Hvorfor gnostikerne tabte kampen mod kristendommen

I gnosticismen spiller lyset en vigtig rolle som symbol på den sande viden

Gnosticismen spillede en afgørende rolle i det 2. århundrede, men tabte alligevel kampen mod kristendommen. En forklaring kan være den kristne menigheds opbygning

I begyndelsen af det 2. århundrede var den gnostiske bevægelse på vej til at spille en afgørende rolle i kristendommens udvikling. Som religiøst fænomen kan gnosticismen ses som en art synkretisme, der blandede kristendommen op med forskellige andre religiøse elementer, som det multireligiøse romerrige var så rig på.

Gnosticismens karakteristika
Menigheder af gnostisk observans nød nadveren ikke alene ved vin og brød, men også ved symboler som oliven, urter og salt, fordi for eksempel kød og vin ikke måtte nydes. Korset blev tolket i retning af livstræet i Paradis. Gnosticismen tog også kunsten og digtningen ind i kulten som virkemidler.

Gnostikerne hyldede ideen om en hemmelig overleveret viden, som kun de selv havde. Grundmyten hos gnostikerne er, at Det gamle Testamentes Gud kun er skaberguden, men ikke den gode Gud. Han bliver i stedet ofte betegnet som en ond Gud.

I den materie, som verden skabes af, falder der elementer og gnister fra det sande rige - en lysverden - ned i materien og bliver fanget der og glemmer sin herkomst. Ved Jesu komme til verden sendtes en frelser, som kom til de udvalgte gennem en særlig viden. Mennesket udfries af denne verden ved at komme i forbindelse med denne viden. På den måde skelnes der skarpt mellem sjæl og krop. Der lægges vægt på en særlig skare af udvalgte og en verden af fortabte, materielle mennesker.

Det gamle Testamente blev forkastet som helligbog. Gnostikernes mange udlægninger af evangelierne viser, at de hårdt angreb den apostolske tradition.

Kristendommen vs. Gnosticismen
På trods af gnosticismens store kunstneriske og digteriske kvaliteter slog den ikke den traditionelle kristendom af pinden som religiøs tro. Men fra det andet århundrede udkæmpedes der en hård kamp om menighederne. Kirkefædrene som Tertulian og Irenæos påberåbte sig den apostolske overlevering, som indbefattede Det gamle Testamente og den overleverede trosregel blandt andet med kødets opstandelse som hjørnesten.

Der er ingen tvivl om den fare, som mange kristne så i den gnostiske indflydelse. Fra det andet og tredje århundrede er der bevaret mange skrifter fra de såkaldte kirkefædre rettet mod gnosticismen. Irenæos siger, at gnostikerne ved deres ord og symboler omdanner kongesønnen til en ræv, idet de skaber falske kristuser. Et eksempel herpå er Judas evangelium, som for nyligt dukkede op. Det er et gnostisk skrift og hylder Judas, fordi han forrådte Jesus. Dermed fremkalder han nemlig opløsningen af demiurgens (den gammeltestamentlige skaberguds) rige.

En historisk forklaring på, hvorfor gnostikerne ikke vandt denne kamp kunne være deres opdeling af mennesker i de frelste indviede og de fortabte. Tertullian fortæller eksempelvis, at når de kristne menigheder organiserede sig, blev det gjort som de foreninger, der i romerriget samlede sig om begravelseshjælp og andet. De kristne sammensluttede sig med ugentlige møde, hvor de samlede penge ind til begravelseshjælp og hjælp til fattige og syge. Denne måde at overskride grænsen for hjælp til de svage samt sammenholdet med ikke-kristne i nød var en langt stærkere kraft end den lukkede gnostiske kreds, som havde let ved at få fat på folks opmærksomhed, men svært ved at holde dem interesserede i deres menigheder, der havde en foreløbig og ustadig karakter.

Netop den strenge samling omkring biskoppen og den apostolske overlevering og organisationen af den kristne menighed som hjælpende faktor i de omgivende samfund, har måske været forklaringen på den apostolske traditions overlegenhed. Interessant er det at se, hvordan der den dag i dag med Da Vinci-mysteriet og med de gnostiske skrifter, der dukker op, netop er et gnostisk element i den nutidige overbevisning om, at en ond kirke har skjult en hemmelig viden, som de sandhedssøgende ærlige gnostikere havde, og som kirken den dag i dag holder skjult for at bevare sin magt. Den gnostiske myte lever fortsat den dag i dag i kamp med den apostolske kristendom.