Ti gode råd mod stress

Duften af lavendel er et af de gode råd mod stress, som den britiske psykolog Richard Wiseman giver i forbindelse med et nyt fokus på folkesygdommen. - Foto: stock.xchng.

Verdens mest afslappende rum dufter af lavendel, mener den britiske psykolog Richard Wiseman, som kommer med ti gode råd til, hvordan du kan stresse af

Forestil dig en duft af lavendel i et rum med måtter på gulvet og store, bløde puder. Et grønt lys varmer dig, mens stille musik lyder i dine ører. Læner nu nakken tilbage, er loftet malet som en himmel.

Det er det mest afslappende værelse i verden, påstår Richard Wiseman, som er professor i psykologi ved University of Hertfordshire og har skabt 'det perfekte rum', skriver The Guardian.

- Vi har set på forskellig forskning i afslapning og udvalgt nogle kerneelementer fra forskningen, som er meget effektive, siger Richard Wiseman til The Guardian.

I verdens mest afslappede rum, viser forskningen, at det dæmpede grønne lys fremmer produktionen af dopamin i hjernen og giver en beroligende fornemmelse.

Den kunstige himmel berøver sanseindtrykkene, og det får folk til at vende opmærksomheden indad, så de glemmer dagligdagens stress.

Den specialkomponerede musik er skrevet af en musikprofessor, som har søgt en langsom rytme, uden pludselige ændringer i tempoet.

Rummet er lige nu åbent for publikum, og Richard Wiseman håber, at organisationer, skoler og virksomheder kan lave rum som dette for at modvirke sygdom på grund af stress.

Wisemans 10 råd mod stress:

1. Tag på landet. Grønt virker afslappende.

2. Lyt til beroligende musik. Det sænker blodtrykket.

3. Lav afslapningsøvelser. Det virker beroligende.

4. Brug tid sammen med dine venner. Det får dig i godt humør.

5. Hjælp andre. Det nedsætter dit stressniveau at fjerne fokus fra dig selv.

6. Acceptér det, som du ikke kan ændre. Tænk fremad.

7. Tag ikke livet så alvorligt. Humor virker mod stress.

8. Duft til lavendel. Så falder du lettere i søvn.

9. Træn kroppen. Det øger produktionen af endorfiner, der får dig til at slappe af.

10. Se på himlen. Det giver positive tanker.