Kristen og homoseksuel: Al kærlighed kommer fra Gud

"Efterhånden blev hver eneste dag en kamp mod mig selv. Når jeg lagde særligt mærke til en pige, prøvede jeg at tvinge mig selv til at lade være og til i stedet at fokusere på nogle fyre. Jeg prøvede at lade være med at opsøge den pige, jeg var forelsket i, men samtidig kunne jeg jo ikke lade være," fortæller Karen Sandfær Lysholm, som i en lang årrække kæmpede mod sine homoseksuelle følelser på grund af sin kristne tro. Foto: Privatfoto

Dette er historien om, hvordan Karen Sandfær Lysholm gik fra at brænde beviser på sin homoseksualitet til at blive medstifter af et netværk for kristne homoseksuelle

En efterårsdag i 1999 står den 22-årige Karen Sandfær Lysholm ved sin køkkenvask og sætter ild til sin dagbog.

En dagbog, som ellers har været en vigtig del af Karens hverdag. Som hun har skrevet i dagligt for at få afløb for angsten og bekymringerne over den hemmelighed, hun ikke kan fortælle andre om.

Men hvis en hemmelighed skal skjules effektivt, duer det ikke at have den på skrift. Det ved Karen, og derfor stoler hun ikke på dagbogen. Hun er bange for, at hendes familie og venner skal læse den, hvis de finder den, eller hun pludselig en dag dør.

Derfor bladrer hun bogen igennem, lader øjnene løbe ned over indholdet og river hele og halve sider ud, der hvor hun har skrevet sandheder, som ingen nogensinde skal kende om hende. Papirerne bliver samlet lag på lag i køkkenvasken. Så bliver tændstikken lagt ved.

Siderne skal brændes, fordi de fortæller historien om, hvordan Karen siden gymnasietiden har haft følelser for piger. Den slags følelser, som en kristen pige helst kun må have for drenge. Det er i hvert fald, hvad Karen har lært i de kristne miljøer, hun på det tidspunkt er en del af.

LÆS OGSÅ:Mine homoseksuelle følelser skal ikke udleves

Kamp mod egne følelser
Bålet af hemmeligheder i køkkenvasken var bare ét led i en årelang kamp mod egne følelser og frygten for andres fordømmelse, som bølgede frem og tilbage gennem Karens ungdom. En kamp, hun i dag kan se tilbage på:

Jeg var jo forelsket i en pige på det tidspunkt og forsøgte desperat at bekæmpe den forelskelse. I stedet blev den bare stærkere, og på det her tidspunkt var jeg så fuld af foragt for mig selv, fordi jeg bare ikke kunne vinde den kamp. Så tog jeg en beslutning om, at nu skulle det være slut, nu ville jeg starte på en frisk, hvor det her ikke længere var en del af mig, fortæller Karen om den dag for tretten år siden, hvor dagbogen gik op i flammer.

Men i sidste ende faldt kampene ud til følelsernes fordel, og Karen Sandfær Lysholm lever i dag åbent som både kristen og homoseksuel. Hun er medstifter af netværket Kristen og homo for kristne homo-, bi- og transseksuelle, for Karen kender kun alt for godt til behovet for et netværk af ligesindede:

Fordi jeg selv savnede nogen at tale og identificere mig med dengang, ved jeg, hvor vigtigt det er, at der findes et samlingspunkt for kristne homoseksuelle, siger Karen, som er musiklærer på Diakonhøjskolen i Aarhus.

Syndig seksualitet
Men inden hun nåede så langt, var der nogle fasttømrede holdninger, som hun måtte gøre op med.

Billedet af homoseksualitet som en synd møder Karen omtrent samtidig med, at de første spirende følelser for piger begynder at dukke op. Det er ikke et billede, der er blevet malet i det kristne barndomshjem, hvor troen på Gud lever som en afslappet selvfølge uden at være et større diskussionsemne.

