”Næstekærlighed er at elske andre i en handling”

Vi skal altid følge trangen til at tømme lommerne i mødet med én, der har brug for det, men vi skal også huske, at næstekærlighed er en langsigtet forpligtelse, siger frivillig hjælpearbejder Kasper Thorskov

Den eneste, der ikke er min næste, er mig selv. Jeg husker mig selv på, at næstekærligheden er en ordre:

”Du skal elske din næste som dig selv” (3. Mosebog 19, 18 og Mattæus-evangeliet 19, 19 og 22, 39).

At elske din næste er ikke at elske alle din næstes gerninger. Derfor gælder buddet om næstekærlighed både flygtninge, der kommer til Danmark, og de ISIS-krigere, der har skyld for, at de er drevet hertil. Så dem beder jeg for hver dag.

For mig er næstekærlighed at elske andre i en handling. Den forståelse lægger sig tæt op ad det, teologenK. E. Løgstrupkalderden etiske fordring, og som jeg kalder ”spontan barmhjertighed.”

Sidst, jeg gjorde noget i den retning,var faktisk i morges. Jeg var nede og hente morgenmad og købte så lige en ekstra portion til den hjemløse rumæner, der stor foran vores lokale Fakta. Jeg så ham ind i øjnene, sagde godmorgen og gav ham maden.

Når du møder en tigger på gaden, vil den spontane barmhjertighed byde dig at give ham mad og tømme dine lommer for ham. Næstekærligheden får dig til at tænke lidt længere. Den får dig til at invitere tiggeren på middag og tale med ham.

Næstekærlighed er ikke at føle på en bestemt måde, men at handle næstekærligt. Den forpligtelse har stor betydning for mit liv og er et valg, jeg træffer, hver gang jeg har mere lyst til at gøre noget for mig selv end til at bruge dagen på at gør noget for andre, der har brug for det. De allerfleste gange oplever jeg, at næstekærlighed og spontan barmhjertighed giver liv til hinanden i en vekselvirkning mellem følelse og beslutning.

Det vanskelige opstår, når næstekærlighed og spontan barmhjertighed ikke går hånd i hånd. Selv har jeg især oplevet det på mine rejser til Nepal, hvor jeg har været frivillig hjælpearbejder. Selvom jeg altid bliver overvældet af den fattigdom og lidelse, jeg møder hos prostituerede og gadebørn, har jeg et princip om aldrig at give gaver eller penge til mennesker, jeg møder. Det skyldes, at en gave somme tider kan skabe splid, hvis man ikke kender miljøet godt nok.

Konkret har jeg oplevet, at en turist gav to gadedrenge en is hver. Det endte med, at drengene og deres venner kom op at slås om isene, som blev smurt ud i deres ansigter, hår og ud over tøjet. Ingen af dem fik noget is at spise. En godhjertet handling var ikke bare spildt, men havde gjort situationen for drengene en lille smule værre.

Heldigvis gavner en barmhjertig gerning ofte mere, end den skader.Derfor tror jeg, at man generelt skal følge sin umiddelbare trang til at hjælpe. Men vi skal også huske, at spontan barmhjertighed handler om følelser, og nogle gange er det mere effektivt at gøre noget langsigtet i samarbejde med en nødhjælpsorganisation eller en lokal forening, der har erfaring med målgruppen.

Vi kan godthandle næstekærligt som gruppe. Jeg mener, at kirken har et kald til også kollektivt at praktisere næstekærlighed. Det væsentlige er, at vi som frivillige ikke føler, at vi skal løse et abstrakt problem som eksempelvis ”problemet med handlede kvinder.” Vi skal hver især fastholde det personlige møde med de mennesker, vi hjælper. Vi skal give os tid til at lytte og tale med og sætte os ind i den enkeltes situation. Tit er det meget mere værd end penge.