Sognepræst: Ateistisk Selskab har et elitært syn på kirken

Sognepræst Thea Laukamp mener, at Ateistisk Selskab i deres seneste kampagne udtrykker et gammeldags syn på kirken. Læs hendes bud på, hvorfor det giver mening at være medlem af folkekirken, selvom man ikke sidder med til højmesse hver søndag

Sprogligt set er spørgsmålet "hvorfor tro på en gud" som Ateistisk Selskab stiller i deres kampagne svært for mig at forholde mig til, fordi kristendom er en monoteistisk religion, og derfor findes der kun én Gud – én Gud med stort G.

På det indholdsmæssige plan undrer jeg mig også, fordi spørgsmålet lægger op til, at troen er noget, vi kan vælge til eller fra efter forgodtbefindende. Men sådan hænger det traditionelt set ikke sammen i kristendommen.

Troen bliver skænket i dåben – i spædbarnsdåben, hvor barnet ikke er i stand til at træffe noget intellektuelt, rationelt valg.

Men jeg er enig i, at det religionssociologisk er interessant at se på, hvad der driver mennesker til at tro på en guddom, og det er måske nærmere sådan, spørgsmålet skal forstås.

Mit bud på et svar vil så være, at ethvert menneskeliv er udspændt mellem det gode og det onde, og i religion findes der forskellige måder på at udfolde og italesætte forholdet mellem det gode og det onde.

Det er mit indtryk, at Ateistisk Selskab siger, at hvis man ikke tror på Det Gamle Testamentes myter, herunder skabelseshistorien, er man ikke rigtig kristen.

Men det er Kristus, vi tror på, og ikke Bibelen. De mytiske fortællinger i Det Gamle Testamente fortæller noget om almenmenneskelige vilkår.

For eksempel fortæller skabelsesmyten, at vi er begrænsede og ikke lever evigt nærmere end den viser, hvordan jorden blev til. For at understrege, at vi ikke skal forstå skabelsesmyten som fakta, har Bibelen selv hele to skabelsesberetninger!

Hvis Ateistisk Selskab taler om ”historiske fakta” i Bibelen foretager de selv en fundamentalistisk læsning af Bibelen, som de så også forsøger at trækker ned over hovedet på folkekirken og dens medlemmer. Men for mange mennesker har den læsning ikke været på dagsordenen i mange år.

Det har nogen betydning for mig, at det er sandt, at mennesket Jesus har levet. Men som jeg har forstået det, er der ingen grund til at diskutere den sag.

Kilder som Josephus og Plinius’ brevveksling med kejser Trajan, der ikke selv var kristne, er væsentlige, og så naturligvis apostlen Paulus.

Men når det er sagt, er den historiske Jesus ikke noget, der har min store interesse, som præst. Det er langt vigtigere, hvem vi tror, han var.

Det er enormt blåøjet og uoplyst at tro, at folkekirken kun handler om søndagsgudstjenesten og dens deltagerantal. Der er masser af frivillige kræfter, der løfter en stor social opgave helt nede på græsrodsniveau i sognene. Bare fordi der ikke bliver pralet med det, eller det bliver slået stort op og vist i fjernsynet, betyder det ikke, at det ikke findes.

I min konfirmationstale talte jeg til konfirmanderne om, at de netop repræsenterer alle de almindelige, kulturkristne folkekirkemedlemmer, som Ateistisk Selskab mener kan undværes.

Hvis Ateistisk Selskab mener, at man ligeså godt kan melde sig ud af folkekirken, hvis man ”kun” er kulturkristen, har de et meget elitært syn på, hvad en kristen er.

Kirken opererer slet ikke med professionelle kristne kontra dårlige kristne. Det er problematisk, at talsmand for Ateistisk Selskab, Anders Stjernholms, opfattelse udelukker tvivlen fra troen.

For tvivl hænger uløseligt sammen med tro – hvis du tror, så tvivler du også fra tid til anden. Ellers er det ikke tro, men skråsikker vished.

Historisk set er vi i Danmark hedningekristne. Mange konfirmander indrømmer, at de mest gør det for festens og gavernes skyld. Det er på sin vis ikke anderledes end de første vikinger, der lod sig døbe, fordi de fik en hvid skjorte i anledningen.

Anders Stjernholm kalder den form for kristendom useriøs og har sin egen ide om ”korrekt” kristenliv, hvor den kristne læser Bibelen som en faktabog, går flittigt i kirke og altid er rede til at komme med skråsikre, bibelfunderede svar, når udefrakommende stiller spørgsmål til, hvor troens vished kommer fra.

Den forestilling om kristentro er ikke bare forældet, men også et udtryk for manglende viden om kristentroens mangfoldighed. Vi kommer gerne i kirken når der er fest – både når det gælder liv og død. Men det er der altså ikke noget galt med.

Personligt mener jeg, at det at være kristen handler om engagement i den verden, der omgiver os. I Apostlenes Gerninger, efter Kristus er faret til himmels, og disciplene står og glaner efter ham mod himlen, kommer to mænd (eller engle) forbi og spørger, hvorfor de står og ser op med himlen.

At se mod himlen er det samme som at være asocialt indkroget i sig selv.

Så i dét ligger en opfordring til at droppe den fromme, verdensfjerne himmellængsel og i stedet gå ud i verden, engagere sig, sprede budskabet om Kristus gennem både ord og adfærd, og tage del, med alt, hvad det måtte bringe af prøvelser, lidelse, glæde, kærlighed og fortvivlelse.