Men Karen vil gerne diskutere tro, og i gymnasietiden begynder hun at finde et nyt religiøst tilhørsforhold hos Indre Mission, som flere af hendes venner er tilknyttet:

Jeg var interesseret i bibelstudier, og samtidig oplevede jeg en ny intimitet og inderlighed i troen gennem lovsange og bedemøder, som jeg ikke kendte derhjemmefra, og som tiltrak mig meget. Jeg fik et holdningssæt fra Bibelen forærende, som alle i Indre Mission var enige om, og som teenager passede det fællesskab mig nok særligt godt. Gud blev virkelig trukket ind i hverdagen og fyldte meget.

Samtidig bliver Karen introduceret til nogle nye billeder af synd, som kommer til at få meget store konsekvenser for hende:

Jeg tror aldrig homoseksualitet var noget, jeg havde tænkt over før. Men her bliver det talt om som en synd og en ulydighed mod Gud, og det billede får jeg så grundlagt. På samme tid har jeg nogle oplevelser, som jeg først ikke forstår eller tænker så meget over. Jeg forbinder det i hvert fald ikke med homoseksualitet, men jeg begynder at lægge mærke til piger på en helt ny måde. På hvordan de ser ud og på deres udstråling. Men jeg forestillede mig først, at det bare var noget, der ville gå over.

Det ville ikke sådan gå over. Dét begynder at gå op for Karen hen over de kommende år efter gymnasiet, hvor det, der først var uforklarlige følelser og oplevelser, begynder at forme sig som tydelige forelskelser i andre piger. Forelskelser, som Karen kæmper imod og forsøger at distrahere sig selv fra ved at holde fokus på drengene:

Jeg havde nogle drengekærester, og især én af dem var jeg rigtig glad for og kunne måske siges at have været mentalt forelsket i. Men fysisk var jeg slet ikke tiltrukket af drenge, og så var det jo kun praktisk, at vi alligevel ikke måtte gå i seng med hinanden før ægteskabet, siger Karen.

Kur mod homoseksualitet
Tiltrækningen af piger bliver kun stærkere og sværere at ignorere i takt med anstrengelserne for at bekæmpe dem, men Karen kæmper stædigt imod.

Jeg troede jo, at jeg var en synder, at jeg var ulydig over for Gud og fortabt. Hvis jeg gav efter for følelserne, frygtede jeg især, at jeg ville skuffe mine forældre, og at mine venner ville fordømme mig. Jeg vidste, at jeg ikke ville blive helt udstødt, for det gør man ikke i Indre Mission, men jeg ville blive set skævt til, siger Karen.

Jeg var med i en bibelgruppe, hvor en fyr en dag rejste sig og sagde, 'Vi burde gøre fælles front mod homoseksualitet og abort.' Det ramte mig og gjorde virkelig ondt at høre."

Karen fortæller videre:

Efterhånden blev hver eneste dag en kamp mod mig selv. Når jeg lagde særligt mærke til en pige, prøvede jeg at tvinge mig selv til at lade være og til i stedet at fokusere på nogle fyre. Jeg prøvede at lade være med at opsøge den pige, jeg var forelsket i, men samtidig kunne jeg jo ikke lade være. Jeg slog mig selv i hovedet med de her tanker hele tiden.

Årelange kampe på følelser og en brændt dagbog senere har Karen fået nok. Hun vil gøre op med sine homoseksuelle følelser én gang for alle og opsøger en kristen forening, der tilbyder behandling af homoseksuelle følelser gennem samtaler.

Jeg var så fuld af håb. Jeg hørte den her kvinde fortælle om, hvordan hendes homoseksualitet var blevet helbredt og talte med nogle, der mente, at jeg havde en såkaldt forvirret kønsidentitet. Altså noget der kan ændres og rettes op på. Det var en mulighed for at blive befriet for al den smerte og frustration.

