"Vejen til demokrati går gennem kristendom

"Jeg vandrer videre og ved ikke, hvornår jeg finder ro, men staven, som jeg vandrer med - det er min tro.", siger Kim Zhang. Foto: Sune Nielsen

Danskerne burde gå mere i kirke, ikke mindst hvis de gerne vil bevare deres demokrati, mener kinesiske Kim Zhang, som måtte forlade sit hjemland på grund af sit engagement i demokratibevægelsen i Kina

Vi møder Kim Zhang en stille og lun efterårsdag i en baggård på Østerbro i København. Danmark har været hans hjem gennem de sidste 20 år, og indledningsvis sidder vi om taler om de omgivende blomster og buske, som var vi to danske haveejere, der tog en snak over hækken.

Men Kims baggrund er ikke en dansk idyl med have, buske og blomster. Hans tilværelse har ikke altid været så stille og fredelig som på denne eftermiddag, og han siger, at hans tro på Gud har været et holdepunkt, når det var hårdest. Som alle, der flygter, har han en historie, hvor ingredienserne i hans tilfælde er frygt, rædsel, fængsel, og tortur, men også håb og tro.

Egentlig hedder han noget andet end Kim, som han bliver kaldt blandt venner i Danmark. Dertil kommer, at han gerne vil være anonym. Han går altid rundt med en frygt for, at nogen skal finde ham og gøre ham ondt. Så efternavnet er opdigtet til lejligheden.

Jeg kom til Danmark i starten af 90erne, så jeg har boet her omkring 20 år. Min ankomst til Danmark var kulminationen på en lang flugt, der kom til at strække sig over flere år begyndende i Kina, hvor jeg deltog i demokratibevægelsen i 1989. Til sidst endte jeg i Thailand som FN-flygtning og blev sendt til Danmark som kvoteflygtning. Det var en tid, hvor der sjældent var et roligt øjeblik, og det påvirker mig stadigvæk, siger Kim Zhang.

Selv starten af mit ophold her i landet var præget af frygt. Du ved under en flugt, kommer man i kontakt med en masse mennesker af forskellig observans, lige fra narkogangstere og menneskesmuglere til religiøse fanatikere og helt almindelige mennesker. Jeg har mødt mennesker, der havde slået andre mennesker ihjel, og jeg mødte mennesker, som blev slået ihjel. Det gør, at du altid er på mærkerne, siger han.

Ikke længe efter, at jeg var kommet hertil som kvoteflygtning fra Thailand sammen med en række andre kinesere, skete det, at min bedste ven, der også var kinesisk flygtning, som var blevet sendt til Odense, en dag gik hen og døde. Han døde i et trafikuheld, eller jeg kunne ikke lade være med at tænkte, at det var en ubetalt gæld fra Burma eller Thailand, som ad snørklede veje var nået hertil. Derude skete der også 'trafikuheld'. Det var ikke en ualmindelig metode til at skaffe sig af med nogen på.

Det er mange år siden, og jeg lever med frygten. Vi havde fulgtes ad under noget af flugten og mødt nogle af de samme mennesker. Min tro er noget af det, som er med til at skabe balance i tingene. Så kan jeg bedre leve med frygten.

Første gang, Kim Zhang hørte om denne tro eller kristendommen, var fra hans mormor eller rettere han hørte sin familie tale om, at mormoren var kristen. Hun var den eneste i familien, som var kristen, og hun blev regnet som lidt af en særling af samme årsag. Nu var det at være kristen også fuldstændig udelukket.

Kim Zhang er født i 1962. Det var en tid, hvor der udbrød hungersnød i Kina og millioner døde af sult. Hans far var oberst i militæret. Af samme årsag var familien nogle af de få, der kunne klare sig uden at sulte. I militæret var der altid noget at spise. Hvis man forestillede sig, at Kim Zhangs far var gået ud og havde erklæret sig som kristen, så havde det hele været slut. Den sikre tilværelse med mad på bordet havde været forbi fra det ene øjeblik til det andet.

Det varede mange år, før jeg først så min mormor, faktisk ikke før jeg var 18, og jeg selv kunne rejse hen for at besøge hende. Hun boede ganske langt væk fra min barndomsby. Jeg havde altid haft lyst til at spørge hende om kristendommen, for det pirrede min nysgerrighed. Men da jeg endelig mødte hende, så var hun lidt gammel og forvirret, og hun var ikke i stand til at fortælle så meget. Men hun havde vakt min nysgerrighed, siger Kim Zhang.

