en slægts- og livshistorie. Det må han tage ansvar for. Så lad ham gøre det!

Det er mit udgangspunkt i dag. Jeg er holdt op med at kæmpe mod blandt andet den indkodning hjemmefra og de sider at mig selv, som jeg er træt af, at jeg har med mig. Jeg har kæmpet imod uden synderligt resultat. Jeg må hilse på den del af min pakke med mildhed og tage den til mig. Uden at have arbejdet med personlig udvikling på forskellige måder, var jeg ikke kommet hertil, tror jeg. Så den rejse må til og fortsætter naturligvis, men nu på en anden måde.

Det betyder, at jeg har accepteret den måde, Gud har skabt mig på med det, jeg har med i min livsbagage. Det gælder både på godt og ondt. Dem indsigt og tro letter mit sind usigeligt meget. En frihed har indfundet sig efterhånden som det går op for mig, hvad det vil sige.

For min "skabthed" har jo også gode sider. Vi kan ikke kun tage det positive og tro, vi kan slippe for det negative og belastende, hverken hos os selv eller hinanden. Vi må tage hele pakken, som den grundlæggende er. Det er selv-afvikling og at lade Gud tage ansvar, som kun han kan det. Jeg har stadig alt mit at tage ansvar for, naturligvis.

Den vej, har Kristus selv gået og sagt: "Følg mig". Han tog om noget hele pakken.

Den personlige udvikling
Hvad er så personlig udvikling på den baggrund, når den grundlæggende skyld er afviklet og hører hjemme hos Gud? Jeg har stadig hver dag ansvar for det, jeg gør og som fylder min dag. Både i forhold til andre, mig selv og Gud. Men forskellen er, at Gud har lagt grundstenen, klippen, som jeg dagligt tager afsæt fra.

H. C. Andersen har sagt det sådan: "Gud har givet dig 'nødderne', men du skal selv knække dem!" Jesus Kristus vidner om, at den ubetingede kærlighed omgiver os hver dag og til alle tider, uanset hvordan vi har det med os selv og hinanden. Det både sætter fri og samtidig forpligter det os til at lade denne kærlighed strømme igennem os, så godt vi kan i mødet med hinanden, og i mødet med os selv.

Mildhed, overbærenhed og viljen til at tage tingene, som de foreligger, er berigende at have for øje. Det kræver personligt nærvær og selvbesindelse.

Giv kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er, opfordrer Jesus os til. For mig betyder det: Giv hverdagen og omverdenen det, der hører den til og giv Gud, det der er hører ham til. Du tilhører ham. Du er hans elskede barn! Han tager ansvar for dig.

Du skal ikke forsvare ham, han forsvarer dig, ja hele dig. Her er både ny energi og frimodighed, der venter på, at du pakker den gave ud og tager ansvar for det, der er dit.

God rejse med både med personlig udvikling, afvikling og ikke mindst med at tage Gud alvorligt.

Jette Dahl er stiftspræst for åndeligt søgende i Ribe Stift