Karen starter til samtaler, hvor hendes forhold til moderen bliver defineret som problemets kerne. En analyse, som Karen ikke synes stemmer over ens med virkeligheden, hvor hun aldrig har oplevet forholdet til sin mor som særligt problemfyldt. Samtidig har hun svært ved at se effekten af nogle af de andre metoder, der skal rydde op i hendes homoseksuelle følelser. Blandt andet skal hun dyrke sine feminine sider og får et kursus i at lægge mascara af en veninde.

Håbet vendes til skuffelse, da det efter et halvt års tid bliver tydeligt, at Karens følelser er uforandrede, og faktisk kun er blevet stærkere.

Jeg var så skuffet over, at Gud ikke ville hjælpe mig og befri mig for min byrde. Og i takt med terapien, som jeg faktisk synes, det var, selvom de selv kalder det sjælesorg, får jeg det kun dårligere, fordi jeg fokuserer mere og mere på mit problem uden resultater.

Selvom jeg selv valgte det, føltes terapien mest af alt som et overgreb. Jeg følte, at de andre havde Gud på deres side, mens jeg bare sad der alene med mine følelser, fortæller Karen.

Er det ikke bare med at komme i gang?
"Du har det for dårligt." Den besked får Karen til sidst af en veninde, en af de få, hun har delt sin hemmelighed med, og som insisterer på, at Karen kontakter sine forældre og fortæller dem, hvad der foregår. Karen kan og vil ikke, så veninden ringer selv til forældrene for at bede dem komme til Århus og besøge deres datter. Hun har noget vigtigt at fortælle dem.

Jeg ville ikke have, at hun skulle ringe. Jeg var så nervøs og bange for, at de ville blive skuffede over mig, når de fandt ud af, hvem jeg er, fortæller Karen.

I bilen på vej til Århus farer tankerne gennem hovedet på Karens mor. Den kryptiske telefonbesked får hende til at forestille sig alt det værste, en mor frygter for sin datter. Et eller andet må være helt galt. Måske har det noget at gøre med stoffer?

Da de ankommer til Karens lejlighed, får de sat sig ned. Karen begynder at fortælle, med veninden til stede som moralsk opbakning. Forældrenes reaktion er helt uventet.

Da jeg så fortæller dem det, er de bare kun støttende, og min far siger til mig: 'Der er ikke noget, der kan få os til at elske dig mindre.' Jeg tror, det var det vigtigste øjeblik i mit liv.

Det var en enorm lettelse. Det viste sig jo, at min frygt for deres reaktion var ubegrundet og var bundet op på et billede af homoseksualitet, som jeg havde mødt hos andre. Men mine forældre ser ikke kristendom og homoseksualitet som noget, der ikke kan hænge sammen. Min far siger til mig, at han synes, jeg skal stille Bibelen bagerst på hylden de næste par år, indtil jeg har fået lidt ro omkring mig selv igen, fortæller Karen.

Samtalen, som i årevis er blevet frygtet og undgået, er pludselig overstået, og fordømmelser er der ingen af.

Min mor fortæller mig faktisk siden, at de lige skulle vænne sig til tanken, da de først fik det at vide, men sådan oplevede jeg det slet ikke selv. Jeg oplevede kun opbakning. Min mor siger endda på et tidspunkt til mig: 'Er det ikke bare med at komme i gang?'," siger Karen og griner lidt.

Gud er kærlighed
Selvom forældrenes positive reaktion har enorm betydning, kæmper Karen fortsat med det, hun er blevet så vant til at se som et modsætningsforhold mellem sin tro og sin seksualitet.

Men den sidste strækning mod vendepunktet tilbagelægges for alvor, da Karen bliver sat i kontakt med en kristen bøsse, som spørger hende: "Er det Gud eller mennesker, der fordømmer dig?"

Nu begynder gamle idéer for alvor at blive taget op til genovervejelse, og det går efterhånden op for hende, at det langt hen ad vejen netop har været frygten for andres reaktion, der har været afgørende.

