Martin A. Hansen mellem kristendom og fornuftsdyrkelse

Litteraturforsker Anders Thyrring Andersen har skrevet den meget roste bog Polspænding om Martin A. Hansens forfatterskab. Han vil gøre op med det, han kalder de skadelige myter om Martin A. Hansen

 Martin A. Hansen har det klare udgangspunkt, at kristendom er nu. Den er ikke noget fortidigt, der hændte for 1000 år siden. Og den er ikke noget fremtidigt i en længsel efter et pilgrimsparadis. Nej, det er her og nu. Og dermed bliver troen på opstandelsen ikke noget, der kun handler om, hvad der sker, når jeg er død, men noget der sker med mig lige nu.

Ordene er post.doc. Anders Thyrring Andersens, og som det fremgår med al tydelighed, er han ikke en mand, der er bange for at komme med klare udmeldinger. Det kunne man ellers mene, at der er god grund til at være, for Martin A. Hansen og hans folkekære værker er betændt område i dansk åndsliv.

Universitetsmarxisterne og de kulturradikale har skoset ham for at være reaktionær og patetisk, og mange kristne har understreget hans etiske skrupler og hans evige skyldtema. Det er opfattelser som disse, Anders Thyrring Andersen, der også har en såkaldt §2-uddannelse i teolog, gerne vil til livs i bogen.

Den skadelige mytologi om Martin A. Hansens forfatterskab går i to retninger. Det ene sæt er det, som modstandere af Martin A. Hansen har skabt. De modstandere var ud over kommunisterne Torben Brostrøm og Klaus Rifbjerg, de kulturradikale og 68erne. De skabte den fordom, at han er gammeldags, at han er reaktionær, at han er patetisk, og at han ingen relevans i moderniteten har. Som konsekvens frakender de ham litterær kvalitet. Og det er at spille med falske kort, for de gør det af ideologiske grunde, ikke litterære. Det er jo, fordi Martin A. Hansens forfatterskab i en eller anden grad er kristent, at de ikke kan lide det.

Det andet sæt er lavet af folk, der paradoksalt nok holder af forfatterskabet, Thorkild Bjørnvig eksempelvis. De taler altid om hans problemer, hans nedbøjethed af skyld og hans etiske skrupler. Det er også et stort problem, fordi det reducerer forfatterskabet til en sygehistorie. Man glemmer helt, hvad det handler om, og hvor produktiv Martin A. Hansen var. De reducerer værkerne til at være mindre spændingsfyldte, end de er.

LÆS OGSÅ: Mennesket som en ø i havet

Din bog har fået meget fine anmeldelser i alt fra Tidehverv til Politiken. Viser det ikke, at den mytologi, du skyder på, ikke længere hersker i dansk åndsliv?

Det er ret interessant, at det er sket, og bogen har givet mere omtale end forventet. Og du har ret i, at det er et tegn på, at vinden er vendt. Men det er jo ikke sket automatisk. Det er af historiske grunde vigtigt at huske, at i 40 år var et forfatterskab som Martin A. Hansens ikke tilladt i undervisningssystemet, hvor man blev anset for at være en landsbytosse eller værre, hvis man talte godt om det. Vi skylder at gøre rede for, hvilke mekanismer der var skyld i det.

LÆS OGSÅ:Kristeligt Dagblads anmeldelse af Polspænding

Kan det være den berømte kanons skyld, at vinden er vendt?

Undervisningskanonen ikke Brian Mikkelsens kanon var en rigtig god idé. Da jeg gik på universitetet, var der sandelig også en kanon, men med færre værker. Og der blev indholdet aldrig diskuteret. Nu blev en kanon lagt åbent frem, og det giver blik for nogle historiske linjer, som den karakteristiske måde at lave litteraturvidenskab på ikke har villet vedstå sig. På denne måde får man en historisk bevidsthed, som 68erne ikke var gode til at fastholde.