Omtrent på samme tidspunkt havde Kim fået anskaffet sig en radio og sad om aftenen i sit værelse i sine forældres hus og lyttede til forskellige stationer. Han lyttede mere og mere til nogle kristne stationer, der sendte fra Hong Kong og Taiwan. I udsendelserne blev det foreslået, at man skulle øve sig på forskellige citater fra Bibelen, så han lyttede efter, skrev ned og øvede sig.

Det var også på den tid omkring 1980, at det blev tilladt for kristne menigheder at samles igen, og jeg begyndte at komme i en sammen med et par kammerater. Alt dette vidste min familie ikke noget om. Havde min far vidst det, var han blevet rasende og havde smadret min radio og forbudt mig at gå i menigheden. Det havde han gjort af frygt for, hvad der kunne ske mig. Først mange år senere, da jeg allerede havde boet i Danmark i lang tid, så fortalte jeg far om min kristendom, men da var det ok. Han havde jo ikke noget imod min tro kun noget imod, at der skulle ske mig noget.

Mine kammeraters og min tro hang også sammen med, at vi var optaget af tanken om demokrati. I vores forestillingsverden flød demokrati og kristendom sammen. De demokratiske lande, som vi kendte til, var også kristne, og vi tænkte, at det ene var en naturlig følge af det andet. Nu i dag tror jeg stadig, at vejen til demokrati i Kina går gennem kristendom.

Kim Zhang endte med at blive tekniker på en oliepumpefabrik i sin hjemby. I forbindelse med demokratibevægelsen i 1989 var han med til at arrangere arbejderdemonstrationer i hjembyen. Da tilbageslaget kom, gik det hårdt for sig, og eftersom han var en af dem, som havde arrangeret demonstrationerne, så stod han til mange år i fængsel med tortur, og hvad der ellers følger. Der var ikke andet at gøre end at flygte.

Der var mange prøvelser på turen. Første skulle jeg snige mig ud ad Kina, og siden flygtede jeg gennem Burma og Thailand. Jeg blev røvet af banditter, sad i fængsel et par gange, var meget syg med malaria. Det var elendigt på mange måder, men jeg fandt styrke gennem min tro. Særligt et sted i Bibelen fulgte mig, og det tænkte jeg tit på. Det er i Salmernes Bog kapitel 23: 'Skal jeg end vandre i dødsskyggens dal, jeg frygter intet ondt, for du er hos mig. Din kæp og din stav er min trøst.'"

Sådan har jeg det stadig med min tro. Det er min vandringsstav, som jeg kan støtte mig til. Jeg vandrer videre og ved ikke, hvornår jeg finder ro, men staven, som jeg vandrer med det er min tro.

Efter Kim Zhang var kommet til Thailand i 1990 kom han i forskellige menigheder, og her blev han også døbt.

"Nu er mine egne børn blevet døbt i den danske folkekirke. Det er der, hvor jeg føler mig mest hjemme, selvom jeg stadig synes, at det er irriterende ikke at kunne følge med i prædikenerne. Dansk er svært.

Kim kommer også i den største protestantiske kinesiske menighed i København, som holder til på Amager, men han synes ikke, at det er et sted uden problemer. Blandt andet er det blevet normalt at tale om djævleuddrivelse i forbindelse med psykisk sygdom. Så en person som Kim, der har haft problemer på grund af de ting, som han har været igennem, skal altså oven i købet finde sig i at blive betragtet som værende besat af djævelen. Det, mener han, er helt galt og har ikke ikke noget med kristendom at gøre.

For nylig var Zhang Boli, en af de kendteste kinesiske demokratiforkæmpere fra 1989, i Danmark, og han er nu præst i USA. Jeg havde store forventninger til arrangementet i den kinesiske menighed, men da jeg opdagede, at han også talte om denne djævleuddrivelse for psykisk syge, så blev jeg virkeligt skuffet. Men så ved jeg da, hvor noget af inspirationen kommer fra. Jeg er ked af, hvis det bliver trenden blandt kinesiske menigheder i udlandet, at rabiate holdninger vinder indpas.

Så i øjeblikket tænker jeg mest at holde mig til den danske folkekirke, selvom jeg ikke altid forstår alt, hvad der bliver sagt, siger Kim.

Han mener, at danskerne burde gå mere i kirke, ikke mindst hvis de gerne vil bevare deres demokrati, for han mener, at kristendom og demokrati hænger sammen. På samme måde mener han også, at kineserne bør begynde at gå i kirke, ligesom han selv.

Kim Zhangs rigtige navn er redaktionen bekendt