Kort tid efter kommer hun i kontakt med et lesbisk par, hvoraf den ene er teolog, og deres samtaler får stor betydning for, hvordan Karens religiøse værdier former sig:

Den første gang vi mødes, sætter vi os og snakker nogle timer. Det udviklede sig til mange flere samtaler, mens jeg samtidig arbejdede mig igennem bunkevis af bøger og artikler. Vi talte både om hende og hendes liv, men især om teologi. Jeg har altid været meget intellektuel i min tro, og de samtaler satte gang i et nyt syn på religionen for mig. Min nye store erkendelse var, at ethvert bud skal hente sin berettigelse i næstekærlighedsbuddet. Desuden blev jeg mere bevidst om, at Bibelen er skrevet af mennesker og derfor er præget af datidens kultur og normer.

Det var befriende at kunne tale om religion på denne her nye måde, hvor det væsentligste er, at Gud er kærlighed, siger Karen.

Et ydre liv som det indre
Karen er stoppet med samtalerne, der skal rydde op i hendes kønsidentitet. De har langt fra haft den planlagte effekt. Tværtimod. Hun har gennem foreningen mødt en anden pige i samme situation, som skal være hendes støtteperson i kampen mod homoseksualiteten. Men pigerne forelsker sig og bliver i stedet støtter for hinanden i bruddet med de miljøer, der ikke vil acceptere deres kærlighed.

Undervejs i terapiforløbet, mens jeg havde det rigtig svært, følte jeg alligevel en snert af, at min homoseksualitet kunne være noget værdifuldt. Det gik op for mig, at det ikke er noget, der kan helbredes, eller skæres fra. De følelser er en del af mig og den, jeg er.

De sidste skridt tages i retning mod et ydre liv, der stemmer overens med det indre, og den vej er brolagt med blandede reaktioner:

Faktisk blev det hos mine venner i Indre Mission ikke modtaget helt så slemt som frygtet. Nogle afviser al kontakt med mig, men mange prøver at være forstående og siger, at de stadig holder af mig. Men problemet var, at de jo følte, at det var deres pligt at overbevise mig og få mig tilbage.

Jeg kan ikke længere være hos Indre Mission, for jeg føler mig forkert og er hele tiden nervøs for, at der skal blive talt om noget med homoseksualitet. Jeg føler, at jeg skal forsvare mit valg mod deres argumenter, men jeg ved, at de handler, som de gør, af kærlighed, og fordi de vil mig det bedste. Det forstår jeg, og jeg dømmer dem ikke. Men for mig føles det som alt andet end kærlighed.

I dag kommer Karen i en aarhusiansk folkekirke, hun beskriver som mangfoldig og fortæller, at hun har mere ro i livet og accepterer sig selv, som den hun er. Det har ikke været en lige udvikling, for undervejs har der været tilbagefald til negative tankemønstre og en svær depression, der førte til indlæggelse:

Lægerne mente, at depressionen hang sammen med min lange kamp mod homoseksualiteten og kendte til lignende tilfælde. Det siger noget om, hvor ødelæggende den kamp er for ens selvværd og selvbillede.

Dét er en af grundene til, at hun selv står frem med sin historie - for at gøre opmærksom på, hvordan livet som kristen og homoseksuel egentlig er, midt i en intellektuel debat:

Debatten om kristendom og homoseksualitet er domineret af fagfolk, der sidder på sikker afstand ved deres skriveborde. Det er rigtig vigtigt, at kristne homoseksuelle står frem og blander sig i den debat, som omhandler os, og det er grunden til, at jeg selv står frem med min historie, siger Karen.

For kristne med homoseksuelle følelser mærkes debattens argumenter på egen krop, og for Karen Sandfær Lysholm havde det store konsekvenser at være fanget imellem forskellige stærke holdninger til hendes eget kærlighedsliv.

Jeg var engang til et bryllup mellem to heteroseksuelle, hvor præstens ord virkelig gjorde indtryk på mig. Han sagde: 'Kærligheden er fra Gud.' Det fik mig til at spørge mig selv: 'Hvorfor skulle det ikke gælde min kærlighed?'