Kristendom i moderne tider
En anden grundlæggende tese i bogen er, at forfatterskabet vidner om, at det moderne og det kristne kan sameksistere. Anders Thyrring Andersen forklarer:

Martin A. Hansen skriver ud fra et spændingsfelt mellem kristentro og den dyrkelse af fornuften, som er et kendetegn ved moderniteten. I Løgneren er den problematik allermest kompliceret. Johannes Vig (hovedpersonen i Løgneren, red.) længes efter at tro, men kan ikke. Som Johannes Vig selv fortæller historien, vil han gerne gå ind i kirken til sidst i romanen, men kan ikke, fordi han er den, han er, som han siger. Der har du et moderne menneske. Hans fornuft forhindrer ham i at gå ind i opstandelsestroen.

Men er det ikke en triviel påstand, at det moderne og det kristne kan sameksistere? Man ser dog en hel del moderne forfattere, der også kæmper med troen.

Men det er yderst vigtigt at pointere alligevel. Allerede Georg Brandes sagde jo til danskerne, at de måtte vælge mellem at blive moderne eller at blive kristne. Det er alt, alt for simpelt at stille tingene sådan op. Alligevel har man troet på det simple skel i 140 år her i Danmark. Man har skrevet litteraturhistorie, som om man ikke både kunne være moderne og religiøs.

LÆS OGSÅ:Døden er ingen borgerlig fordom

Og religiøs var Martin A. Hansen i høj grad, fortsætter Thyrring Andersen.

For Martin A. Hansen er kristentro aldrig en tilstand, eller noget man bliver færdig med. Den er derimod en proces, en vedvarende tilblivelse, for nu at bruge et paradoksalt udtryk. Johannes Vig i Løgneren er i den forstand lidt en undtagelse, fordi han standser op, før han bliver kristen. Han repræsenterer det sted, Kierkegaard kalder humoristen den, der ved, hvad kristendom er, men ikke vover at kalde sig selv kristen. Det er det menneske, der har indset, at de menneskelige løsninger ikke er nok, at det etiske ikke er nok, og som derfor længes efter at tro, men ikke kan det.

Kierkegaards indflydelse
Det er bestemt ikke første gang i interviewet, at Thyrring Andersen nævner Kierkegaard, og han fylder også meget i bogen. Og Thyrring Andersen taler med stor iver om Kierkegaards rolle i Martin A. Hansens liv.

Kierkegaard og Martin A. Hansen har det samme udgangspunkt: at kristendom er nu. De har det fokus, Kierkegaard kalder øjeblikket, og som står fælles for dem. Og i Løgneren gennemgår Johannes Vig samtlige af Kierkegaards stadier på livets vej, undtagen den religiøse, som han gerne vil, men ikke kan."

"For både Kierkegaard og Martin A. Hansen er den inderste kerne i kristentroen fremmed for refleksionen. Du kan ikke tænke dig frem til, hvordan du skal forholde dig til Guds bliven menneske og opstandelse. Det kan du tro på eller lade være med at tro på. Problemet for det gennemreflekterede menneske er, at han ikke kan give slip på sin fornuft. Og derfor kan Johannes Vig ikke kaste sig ud på de 70.000 favne vand og tro.

Et vigtigt træk i din Løgneren-fortolkning er Johannes Vigs uforanderlighed. Betyder det, at Løgneren i din læsning ikke er et opbyggeligt værk på nogen måde?

Martin A. Hansen ville sige, at det netop er opbyggeligt, at man ikke kan redde sig selv deri er han kierkegaardianer. Det handler om, at man ikke lider af den indbildning, at mennesket kan det hele selv, men at man tror på, at meningen bliver skænket én af den, der har skabt én. Det er noget, jeg til min undren kan se, at mange teologer ikke kan se i dag. Kernen i troen må være, at man tror på, at Gud råder. Netop derved oplever man alt i sit liv som noget, der bliver skænket andetstedsfra. Dét er opbyggeligt.

Anders Thyrring Andersen: Polspænding. Forførelse og dialog hos Martin A. Hansen. Gyldendal. 2011.